G� til hovedindholdet

Arbejdsmiljøvejviser til hotel og camping

Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer i hotel og camping og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.

Akut fysisk overbelastning 

Når I skal vurdere, om der er risiko for akut fysisk overbelastning, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis den ting, I skal løfte, trække eller skubbe, er tungere eller sværere at håndtere, end I regnede med
  • Hvis I har for travlt 
  • Hvis I ikke regner opgaven for en risiko – måske fordi det plejer at gå godt
  • Hvis I ikke ved, hvordan man løfter rigtigt
  • Hvis I ikke har mulighed for at bruge et teknisk hjælpemiddel – eller ikke bruger det, fordi det er for besværligt. 

Løft, bæring, træk og skub er blandt de hyppigste årsager til arbejdsulykker.

Ulykkerne sker på grund af akut overbelastning og medfører ofte skader på ryggen. Risikoen for skader bliver større, hvis I samtidig vrider eller drejer i kroppen.

Skaden kan opleves som et knæk i ryggen, en forstuvning eller som smerter i en sene. Skaden kan være så alvorlig, at man bliver invalid af den.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.  
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Brug tekniske hjælpemidler til af- og pålæsning af varer, når de ankommer, og sørg for, at fx tallerkener og bakker med glas skal flyttes og løftes så få gange som muligt. Brug fx sækkevogne til transport af ølfustager og melsække, løftevogne til gryder og dejskåle, særlige hjælpemidler til håndtering af borde og stole samt vareelevatorer.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre – også i god løfteteknik. Husk også, at alle skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruger de tekniske hjælpemidler rigtigt. 

Løft, træk og skub - AT-vejledning D.3.1

Forebyggelse af arbejdsulykker i små virksomheder - AT-vejledning F.0.4

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Arbejdsulykker – Temaside

Fald og snublen

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis der er rod og uorden eller ligger genstande som fx løse ledninger og kabler eller står varer på steder, hvor I færdes
  • Hvis der er niveauforskelle som fx trin og trapper, løse tæpper og kanter, eller hvis underlaget er ujævnt
  • Hvis der er glat på gulvet, fordi der er spildt, eller fordi der ikke er ryddet sne eller gruset på udendørsarealerne om vinteren.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I har travlt eller er trætte
  • Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.    

Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. Sørg fx for, at gulvene er vedligeholdt og skridsikre, og vurder, om I skal bruge skridhæmmende sko.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
  • Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx varer og materialer, bør sættes på plads med det samme. Hvis der er spildt vand e.l. på gulvet, skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
  • Sørg for at rydde sne og gruse på udendørsarealerne om vinteren.

Faldrisiko på gulv - AT-vejledning A.1.6

Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed - AT-vejledning F.0.6

Snubleulykker – Temaside

Fald til lavere niveau

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde ned, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I arbejder på stiger uden at have en hånd fri til at holde fast.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget – fx på stiger og trapper.
  • Hvis I har travlt, løber eller ikke ser jer for.
  • Hvis I har svært ved at se, hvor I sætter fødderne, og ikke har hænderne fri til at holde fast eller tage fra.

Fald fra stiger resulterer ofte i alvorlige skader. Faldulykkerne skyldes typisk, at man mister balancen, at stigen er dårligt vedligeholdt, eller at man skulle have brugt et andet hjælpemiddel til opgaven.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Sørg for, at alle kender arbejdsgangen på hotellet. Sæt ord på, hvor der er risiko for ulykker i det daglige arbejde, og lav rammer for, hvordan arbejdet kan udføres på en god og sikker måde.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.

Fald fra højden – Temaside

Ulykker med håndværktøj

Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker med håndværktøj og maskiner, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I bruger værktøjet og maskinerne til noget andet, end de er lavet til
  • Hvis værktøjet er af dårlig kvalitet, defekt eller dårligt vedligeholdt
  • Hvis I er uopmærksomme.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I ikke har fået tiltrækkelig instruktion i at bruge værktøjet og maskinerne
  • Hvis I har travlt eller er trætte. Så er der større risiko for, at værktøjet ”smutter”, går i stykker, bliver tabt eller at det rammer forkert.

