Gå til indhold

Beskyt dig mod asbest som håndværker

Her kan du få viden om, hvor du kan støde på asbest, uddannelseskrav og hvordan du beskytter dig

I køkkenet, badeværelset, bryggers, tag, gulv, loft og kælder. Selvom asbest har været forbudt i mere end 30 år, kan det fortsat findes mange steder i boliger, der er opført eller renoveret i perioden 1900 til 1990.

Asbest er ikke farligt, så længe det er sikkert indkapslet eller indbygget i byggematerialet. Men skal du som håndværker renovere, reparere eller nedrive en ældre bolig, kan asbesten frigøres som asbeststøv. Dermed er der risiko for, at du indånder asbeststøvet, og det kan du blive alvorligt syg af. Der gælder derfor strenge regler for arbejde med asbest.

Find ud af, hvor der kan være asbest

Et af de steder, der kan gemme sig asbest, er i fliseklæb. Bliv klogere på, hvor asbesten kan gemme sig i boliger. Se med her, hvor Sif og Casper dyster om, hvor der kan være asbest i et klassisk 60’er hus.

Sådan beskytter du dig mod asbest

  • Gå ind på asbest-huset.dk og find viden om, hvor du kan støde på asbest, og hvordan I passer på jer selv. Vær opmærksom på, at der også kan ligge gammelt asbeststøv på arbejdsstedet efter 
    f.eks. drys fra byggematerialer.

  • Gå til din arbejdsgiver, hvis du har mistanke om, at der er asbest i den bygning, du skal nedrive, reparere eller vedligeholde. Din arbejdsgiver har pligt til at sikre, at der foreligger en undersøgelse af, om der er asbest i arbejdsområdet, og at du og dine kolleger er beskyttet mod at blive udsat for asbeststøv.

  • Skal du udføre asbestarbejde, skal du benytte egnede personlige værnemidler, som blandt andet egnet støvafvisende dragt og åndedrætsværn.

  • Din arbejdsgiver skal sørge for, at du gennemgår et særligt oplærings- og instruktionsforløb. Ved 
    nedrivning af asbest skal du desuden have gennemgået en arbejdsmiljøfaglig uddannelse.

DEFINITION

Hvad er asbestarbejde

Asbestarbejde er bl.a., hvis I arbejder med asbest og asbestholdigt materiale. Det kan fx være, hvis I skal nedrive, reparere eller vedligeholde bygninger opført før 1990.

Rengøring for asbeststøv er også asbestarbejde. Det gælder også, hvis I skal rydde op, har håndteret asbestaffald forkert, hvis I skal fjerne asbestforurenet materiale på et loftrum – eller ved oprydning efter brand. Det kan også være asbestarbejde, hvis I skal indsamle materialeprøver til en analyse for indhold af asbestfibre.