Risikomodellen er baseret på machine learning, der gør det muligt at behandle meget store mængder data om virksomhederne på meget kort tid, finde mønstre i disse og derved meget hurtigt at finde frem til de mest relevante virksomheder at besøge.
Modellen har udgangspunkt i data fra ca. 70.000 tilsynsbesøg i perioden 2016-2021.
De data, der indgår i risikomodellen, er udvalgt på baggrund af deres værdi i forhold til at kunne forudsige, om der findes arbejdsmiljøproblemer på en virksomhed. Det drejer sig om følgende oplysninger:
- Produktionsenhedsnummer, som identificerer virksomheden.
- Virksomhedens CVR-nummer.
- Virksomhedens branche.
- Virksomhedens alder.
- Antal ansatte og årsværk i virksomheden.
- Antal anmeldte arbejdsulykker 3 år tilbage.
- Antal anmeldte erhvervssygdomme 3 år tilbage.
- Antal klager inden for det seneste år.
- Virksomhedens beliggenhed.
- Antal reaktioner 3 år tilbage.
- Langvarigt sygefravær.
Arbejdstilsynet arbejder løbende på at forbedre risikomodellen ved bl.a. at inddrage flere typer af data, som er relevante for formålet. Risikomodellen blev første gang taget i brug i marts 2021 og den nuværende model er version 2.