Ulykker med håndværktøj som fx kokkeknive, røremaskiner og pålægsmaskiner resulterer ofte i alvorlige skader på fingre og hænder. Ulykkerne skyldes typisk, at I får fingrene i klemme eller kommer i kontakt med de dele af værktøjet, der skærer eller roterer. Skæring af frossent kød er årsag til mange ulykker. Vær også opmærksomme, når I skal rengøre knive og skarpe dele på maskinerne.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Brug det værktøj, der er bedst egnet til opgaven. Brug kun værktøjet til det, det er beregnet til.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger værktøjet korrekt. Alle tekniske hjælpemidler som fx røremaskiner og pålægsmaskiner leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Sørg for, at værktøjet er korrekt vedligeholdt.
  • Kasser defekt værktøj med det samme.

Forebyg ulykker med håndværktøj og håndmaskiner – Temaside

Arbejdsstillinger

Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx med løftede arme, foroverbøjet ryg eller sidder ned i mange timer i træk. 
  • Dårlige arbejdsstillinger er mere belastende for kroppen, hvis I samtidig arbejder med armene løftede eller langt fra kroppen. Det kan fx være tilfældet, når I reder senge. Ryggen belastes, hvis I arbejder med bøjet eller drejet ryg i en stor del af arbejdstiden, fx ved rengøring af hotelværelser eller madlavning i køkkenet.
  • Arbejde med løftede arme belaster skuldrene. Arbejde med foroverbøjet ryg belaster ryg og nakke. Det er mere belastende for ryggen, hvis I samtidigt flytter tunge ting som fx gryder, ølfustager eller sengetøj.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Arbejde med foroverbøjet ryg og løftede arme hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen og dårlige pladsforhold.
  • Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser. Sørg for, at medarbejdere med siddende arbejde kan skifte mellem siddende og stående arbejde, fx ved at installere hæve-sænkeborde.
  • Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres. Sørg fx for, at gryder og andre ting, der bruges ofte, eller er tunge eller varme, kan placeres i god arbejdshøjde. Bordhøjden kan fx tilpasses til den enkelte medarbejder ved at installere hæve-sænkeborde. Sørg også for, at arbejdspladsen ved fx skranken i receptionen hurtigt kan tilpasses den enkelte, hvis der er flere brugere.
  • Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
  • Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler som fx sækkevogne, servicevogne og rulleborde til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.

Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3

Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside

Træk og skub

Når I skal vurdere, om træk og skub er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Træk og skub af transportbure, sækkevogne og andre tekniske hjælpemidler kan være belastende for kroppen – især for ryg og skuldre. Belastningen afhænger bl.a. af, hvor længe og hvor tit I udfører opgaverne.
  • I skal bruge flere kræfter, hvis hjulene ruller dårligt på underlaget, hvis grebene sidder uhensigtsmæssigt i forhold til den konkrete opgave, hvis hjælpemidlet ikke er egnet til opgaven, eller hvis det er i stykker eller dårligt vedligeholdt.
  • Træk og skub er mere belastende for kroppen, hvis underlaget er skråt, ujævnt eller glat – eller hvis der er huller eller andre niveauforskelle.
  • Det kan være nødvendigt at bruge mange kræfter, hvis der er dårlig plads, eller hvis I skal starte, bremse og vende hjælpemidlerne mange gange undervejs – eller pludselig skal ændre retning.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis hjælpemidlerne er dårligt udformet eller lastet for tungt, så I kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Det er fx tilfældet, hvis  transportburet eller sækkevognen er læsset så højt, at I har svært ved at se, hvor I kører. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug sækkevogne, trappekravlere, specielle hjælpemidler til håndtering af stole og borde, vareelevator og andre egnede tekniske hjælpemidler, når I skal transportere fx varer, sengetøj og møbler.
    • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige træk og skub ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte varer eller møbler flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
    • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de opgaver, der skal udføres, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem. 
    • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.
  • Sørg for, at færdselsvejene er nemme at køre på – det vil sige, at de er ryddede, og at der ikke er ujævnheder som fx huller. Husk, at fx sækkevogne og transportbure kører bedre, hvis hjulene ruller nemt på underlaget.

