Jo, det er de. Den maksimalt tilladelige belastning i tonsmeter beregnes som udlægget gange den tilladelige belastning, iht. oplysningerne i belastningsdiagrammet.
Spørgsmål og svar om lovpligtige uddannelser
Svar på de oftest stillede spørgsmål om lovpligtige uddannelser. Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arbejdstilsynet.
Spørgsmål og svar
-
Dokumentation af gennemført arbejdsmiljøuddannelse – krav fra Arbejdstilsynet?
Det er op til arbejdsgiveren at vælge typen af dokumentation. Dokumentationen kan fx være et referat fra den årlige arbejdsmiljødrøftelse, hvor det fremgår, at arbejdsgiveren giver tilbud om supplerende uddannelser til medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen eller en mail e.l. til medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen, hvor det fremgår, at arbejdsgiveren giver tilbud om supplerende uddannelse.
-
Er der certifikatkrav, hvis man skal anvende andre typer personløftere end teleskoplæssere?
Nej. Personer, som skal anvende personløftere, skal være særligt udpeget hertil og have modtaget fornøden oplæring og instruktion.
Oplæring, instruktion og tilsyn for yderligere information - AT-vejledning 1.7.1
-
Er der certifikatkrav, hvis man skal lave anhugning, men ikke fører kranen?
Nej, certifikatkravet gælder kun for personer, der skal føre kraner. Personer, som skal foretage anhugning, skal være særligt udpeget hertil og have modtaget fornøden oplæring og instruktion.
Oplæring, instruktion og tilsyn for yderligere information - AT-vejledning 1.7.1
-
Er et deltagerbevis, hvor undervisningsindhold og prøver er overholdt, gyldigt som dokumentation for kørsel med gaffeltruck B ved evt. tilsyn af jer?
Arbejdstilsynet vil sidestille et deltagerbevis med et AMU-bevis forudsat det udstedes på samme grundlag med både den teoretiske og den praktiske prøve, samt at der er forevist dokumentation for helbred.
Hvis der ikke er noget person nr. bør fremgå andet ID, fx hjemlands ID nr. eller pas nr. så der altid er en entydig identifikation på beviset.
-
Er medlemmerne af AMO forpligtet til at gennemføre den supplerende arbejdsmiljøuddannelse?
Nej. Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere har ret men ikke pligt til at gennemføre den supplerende uddannelse. Formålet med den supplerende uddannelse skal være at sikre løbende målrettet opdatering, som kan styrke kompetencerne hos arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere. Den supplerende uddannelse er et tilbud.
-
Giver kran D-certifikat adgang til overbygningsuddannelsen Mobile kraner over 30 tm?
Nej. Der vil blive udbudt opkvalificeringskurser, så man kan få Kranbasis og Mobile kraner >8-30 tm i et kort uddannelsesforløb.
-
Gælder frister for gennemførelse af arbejdsmiljøuddannelse også for bygge- og anlægsarbejde?
Ved midlertidigt og skiftende arbejdssteder, herunder bygge- og anlægsområdet, gælder de samme frister for at gennemføre uddannelse som på alle andre virksomheder.
-
Hvem skal gennemføre den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse?
Arbejdsgiveren skal sørge for, at alle arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO gennemfører uddannelsen. Det gælder dog ikke, hvis man har gennemført en af de obligatoriske uddannelser, der var gældende i perioden fra 1991 til 2010 eller har koordinatoruddannelsen.
-
Hvilke certifikattyper kræves der ved samløft af byrder med flere kraner?
Certifikattyper til de enkelte kraner afhænger ikke af, om der laves samløft eller ej. De enkelte kraner kræver hver især certifikater iht. reglerne, dog uden nedre grænse på 8 t/tm ved samløft.
-
Hvilken certifikattype kræves for at føre gravemaskine, der anvendes til kranarbejde?
Hvis løftekapaciteten er over 8 tm kræves kranbasis og mobile kraner >8-30 tm og mobile kraner over 30 tm, hvis relevant. Normalt forekommende løfteopgaver under ca. 1 m løftehøjde kræver ikke certifikat.
Se nærmere beskrivelse i At-vejledning 1.9.4. om kranførercertifikat.
-
Hvilken uddannelse kræves for at føre en større mobilkran med ballast?
Der kræves uddannelserne Kranbasis, Mobile kraner >8-30 tm og Mobile kraner over 30 tm.
Overbygningsuddannelsen Mobile kraner over 30 tm vil blive udbudt i to versioner: En version, hvor uddannelsen gennemføres på lastbilkraner, og en længerevarende version, hvor uddannelsen gennemføres på mobilkraner med ballast. Begge uddannelser giver ret til at føre alle typer mobile kraner over 30 tm. Arbejdsgiveren skal sikre sig, at medarbejdere, der skal føre mobilkraner med ballast, har fået instruktion og oplæring i brugen af disse, fx via kursus hos kranleverandøren eller via uddannelsen Mobile kraner over 30 tm inkl. ballast.
