Sådan søger du

Hvis du ikke vælger noget, søger du automatisk i alt indhold på at.dk.
Du kan også begrænse din søgning til at kun søge i Regler eller i Brancher. Det gør du ved at markere enten Søg i regler eller Søg i brancher.
Nulstil søgning fjerner de afgrænsninger du har foretaget.
Gå til hovedindholdet

Spørgsmål og svar om arbejdsmiljøpuljen

Svar på de oftest stillede spørgsmål om arbejdsmiljøpuljen. Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arbejdstilsynet

Spørgsmål og svar

  • Er der en slut dato for ansøgningen?

    Spørgsmålet kan forstås på to måder. Der er derfor udfærdiget to forskellige svar:

    1. Der er ikke en egentlig ansøgningsfrist til puljen, og ansøgningerne behandles løbende i den rækkefølge, de kommer ind. Der er afsat midler til puljen i 2021, 2022 og 2023.
    2. Hvis ansøgningen får tilsagn om tilskud, skal projektet gennemføres inden for 12 mdr. fra meddelelsen om tilsagn.
  • Er forsyningsvirksomheder omfattet af muligheden for at få tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen?

    Forsyningsvirksomheder er omfattet af puljen, i det omfang de er privatejet. En kommunalt ejet forsyningsvirksomhed anses for offentlig, uanset virksomhedens selskabsform. Arbejdstilsynet vil derfor ved ansøgninger fra forsyningsvirksomheder se på virksomhedens ejerforhold, ift. hvem der er virksomhedens reelle og/eller legale ejere. Er det en kommune, der er ejer af forsyningsvirksomheden, vil ansøgningen få afslag.

  • Har det betydning for ansøgninger til Arbejdsmiljøpuljen, om virksomheden som følge af Corona har modtaget kompensation?

    Virksomheder, der som følge af corona-krisen har fået kompensation for stedbundne faste omkostninger, skal oplyse, hvor meget de har fået i kompensation. Ordningen ’faste omkostninger light’ er omfattet af EU’s ’de minimis-forordning’. Virksomheder må ikke modtage mere end 1,5 mio. kr. i støtte under ’de minimis-forordningen’ i de sidste tre år.

    Virksomheden skal i ansøgningen til Arbejdsmiljøpuljen oplyse, om den har modtaget de minimis-støtte i indeværende og de to foregående regnskabsår. Hvis virksomheden har modtaget de minimis-støtte, skal det totale støttebeløb oplyses i ansøgningen.

  • Hvad betyder autoriseret arbejdsmiljørådgivning?

    Arbejdsmiljøpuljen giver tilskud til autoriseret arbejdsmiljørådgivning. En autoriseret arbejdsmiljørådgiver er en virksomhed, der har specialiseret sig i at rådgive andre virksomheder om løsning af arbejdsmiljøproblemer. De autoriserede arbejdsmiljørådgivere er godkendt af Arbejdstilsynet for at sikre, at de er kvalificerede til at yde rådgivning af høj kvalitet. På Arbejdstilsynets hjemmeside kan man finde lister over de autoriserede arbejdsmiljørådgivere.

    Arbejdsmiljørådgivere

  • Hvad betyder det, at tilskuddet gives som de minimis-støtte?

    Tilskuddet udbetales som såkaldt ”de minimis-støtte” efter EU´s statsstøtteregler. De minimis betyder, at tilskudsbeløbet er under en bagatelgrænse og derfor ikke påvirker samhandlen i EU, selvom det er statsstøtte. Det har den konsekvens, at virksomheder maksimalt må modtage 200.000 EURO (cirka 1,5 mio. kr.) i de minimis-støtte inden for de seneste tre regnskabsår. Den enkelte virksomhed kan altså modtage tilskud fra puljen, så længe det samlede tilskud fra puljen og andre offentlige instanser ikke overstiger ca. 1,5 mio. kr. inden for de sidste tre regnskabsår. Hvis jeres virksomhed kontrolleres af en anden virksomhed eller omvendt, skal al de minimis-støtte, der er udbetalt til de pågældende virksomheder til sammen, angives. Der er dog lavere grænser for visse brancher.

    Hvorvidt du er omfattet af en af de lavere beløbsgrænser for tilskud afhænger af, om din virksomhed arbejder med vejgodstransport for fremmed regning, landbrug, fiskeri eller akvakultur. Om din virksomhed konkret er omfattet afhænger af, om den er omfattet af definitionerne i de forordninger, der er nævnt i puljebekendtgørelsens § 15.