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Tunge løft

Når I skal vurdere, om tunge løft er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Tunge løft af fx sække med mel, store gryder, sengelinned, tallerkener, stole og andet inventar kan føre til muskel-skeletbesvær.
  • Løftene er mere belastende for kroppen, hvis I løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis I skal række langt med noget tungt i armene.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis I ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger – fx fordi der er for lidt plads, eller fordi det er svært at få ordentligt fat på tingene, fordi de fx er glatte eller store.
  • Mange gentagne løft eller løft af mange kilo i løbet af en dag kan give muskel og skeletbesvær. I skal derfor være opmærksomme på, om I fx løfter mange bakker med glas og stabler af tallerkener i løbet af en arbejdsdag.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug fx rulleborde, trappekravlere eller sækkevogne til løft og transport af tunge byrder.
  • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige løft ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte fx ølfustager og inventar flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
  • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de ting, der skal løftes, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger

Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det. Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
  • Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne. 
  • Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.
  • Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer. 
  • Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
  • Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
  • Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
  • Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet. Det gælder også medarbejdere, der arbejder alene, uden for dagtimerne eller i weekenden.

Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside

Krænkende handlinger

Når I skal vurdere, om krænkende handlinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre nedværdigende handlinger.
  • Der kan være forskellige opfattelser af, om der er tale om krænkende handlinger. Det afgørende er, at den eller dem, som det ’går ud over’, opfatter adfærden som nedværdigende.
  • Krænkende handlinger kan være sårende bemærkninger, forskelsbehandling, ubehagelige drillerier, fysiske overgreb eller trusler herom, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale.
  • Krænkende handlinger af seksuel karakter (seksuel chikane) er al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Det kan fx være berøringer, opfordringer til samkvem, sjofle vittigheder, visning af pornografisk materiale eller nedsættende behandling på baggrund af køn eller seksualitet.
  • Ny­ansatte, unge, midlertidige ansatte, etniske minoriteter, elever, studerende og praktikanter kan være i særlig risiko for at blive udsat for krænkende handlinger.
  • Reaktioner på krænkende handlinger kan spænde fra svag uro til kronisk stress. Hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige reaktioner. Generne kan blive kroniske, hvis den krænkende handling er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.
  • Krænkende adfærd fra mennesker, som ikke er ansatte eller arbejdsgivere i virksomheden, betegnes som fysisk og psykisk vold fra eksterne.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for, at I har fælles og velkendte normer og værdier for god omgangstone og adfærd, og at medarbejderne ved, hvilken adfærd der ikke tolereres. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at krænkende adfærd er uacceptabel.
  • Sørg for, at I har klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår krænkende handlinger på arbejdspladsen. Retningslinjerne kan fx være i form af en beredskabsplan.
  • Tal om, hvordan I behandler og taler til hinanden, og hvor jeres grænser går. Mennesker er forskellige og har forskellige grænser for, hvad der er krænkende.
  • Det er vigtigt, at ledelsen tager henvendelser om krænkende handlinger alvorligt. Sørg for, at krænkende handlinger aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen.
  • Vær opmærksom på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå krænkende handlinger. 

Hotline om krænkende handlinger på arbejdspladsen

I kan ringe anonymt til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 88, hvis I har brug for råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.

