G� til hovedindholdet

Krav til udbyder om kursusfaciliteter, undervisningsmaterialer mv.

Undervisningen skal afvikles i egnede undervisningslokaler med nødvendige og velfungerende pædagogiske og tekniske hjælpemidler, for eksempel IT-udstyr med internetopkobling og tilhørende printer.

Udbyder skal føre tilsyn med og sikre, at betingelserne for godkendelsen til enhver tid er opfyldt, hvilket bl.a. handler om uddannelsens kvalitet.

Undervisningsmaterialer

På tilstedeværelseskurserne skal kursusudbyderen sørge for, at relevante netsøgninger og opslagsværker om Arbejdsmiljølovens bestemmelser, vejledninger fra Arbejdstilsynet, branchefællesskaberne for arbejdsmiljø og lignende er til rådighed for deltagerne. Det samme er tilfældet på den fremmødedag , der er i forbindelse med netkurserne.

Kursusbevis

En godkendt kursusudbyder anvender eget kursusbevis. Udbyderen skal angive Arbejdstilsynets journalnummer for den pågældende uddannelse på kursusbeviset.

Kursusbeviserne underskrives af underviseren og udleveres ved afslutningen af et kursus til den enkelte deltager. Erhvervelse af kursusbevis forudsætter deltagelse i hele uddannelsen.

Kursusdeltageren får originalen, og kursusdeltagerens arbejdsgiver modtager en kopi af kursusbeviset.

Evaluering

Kursusudbyderen skal sørge for, at deltagerne udfylder et evalueringsskema. Der skal anvendes de evalueringsskemaer, som udbyderen får udleveret fra Danmarks Evalueringsinstitut.

En gang om året skal kursusudbyderen udfylde en oversigt over udbudte kurser og deltagerantal og sende det til Danmarks Evalueringsinstitut inden en fastsat frist.

Erstatning af mistet kursusbevis

Hvis en deltager på et arbejdsmiljøkursus har mistet sit kursusbevis, og udbyderen har dokumentation for, at vedkommende har gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen efter 1. april 1991, kan udbyderen udstede et erstatningsbevis. Det skal tydeligt fremgå af kursusbeviset, at det er en erstatning.

Henter PDF