    Beløbsgrænserne er:

    Du kan dog få en indikation af, hvorvidt du er omfattet, ved at tjekke din branchekode. Hvis du kan finde din branchekode på virk.dk under følgende grupperinger, er der en formodning for, at du kan være omfattet af en lavere beløbsgrænse: ”Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri” eller ”Transport og godshåndtering” – vælg ”Landtransport; rørtransport” og herefter ”Vejgodstransport og flytning”.

    Gå til virk

    Du kan også finde en oversigt hos Danmarks Statistik, her finder du de relevante branchekoder under A: Landbrug, jagt skovbrug og fiskeri, samt H.49.4: Vejgodstransport og flytning.

    Danmarks statistik - Dansk Branchekode DB07, v3:2014-

  • Hvad er baggrund og formål for arbejdsmiljøpuljen?

    Baggrund

    Tilskudspuljen er et resultat af aftalen om ret til seniorpension for nedslidte fra maj 2019. Der bliver i 2021-2023 afsat ca. 100 mio. kr. til initiativer til forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker i små private virksomheder. Puljen administreres af Arbejdstilsynet, og uddeles i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 262 af 23. februar 2021 om pulje til forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker i små private virksomheder. Tilskuddet gives ved ansøgning som et forhåndstilsagn, hvorefter virksomheden kan begynde projektet, når tilsagnet er accepteret. Der kan gives tilskud til 80 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. Tilskuddet udbetales, når projektet er gennemført og godkendt af Arbejdstilsynet.

    Formålet med puljen

    Formålet med puljen er, at medvirke til at forebygge nedslidning og arbejdsulykker i små private virksomheder, ved at give tilskud til projekter, der har til formål at forbygge at ansatte nedslides fysisk eller psykisk, kommer ud for arbejdsulykker samt fremme de ansattes sundhed ved fysisk træning på arbejdet. Der er fastsat tre indsatområder, som projekterne skal understøtte, for at kunne opnå tilsagn om tilskud; autoriseret arbejdsmiljørådgivning, sundhedsfremme i form af fysisk træning og afprøvning af tekniske hjælpemidler.

    Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke gives tilskud til projekter, der har til formål at opfylde gældende lovkrav. Har du modtaget et påbud eller anden reaktion fra Arbejdstilsynet, kan du derfor ikke benytte puljen til at udbedre påbuddet.

  • Hvad forpligter jeg mig til med støtte fra arbejdsmiljøpuljen?

    At gennemføre projektet som fastsat i tilsagnet

    Det er det projekt som er godkendt i dit tilsagn, der er det tilskudsberettigede projekt. Det er dette projekt, som Arbejdstilsynet har vurderet lever op til puljebekendtgørelsens regler. Hvis du får brug for at foretage ændringer i projektet undervejs, er det derfor vigtigt at tage kontakt til Arbejdstilsynet, og få os til at vurdere de ønskede ændringer. Har Arbejdstilsynet godkendt senere ændringer af projektet, indgår godkendelsen som en del af tilsagnet, og det er nu det ændrede projekt, der er tilskudsberettiget. Får du ikke godkendt din ændring, kan det i værste tilfælde medføre afslag på udbetaling af tilskud.

    At kunne fremlægge dokumentation for, at det er virksomheden, der har afholdt de tilskudsberettigede udgifter

    Når du anmoder om udbetaling af dit tilskud, skal du altid indsende fakturaerne på de tilskudsberettigede udgifter du har afholdt i dit projekt. Arbejdstilsynet vil stikprøvevis efterspørge betalingsdokumentation for fakturaerne. Du skal derfor være i stand til at indsende dokumentation for betalingen. Af dokumentationen skal det fremgå, at der er sket en overførsel fra din virksomhed, som identificeres ved det CVR-nummer der er angivet i ansøgningen, til den virksomhed der har udstedt fakturaen. Overførselsbeløbet skal stemme overens med den udstedte faktura, og kan fx dokumenteres med betalingsdokumentation fra din bank.