Krænkende handlinger - temaside

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - AT-vejledning 4.3.1

Spørgeskema fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Syddansk Universitet, som I kan bruge til at undersøge, om der er seksuel chikane på arbejdspladsen

Psykisk førstehjælp

Når I skal vurdere, om manglende psykisk førstehjælp er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hvis I kommer ud for en alvorlig ulykke, et røveri eller en voldsepisode – eller er vidne til, at en kollega kommer slemt til skade – skal jeres arbejdsgiver sørge for, at I har adgang til psykisk førstehjælp umiddelbart efter hændelsen.
  • Hvis der er risiko for, at I kan komme ud for røverier eller alvorlige ulykker i arbejdstiden, skal der være udpeget en eller flere personer på arbejdspladsen, der kan yde psykisk førstehjælp, hvis uheldet er ude.
    Personen kan være ansat i virksomheden eller en ekstern person. Arbejdsgiveren skal dog under alle omstændigheder have udpeget en eller flere personer, der kan stå for den indledende psykiske førstehjælp, indtil eventuelle eksterne kan overtage den psykiske førstehjælp.
  • Psykisk førstehjælp kan fx bestå i, at hjælperen skaber ro omkring jer, tager styringen og bevarer overblikket, hvis I er kommet til skade. Desuden kan hjælperen underrette jeres pårørende om hændelsen, og sørge for, at I ikke selv kører alene hjem i chokeret tilstand.
  • Psykisk førstehjælp kan også bestå i, at hjælperen lytter roligt og tålmodigt, når I fortæller om oplevelsen – og at I aftaler forløbet for de kommende dage og uger.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Virksomheden skal, hvis der er risiko for, at medarbejderne kan komme ud for røverier eller alvorlige ulykker i arbejdstiden, udpege en eller flere personer, der skal oplæres i at yde psykisk førstehjælp.
  • Sørg for, at alle medarbejdere ved, at de vil få tilbudt psykisk førstehjælp, hvis de kommer ud for en traumatisk hændelse.
  • Få eventuelt de enkelte medarbejdere til at tage stilling til, hvilke kolleger de ønsker at få hjælp fra i en krisesituation, og hvilke pårørende der skal underrettes.
  • Udarbejd en liste med telefonnumre på ledelsesrepræsentanter og de personer, der skal stå for førstehjælpen, samt på alarmcentral og politi. Listen kan fx hænges op i et personalerum, hvor alle kan se den.

Vold – At-vejledning D.4.3

Om forløbet efter voldsepisoder – Temaside

Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav

Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af telefoner, gæster eller støj i lokalerne eller i perioder med spidsbelastning.
  • Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo eller må arbejde over for at nå jeres opgaver. Tidspres kan også betyde, at det er svært at holde et højt serviceniveau og at være smilende og afslappet over for gæsterne.
  • Vær opmærksom på, om der er kolleger, som har mere travlt og er mere pressede end andre, fx fordi de har mere kontakt til gæsterne eller fordi der er sygdom på arbejdspladsen.
  • Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Stor arbejdsmængde og tidspres kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
  • Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister. Modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
  • Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at det er muligt at tilkalde en kollega, når der fx er kø i receptionen eller i butikken, og sørg også for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
  • Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne fx i forhold til arbejdsmængde og kvalitetsniveau, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele.
  • Sørg for at give konstruktiv feedback og anerkendelse i forhold til de opgaver, som de ansatte udfører.
  • Sørg for at medarbejderne trygt kan hente hjælp og sparring, hvis de oplever uklare eller modstridende krav. 

