Sikkerhedsorganisation
Alle virksomheder med ti eller flere ansatte skal oprette en sikkerhedsorganisation.
En sikkerhedsorganisation opbygges ved, at der for hver afdeling eller hvert arbejdslederområde dannes en sikkerhedsgruppe.
På små virksomheder kan sikkerhedsorganisationen bestå af en enkelt sikkerhedsgruppe, mens der på store virksomheder kan være over 100 sikkerhedsgrupper med flere sikkerhedsudvalg og hovedsikkerhedsudvalg.
Arbejdsgiveren skal opbygge sikkerhedsorganisationen i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne. De ansatte skal vælge en sikkerhedsrepræsentant, der indgår i sikkerhedsgruppen sammen med arbejdslederen.
Midlertidige og skiftende arbejdssteder
Der gælder særlige regler for midlertidige og skiftende arbejdssteder - herunder bygge- og anlægsarbejde - samt for lastning og losning af skibe.
Ved arbejde på midlertidige og skiftende arbejdssteder skal sikkerhedsarbejdet organiseres på det pågældende arbejdssted, hvis den enkelte arbejdsgiver har fem eller flere ansatte på arbejdsstedet, og hvis arbejdet foregår i en periode af en vis varighed - mindst 14 dage. Læs mere om sikkerheds- og sundhedsarbejde på midlertidige og skiftende arbejdssteder, herunder bygge- og anlægsarbejde.
Læs også