    At indsende den dokumentation, som Arbejdstilsynet efterspørger i forbindelse med sagsbehandlingen

    Arbejdstilsynet kan få brug for supplerende dokumentation ifm. sagsbehandlingen af din ansøgning. Kan du ikke fremsende denne dokumentation, er det ikke sikkert at din ansøgning kan godkendes. Hvis Arbejdstilsynet fx ikke selv har adgang til oplysninger om antal årsværk i din virksomhed, skal du kunne dokumentere antal årsværk i virksomheden, for at kunne opnå tilsagn. Der kan også være forhold i din ansøgning, som Arbejdstilsynet har brug for at få uddybet, fx hvis der er tale om et projekt, der ikke fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.

    At gennemføre projektet inden for et år efter modtagelse af tilsagn

    Du har et år til at gennemføre dit projekt, fra den dato hvor du får brev om tilsagn via tilskudsportalen. Datoen for projektets afslutning vil fremgå af tilsagnsbrevet. Du vil modtage en påmindelse, når det er ved at være tid til at indsende din anmodning om udbetaling. Indsender du ikke din anmodning om udbetalingen inden fristen, vil du modtage en rykker. Reagerer du ikke på rykkeren vil dit tilsagn blive annulleret, og du vil ikke efterfølgende kunne få udbetalt tilskuddet. Du har mulighed for at forlænge din projektperiode, hvis det skulle blive nødvendigt. Du skal bede om forlængelse af din projektperiode senest en måned før projektperiodens slutdato.

    At være til rådighed for indsamling af viden om projektets gennemførelse og en evaluering af ordningen

    Arbejdstilsynet indsamler viden og erfaringer om forebyggelse af nedslidning igennem de gennemførte projekter. Du skal derfor være til rådighed for en kort evaluering, ifm. med projektets afslutning. Når du indsender din anmodning om udbetaling, vil du modtage et spørgeskema, som skal udfyldes inden tilskuddet udbetales. Der skal i 2023 gennemføres en samlet evaluering af puljen, herunder om virksomhederne har haft nytte af projekterne på lidt længere sigt. Et udsnit af de modtagere, der har fået tilskud, vil få tilbud om at deltage i denne evaluering.

    At give Arbejdstilsynet meddelelse om forhold, der kan medføre tilskuddets bortfald eller reduktion eller tilbagebetaling af tilskud

    Du skal give arbejdstilsynet besked, når du ønsker at foretage ændringer i dit projekt. Det gælder både ændringer i projektets udførelse, økonomi eller brug af rådgiver, da disse forhold kan have indflydelse på, hvorvidt dit projekt fortsat er tilskudsberettiget, og dermed om du kan få udbetalt tilskud.

    Du skal også hurtigst muligt give besked, hvis du beslutter dig for ikke at udnytte dit tilsagn. På den måde kan det være muligt, at benytte de reserverede midler fra dit projekt, til et andet projekt.

    Andre forpligtigelser fastsat i tilsagnet

    Der kan være særlige forhold i din virksomhed eller i dit projekt, der gør, at Arbejdstilsynet kan fastsætte yderligere forpligtigelser i dit tilsagn. Det kan være, at der er nogle særlige forhold som gør, at dit projekt skal gennemføres på en bestemt måde, før Arbejdstilsynet vurderer, at projektet lever op til puljens formål og indsatsområder. Er dette tilfældet, vil de nærmere betingelser for gennemførelsen af projektet blive fastsat i dit tilsagn. Vurderer Arbejdstilsynet, at der skal fastsættes yderligere forpligtigelser for gennemførslen, vil du blive hørt, inden du modtager tilsagnet.

  • Hvad gives der konkret tilskud til med arbejdsmiljøpuljen?

    Der gives tilskud til 80 procent af de afholdte tilskudsberettigede udgifter eksklusiv moms. Det maksimale tilskud per projekt er 500.000 kr.

    Autoriseret arbejdsmiljørådgivning

    Til projekter om arbejdsmiljørådgivning gives tilskud til arbejdsmiljørådgiverens timeløn eksklusiv moms. Rådgiveren skal være autoriseret af Arbejdstilsynet. Der gives kun tilskud, når der er tale om en ekstern rådgiver. Har du ansat din egen autoriserede arbejdsmiljørådgiver i virksomheden, er dennes timer ikke tilskudsberettigede. På samme måde er timerne ikke tilskudsberettigede, når du allerede før projektet har indgået en aftale med en autoriseret rådgiver, om levering af et bestemt antal rådgivningstimer, og du benytter dig af disse timer ifm. gennemførelse af projektet.

    Du må derfor ikke have indgået den endelige aftale inden du har modtaget dit tilsagn, men du skal have indhentet et tilbud på projektet fra en arbejdsmiljørådgiver, da dette danner grundlag for udarbejdelse af budgettet, og dermed fastsættelsen af tilsagnets størrelse.