Arbejdsrelateret stress – Publikation

Stor arbejdsmængde og tidspres - Temaside

Uklare krav og modstridende krav - Temaside

Vold og trusler

Når I skal vurdere, om vold og trusler er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Vold fra eksterne kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold omfatter fx slag, spark, bid og knivstik. Der kan også være tale om vold og trusler i forbindelse med røverier.Psykisk vold omfatter fx trusler om vold, ydmygelser, uønsket seksuel opmærksomhed, mistænkeliggørelse, hån eller diskriminerende sprog. Psykisk vold kan også udøves elektronisk via fx sms, e-mail og hjemmesider.
  • Fysisk og psykisk vold kan medføre reaktioner som fx vrede, angst, søvnproblemer og svækket selvtillid samt problemer med hukommelse, opmærksomhed og koncentration. Reaktionerne kan opstå uanset, om I er kommet fysisk til skade eller ej.
  • Nyansatte, unge, vikarer og ansatte, der har begrænset erfaring med at arbejde, har et særligt behov for oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, så de har mulighed for at begrænse alvorligheden af voldsepisoder og håndtere dem bedst muligt.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Organiser arbejdet på en måde, der i sig selv forebygger fysisk og psykisk vold - fx med klare regler for alenearbejde uden for dagtimerne.
  • Sørg for klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig ved røveri, eller hvis kunderne bliver truende eller voldelige. Det kan fx være retningslinjer for, hvem der må lukkes ind på hotellet eller for udsmidning af berusede gæster. Sørg også for fælles retningslinjer for, hvad I vil acceptere, at kunderne siger og gør over for personalet.
  • Sørg for, at I har de nødvendige tekniske hjælpemidler som fx overfaldsalarmer, kaldesystemer og sikker opbevaring af kontanter. Det kan også være relevant at opsætte og skilte med videoovervågning.
  • Indret arbejdspladsen med flugtveje og mulighed for at tilkalde hjælp.
  • Tilbyd medarbejderne uddannelse i konfliktforebyggelse og konfliktløsning fx i forhold til vanskelige, utilfredse eller berusede kunder.

Vold – At-vejledning D.4.3

Vold og trusler – Temaside

Indeklima

Når I skal vurdere, om indeklima er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Er temperaturen i lokalerne ubehagelig og trækker det? Temperaturen bør holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C – bortset fra ved varme- eller hedebølger. Ved stillesiddende arbejde og ved let fysisk arbejde bør temperaturen ikke komme under 18 °C.
  • Er luften i lokalerne dårlig på grund af dårlig rengøring eller ventilation? Hvis der lugter, og lugten bliver hængende i lokalerne, er luftkvaliteten dårlig. Luftkvaliteten kan også blive dårlig, hvis der er mange mennesker i samme lokale. Tør eller tung luft kan også skyldes dårlig luftkvalitet. Høje temperaturer i lokalerne kan betyde, at I oplever luftkvaliteten som dårlig.
  • Betyder dårlig belysning i fx receptionen eller på kontoret, at I får trætte øjne i løbet af arbejdsdagen? Belysningen skal lyse på det, I arbejder med, så I ikke får unødigt trætte øjne eller kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Der skal normalt være dagslys i arbejdsrum samt mulighed for, at I kan se ud af vinduer.  
  • Er der steder med fugt, hvor der kan vokse skimmelsvamp o.l.? I skal være opmærksomme på, om der er fugtskjolder på lofter, vægge, gulve og omkring vandrør, hvor der kan dannes skimmelsvamp og bakterier. Det er et faresignal, hvis der lugter af mug, når et rum har stået lukket et stykke tid.
  • Et dårligt indeklima kan irritere øjne, næse og hud. I risikerer også at få hovedpine og kvalme eller at blive svimle. Et dårligt indeklima kan også give koncentrationsbesvær og en unaturlig træthed. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Varme – Varme kan komme udefra – fx fra sol gennem store ruder eller fra store tag-flader, som er dårligt isoleret. Varme kan også komme inde fra bygningen – fx fra lamper, mennesker og radiatorer. Solafskærmning kan forhindre varmen i at komme ind gennem vinduerne. Skru ned for radiatorerne, inden der bliver for varmt. Husk, at et stort antal lyskilder kan være med til at varme rummet op. I kan også begrænse varmen ved at øge ventilationen.
  • Kulde og træk – Kulde kan komme fra vinduer, døre og dårligt isolerede vægge. Hvis kulden kommer gennem væggene, må de isoleres bedre. Kuldenedfald og kulde-stråling kan føles som træk. Utætte døre og vinduer giver ofte trækgener. Træk kan også stamme fra ventilationen. Flyt medarbejderne væk fra store kuldeflader som fx vindues- eller indgangspartier. Hvis vinduerne giver træk, kan I installere energiruder. Hvis dørene åbner direkte til det fri, kan det give fodkulde. Vindfang eller luft-tæppe kan hjælpe på det.
  • Rengøring – Tag stilling til, hvor tit der skal gøres rent i lokalerne. De fleste problemer med støv findes på steder med mange papirer eller tæpper. Meget inventar og rod i lokalerne øger støvproblemerne, fordi det gør det vanskeligere at gøre rent. I kan gøre det nemmere at gøre ordentligt rent ved at rydde op og fx sørge for, at varer og materialer bliver sat på plads med det samme.
  • Ventilation – Sørg for at åbne vinduer og døre, så I kan lufte ud, når det er muligt – fx i pauser. Ventilation gennem vinduer og døre er mest egnet i relativt store rum med få mennesker. I skal installere mekanisk ventilation, hvis I ikke kan forbedre luftkvaliteten tilstrækkeligt ved at lufte ud. Erstatningsluften skal have en passende temperatur, og ventilationen må ikke give træk.
  • Belysning – En kombination af almen belysning i rummet – fx i loftet – og belysning, der er rettet mod det, kan arbejder med, er ofte det bedste. Lyset må ikke blænde, give generende reflekser eller generende varme. Der skal normalt være dagslys i arbejds-rum og udsyn til omgivelserne gennem vinduer e.l. Placer arbejdsborde nær vinduer, så I udnytter dagslyset bedst muligt. Lyskilder skal rengøres og vedligeholdes for at fungere efter hensigten.
  • Skimmelsvamp og fugt – Hvis I har problemer med fugt, skal det undersøges, hvor den kommer fra, og fugtkilden skal stoppes. Typiske fugtkilder er utætheder i tag eller vægge, men kan også være utætte vand- eller afløbsrør. Dårligt isolerede lofter, vægge eller gulve kan medføre, at fugten i luften kondenserer på overflader. Fugtskader udbedres bl.a. ved at udskifte angrebet træ- og murværk og udtørre rummet. På massivt træ, betonoverflader o.l. kan en rensning være tilstrækkelig.