    Arbejdsmiljørådgiveren kan også benyttes som rådgiver i projekter om sundhedsfremme i form af fysisk træning på arbejdspladsen, og til instruktion i korrekt brug af udstyr, ifm. afprøvning af tekniske hjælpemidler.

    Konsulenttimer

    Der kan gives tilskud til konsulenttimer til projekter om sundhedsfremme i form af fysisk træning på arbejdspladsen, og ifm. instruktion i korrekt brug af udstyr, ved afprøvning af tekniske hjælpemidler. I disse tilfælde behøver der ikke at være tale om en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Der gives tilskud til konsulentens timeløn eksklusiv moms.

    ”Konsulent” dækker i dette tilfælde bredt, da hvilken form for vejledning din virksomhed har brug for, kan være afhængig af, hvilken problemstilling der søges forbedret eller løst med projektet. Der kan være tale om en personlig træner, der kommer ud til virksomheden, eller at udlejer af det tekniske hjælpemiddel instruerer i korrekt brug af udstyret. En konsulent kan også være en arbejdsmiljørådgiver, men tilskudsberettigede udgifter til arbejdsmiljørådgivning under indsatsområde 1, skal altid være foretaget af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

    Der skal være tale om en ekstern konsulent. Gennemføres instruktionen fx af en ansat i din virksomhed, er den ansattes timeløn ikke tilskudsberettigede.

    Du må ikke have indgået den endelige aftale, inden du har modtaget dit tilsagn, men du skal have indhentet et tilbud på projektet fra en konsulent, da dette danner grundlag for udarbejdelse af budgettet, og dermed fastsættelsen af tilsagnets størrelse.

    Leje i forbindelse med afprøvning af tekniske hjælpemidler

    Der kan gives tilskud til lejeudgiften, når der gennemføres et projekt om afprøvning af tekniske hjælpemidler i driften. Er der i lejeaftalen en aftale om levering og afhentning af udstyret, kan der også gives tilskud til denne udgift. Skal der gives tilskud til afhentning af udstyret, skal denne udgift være betalt inden der er blevet anmodet om udbetaling af tilskuddet.

    Der kan maksimalt gives tilskud til 3 måneders leje. Du kan ikke få tilskud til leje af den samme type eller tilsvarende udstyr mere end én gang.

    Du må ikke have indgået den endelige aftale om leje af udstyr inden du har modtaget dit tilsagn, men du skal have indhentet et tilbud på projektet fra en udlejer af tekniske hjælpemidler, da dette danner grundlag for udarbejdelse af budgettet, og dermed fastsættelsen af tilsagnets størrelse.

    Ekstern hjælp til udarbejdelse af ansøgninger og afrapportering

    Vil du gerne have ekstern hjælp til at udfylde ansøgningen, anmode om udbetaling, udarbejde den faglige afrapportering og evt. holde styr på, om alle dokumenter til brug for dokumentation for ansøgningen og afrapporteringen er klar, så kan du få tilskud til, at din rådgiver eller konsulent hjælper dig.

    Selvom du får hjælp til at udfylde ansøgningen, er det stadig dig som ansøger, der skal indsende den endelige online ansøgning, da det kræver login med din virksomheds NemID. Er alle skabeloner udfyldt og dokumenter indsamlet på forhånd, er det dog nemt at vedhæfte dem den online ansøgning.

    Der gives tilskud til konsulentens løntimer eksklusiv moms. Det er en betingelse for tilskud, at den eksterne konsulent har en tilknytning til projektet. Du kan derfor ikke få en hvilken som helst ekstern konsulent til at udarbejde ansøgninger for dig. Det vil være den rådgiver/konsulent, der evt. også skal stå for et rådgivningsforløb, eller en anden rådgiver fra samme rådgivningsvirksomhed, som vil kunne yde tilskudsberettiget hjælp.

    Udgifter til ekstern hjælp til udarbejdelse af ansøgninger, kan i modsætning til de andre tilskudsberettigede udgifter, godt være afholdt før din virksomhed modtager et tilsagn fra Arbejdstilsynet. Tilskuddet vil dog først blive udbetalt efter projektets gennemførelse, sammen med tilskuddet til resten af projektets udgifter. Det betyder også, at ekstern hjælp til udarbejdelse af ansøgninger kun er tilskudsberettiget i det tilfælde, hvor du opnår tilsagn om tilskud til dit projekt. Opnår du ikke tilsagn, skal du selv bære udgiften til konsulenten.

    Sker der ændringer i dit projekt, fx at du ikke kan gennemføre projektet inden for den tildelte projektperiode, at du ikke kan gennemføre alle aktiviteterne i det godkendte projekt, der sker udskiftning af medarbejdere i det firma, der hjalp med at udfylde ansøgningen, skal du sørge for at orientere Arbejdstilsynet. Ændringer i dit projekt kan have indflydelse på, hvorvidt du stadig er berettiget til at modtage tilskud eller ej.

    Rådgiverens eller konsulentens transportudgifter

    Du kan få tilskud til din rådgiverens eller konsulentens transportudgifter ifm. projektet, når transportudgifterne fremgår specifikt af det tilbud du har modtaget fra konsulenten, og fremgår separat som en udgiftspost i det endelige regnskab.

    Udgifter til revisor for projekter med tilskud på 250.000 kr. eller derover

    Ansøger du om tilskud til et projekt, hvor tilskuddet bliver på 250.000 kr. eller derover, er der krav om revisorpåtegning af projektregnskabet. Du kan få tilskud til de timer revisoren bruger på at påtegne regnskabet. Udgifter til revisoren skal indgå i det budget, der indsendes med ansøgningen. Du skal derfor vedhæfte et overslag fra en revisor til din ansøgning for at kunne få udbetalt tilskud til revisorudgifter.

  • Hvad skal jeg være opmærksom på når jeg anmoder om udbetaling fra arbejdsmiljøpuljen?

    Sæt dig grundigt ind i vejledningen inden du indsender din anmodning om udbetaling, så du ved hvad der forventes af dig. Det er også en god ide at have læst afsnittene om udbetaling, allerede inden du går i gang med dit projektet, så du er opmærksom på, hvad det er for noget dokumentation du skal sørge for at indhente undervejs i forløbet, til brug for udbetalingen.
    Nedenfor er en kort oplistning af nogle af de forhold, som du skal være særlig opmærksom på ifm. din anmodning om udbetaling:

    • Du får 80 procent i tilskud til godkendte tilskudsberettigede udgifter.
    • Anmodning om udbetaling skal være modtaget i arbejdstilsynet senest tre måneder efter projektperiodens slutdato.
    • Du skal indsende fakturaer på alle de tilskudsberettigede udgifter, som du ønsker at få udbetalt tilskud til.
    • Du skal kunne fremvise bl.a. betalingsdokumentation for dine udgifter, hvis du bliver bedt om det.
    • Du skal orientere din arbejdsmiljøorganisation eller en repræsentant for medarbejderne om den faglige afrapportering.
  • Hvad skal jeg være opmærksom på når jeg ansøger arbejdsmiljøpuljen?

    Sæt dig grundigt ind i vejledningen inden du ansøger om og accepterer et tilsagn, så du ved, hvad der forventes af dig. Nedenfor er en kort oplistning af nogle af de forhold, som du skal være særlig opmærksom på ifm. din ansøgning:

    • Husk at høre din arbejdsmiljøorganisation eller en repræsentant for medarbejderne om dit projekt inden du indsender din ansøgning.
    • Alle felter i ansøgningsskemaet er obligatoriske, medmindre andet fremgår. Det letter sagsbehandlingen at udfylde dem med det samme og vedhæfte alt påkrævet dokumentation.
    • Indgå først endelige aftaler og afhold udgifter, efter at du har opnået tilsagn om tilskud til dit projekt.
    • Udgifterne skal være afholdt i projektperioden for at være tilskudsberettigede. Udgifter til ekstern hjælp til udfyldelse af ansøgning kan dog afholdes forud for indsendelse af ansøgningen.
    • Selvom du får ekstern hjælp til at udfylde ansøgningen og klargøre relevant dokumentation, skal du stadig selv indsende den færdige ansøgningen via tilskudsportalen, ved brug af virksomhedens NemID.
    • Bekendtgørelsens liste over tilskudsberettigede udgifter er udtømmende.
    • Alle forpligtigelser skal overholdes for at få udbetalt det fulde tilskudsbeløb.
    • Vær opmærksom på, om der i tilsagnet er fastsat særlige forpligtigelser for dit projekt.
  • Hvordan laver man en ændring til et godkendt budget?