Indeklima - AT-vejledning A.1.2

Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder - AT-vejledning A.1.12

Rengøring og vedligeholdelse - AT-vejledning A.1.4

Indeklima - Temaside

Våde eller fugtige hænder

Når I skal vurdere, om vådt arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om vådt arbejde, hvis I arbejder med vandtætte beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø i mindst 2 timer i løbet af en arbejdsdag.
  • Vådt arbejde medfører risiko for eksem, fordi det udtørrer huden og ødelægger dens overflade. 
  • Risikoen for hudlidelser bliver større, hvis I bruger fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Når I skal forebygge hudlidelser på grund af vådt arbejde, skal I følge STOP-princippet. Hvis I arbejder med rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, skal det indgå i vurderingen. STOP står for Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Det er generelt svært at erstatte vådt arbejde med noget andet uden samtidig at bruge flere kemikalier. Et eksempel på substitution er at bruge alkoholbaseret hånddesinfektion i stedet for håndvask med sæbe og vand, når hænderne ikke er våde eller synligt forurenede.  Rengørings- og desinfektionsmidler kan erstattes med produkter, som ikke indeholder parfume eller konserveringsmidler, som kan give allergi. (Substitution).
  2. Overvej, om I kan begrænse medarbejdernes udsættelse for vådt arbejde med tekniske foranstaltninger. 
  3. Begræns medarbejdernes risiko for hudlidelser ved at begrænse den tid, de er udsat for vådt arbejde. Det kan I fx gøre ved at holde passende pauser, hvis længde og antal afhænger af arbejdsbelastningen og generne. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I stille egnede og effektive handsker til rådighed for medarbejderne. Vælg en handsketype, som passer til den konkrete arbejdsopgave og til varigheden af det våde arbejde. Handskeleverandøren kan hjælpe jer med at træffe det rigtige valg. Vær opmærksom på, at nogle mennesker kan få allergi af visse handsketyper som fx latexhandsker. Brug eventuelt en svedabsorberende inderhandske i forbindelse med længerevarende brug af gummihandsker eller skift handskerne ud undervejs til tørre handsker. Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i at bruge handsker, så de opnår en tilstrækkelig beskyttelse mod hudlidelser. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen. (Personlige værnemidler).