    Hvis der sker ændringer i budgettet undervejs i projektet, skal Arbejdstilsynet godkende ændringerne, såfremt budgetposterne afviger mere end 20 pct. fra budgetposterne i det godkendte budget. Du skal kontakte Arbejdstilsynet via din sag på Tilskudsportalen for at få godkendt budgetændringen.

    Eksempler på budgetændring, der ikke kræver godkendelse

    Hvis du vil flytte 10.000 kr. fra en budgetpost til en anden, skal begge poster være på 50.000 kr. eller derover inden ændringen. På den måde vil ingen af budgetposterne blive ændret mere end 20 pct.

     

    Oprindeligt budget

    Nyt budget

    Ændring i beløb

    Ændring i %

    Budgetpost 1

    65.000

    75.000

    10.000

    15%

    Budgetpost 2

    75.000

    65.000

    -10.000

    -13%

    Budget i alt

    140.000

    140.000

    0

    0%

    Her er ændringen på begge budgetposter under 20 pct. og skal derfor ikke godkendes af Arbejdstilsynet.

    Eksempel på budgetændring, der kræver godkendelse

    Hvis du vil flytte 10.000 kr. til en budgetpost, der oprindelig var under 50.000 kr., vil det være en afvigelse fra det oprindelige budget på over 20 pct.

     

    Oprindeligt budget

    Nyt budget

    Ændring i beløb

    Ændring i %

    Budgetpost 1

    50.000

    60.000

    10.000

    20%

    Budgetpost 2

    20.000

    10.000

    -10.000

    -50%

    Budget i alt

    70.000

    70.000

    0

    0%

    Her er ændringen på budgetpost 2 over 20 pct. og skal derfor godkendes af Arbejdstilsynet.

    Ændringerne skal foretages inden for det godkendte tilsagnsbeløb, der ikke kan forhøjes.

  • Hvorfor får jeg afslag på støtte fra arbejdsmiljøpuljen?

    Du kan få afslag på din ansøgning i en række tilfælde. Det vil være, hvis det er Arbejdstilsynets vurdering, at dit projekt ikke lever op til formål og indsatsområder i bekendtgørelsen, eller at du ikke lever op til kravene til at kunne være ansøger. Det kan også være i tilfælde, hvor du ikke har givet Arbejdstilsynet alle relevante oplysninger, sådan at vi kan behandle din ansøgning. Mangler der oplysninger i din ansøgning, vil du i de fleste tilfælde få mulighed for at eftersende de relevante oplysninger, inden for en fastsat tidsfrist. Har du ikke indsendt dokumentationen inden for tidsfristen, vil ansøgningen blive annulleret og du vil modtage et afslag. Er din ansøgning meget mangelfuld, forbeholder Arbejdstilsynet sig retten til at afvise ansøgningen.


    I tilfælde, hvor det viser sig at du er kommet med urigtige eller vildledende oplysninger ifm. sagsbehandling af din ansøgning, medfører det et afslag på ansøgningen. Opdager vi det først senere i forløbet, vil dit tilsagn blive annulleret, og du vil selv skulle bære alle afholdte udgifter.


    Dit projekt kan ikke bruges til at opfylde gældende lovkrav. Vi tjekker, om der ligger et påbud på din virksomhed på ansøgningstidspunktet. Har din virksomhed et påbud, der er overlappende med det ansøgte projekt, vil det medføre afslag.


    Har du tidligere søgt til og opnået tilsagn til et tilsvarende projekt, vil du også modtage afslag, da der ikke gives tilskud til et projekt mere end én gang. Du kan dog altid søge om tilskud til en anden type projekt.


    Får du afslag på din ansøgning, vil du altid modtage en begrundelse for dit afslag. Modtager du et afslag, er du ikke afskåret fra at sende en ny ansøgning, til et andet projekt.


    Arbejdstilsynets afgørelser ifm. med sagsbehandling af ansøgninger og udbetalinger fra puljen, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

  • Kan man gå flere virksomheder sammen om et større projekt?

    Flere virksomheder kan i princippet godt gå sammen om et projekt. Det kan være, at de deler adresse og fx gerne vil gennemføre fysisk træning i arbejdstiden i fællesskab. Dog skal virksomhederne hver især indsende en ansøgning, og projekterne skal have adskilt økonomi, således at virksomhederne hver især afregner deres projektudgifter med konsulenten/udlejningsfirmaet og efterfølgende med Arbejdstilsynet.

Henter PDF