Vådt arbejde - AT-vejledning 12.1.1

Hud og kemi - AT-vejledning 12.1.2

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Støv, gasser og røg

Når I håndterer eller bearbejder grøntsager, kød og andre fødevarer, kan der frigives farlige stoffer til luften i form af støv, røg og aerosoler. Der kan fx dannes støv og røg, når I tilbereder fødevarer i køkkenet, eller hvis I tænder bål på campingpladsen eller ild i pejsen på hotellet.

På hoteller og campingpladser skal I særligt være opmærksomme på, at:

  • Fødevarer som fx tomater, rejer og nogle fisk kan give eksem på huden. Også frugt- og grøntsagssaft, sure lager, kødsaft og grøntsager med jord på kan give eksem.
  • Latexhandsker (naturgummi) kan give allergi. Det kan være eksem på huden, men også andre symptomer som nældefeber, høfeber og astma.

For virksomheder, der har arbejdsprocesser, hvor der kan frigives farlige stoffer til luften, er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering.

Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  1. Brug den mindst forurenende arbejdsmetode, så I begrænser, hvor meget støv og røg, der frigives til luften. (Substitution).
  2. Sørg for at indkapsle arbejdsprocessen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv og røg til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelse for støv, røg og hudkontakt med generende fødevarer – og sørg for, at forureningen ikke spredes. Det kan fx være ved at sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx redskaber og personlige værnemidler. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod støvet og de farlige stoffer i fødevarer, I kan blive udsat for. Hvis I arbejder med handsker, er det vigtigt, at det er den rigtige type handsker, og at I bruger dem rigtigt. Det vil sige, at handskerne skal være hele, rene og tørre indeni, og at I ikke bruger dem længere tid end højst nødvendigt. Hvis det er nødvendigt at bruge latexhandsker, skal de være uden pudder. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de arbejder på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Farlige stoffer og materialer

Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningen til at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.

På hoteller og campingpladser skal I særligt være opmærksomme på, at:

  • Rengørings- og desinfektionsmidler kan indeholde stoffer, som virker irriterende eller ætsende på hud, øjne og luftveje. Andre stoffer i produkterne kan give irritationseksem og allergi, hvis I bruger dem ofte. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem eller får dem på huden. Rengøringsmidler kan også indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjer­ne- og nerveskader og luftvejslidelser.

For virksomheder, der arbejder med farlig kemi er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering. Risikovurderingen skal dække den mulige udsættelse for farlig kemi i de arbejdsprocesser, produkterne indgår i.

Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som mulig. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. (Substitution).
  2. Brug et lukket anlæg eller få på anden måde arbejdsprocessen indkapslet, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af klude, arbejdsredskaber og personlige værnemidler. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. Hvis I arbejder med handsker, er det vigtigt, at det er den rigtige type handsker, og at I bruger dem rigtigt. Det vil sige, at handskerne skal være hele, rene og tørre indeni, og at I ikke bruger dem længere tid end højst nødvendigt. I kan bruge inderhandsker af bomuld for at undgå at få fugtige hænder i handskerne. Vær opmærksomme på, at desinfektionsmidler og andre kemikalier kan gå igennem handskerne uden, at der er hul i dem. Spørg derfor leverandøren om, hvor lang gennembrudstiden er, så I kan vælge handsker, der passer til arbejdet. Hvis det er nødvendigt at bruge latexhandsker, skal de være uden pudder. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)

Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Indhold

Indhold

Henter PDF