-
Hvilket certifikat kræves for at bruge en søjlesvingkran?
Det vil kræve kranbasisuddannelse, hvis kranens tilladelige belastning er over 8 tons, og belastningen ikke afhænger af udlægget.
-
Hvilket certifikat kræves for at bruge en traverskran?
Almindelige traverskraner over 8 tons vil alene kræve kranbasisuddannelse. Med almindelige traverskraner menes kraner, hvor byrden løftes inden for kranens understøtningsflade således, at kranen ikke bibringes et væltende moment.
Hvis en kran, installeret på en eller flere traverser, har et udlæg med en tilladelig belastning større end 8 tonsmeter jf. kranens lastdiagram (dvs. udlæg gange belastning > 8 tm), kræves endvidere uddannelsen ”Tårnkraner og fast opstillede kraner over 8 tonsmeter”. Dette kan fx være tilfældet med containerkraner med bom/udligger.
-
Hvilket certifikat kræves til en semimobil tårnkran?
Semimobile kraner er som udgangspunkt køretøjsbaserede, og de vil derfor kræve uddannelserne kranbasis og mobil kraner. Det, at kranen i anvendelsessituationen får monteret støtteben, og evt. afmonteret hjulene, gør ikke, at den bliver til en tårnkran eller fast installeret kran iht. førercertifikatreglerne.
-
Hvis man har mistet sit truckcertifikat, kan Arbejdstilsynet så sende et nyt?
Nej, Arbejdstilsynet kan ikke sende et nyt, men vil henvise til uddannelsesstedet, hvor man har taget sit certifikat. De kan måske fremsende et nyt.
-
Hvor kan jeg tage min arbejdsmiljøfaglige uddannelse som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant
Du kan finde de forskellige arbejdsmiljøuddannelser på denne side:
-
Hvordan bliver man tilmeldt en førercertifikatuddannelse?
Uddannelserne skal gennemføres på en erhvervsskole eller et AMU-center, der er godkendt af Undervisningsministeriet. På Undervisningsministeriets hjemmeside "UddannelsesGuiden" kan man finde oversigter over uddannelser og få vejledning til at finde en skole. Det letteste dog er nok at google sig frem og tage kontakt til en AMU skole for nærmere oplysning.
-
Hvornår regnes tre måneders-fristen for den obligatoriske uddannelse?
Fristen på tre måneder regnes fra det tidspunkt, hvor den pågældende arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsleder er valgt eller udpeget. Dette gælder, uanset om den pågældende først træder reelt i funktion på et senere tidspunkt.
-
Hvornår skal de to dages supplerende arbejdsmiljøuddannelse tilbydes?
De to dage skal kunne være gennemført i løbet af det første funktionsår, det vil sige det første år, hvor arbejdsmiljørepræsentanten og arbejdslederen er valgt eller udpeget. Der gælder samtidig den regel, at de to dage skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for de første ni måneder efter, at de tre dages obligatorisk uddannelse er afsluttet.
-
Kan lille knallertkørekort også anvendes som dokumentation for egnet helbred?
Nej, der er ikke krav om helbredsoplysninger til lille knallertkørekort, og det kan derfor ikke bruges som dokumentation for egent helbred. Dette vil blive præciseret i At-vejledningerne næste gang, de skal revideres.
-
Kan man få dispensation for at deltage i den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse?
Man kan søge dispensation for gennemførelse af den obligatoriske uddannelse. Arbejdstilsynet vil bl.a. lægge vægt på, om personen har beskæftiget sig med arbejdsmiljø og hvor længe, om personen har beskæftiget sig med de metoder, der bruges i AMO’s arbejde eller om personen har rådgivet virksomheder eller undervist i arbejdsmiljøarbejde.
-
Må man føre lastbilkraner op til 30 tm med et kran D-certifikat?
Nej, kran D gælder kun op til 25 tm.
-
Omfatter aftaler om arbejdsmiljøuddannelsen både den obligatoriske og den supplerende arbejdsmiljøuddannelse?
Nej, det er kun muligt at indgå aftale mellem arbejdsgiveren og de ansatte om at sammenlægge og gennemføre den supplerende arbejdsmiljøuddannelse samlet i stedet for inden for hvert funktionsår.
-
Skal arbejdsgiveren gennemføre arbejdsmiljøuddannelsen?
Hverken arbejdsgiveren eller virksomhedslederen er forpligtet til at gennemføre uddannelsen. Det gælder, uanset om de indgår i AMO som formand eller ej.
-
Skal man gennemføre den obligatoriske uddannelse, hvis man har koordinatoruddannelsen?
Man skal ikke gennemføre den tre-dages obligatoriske uddannelse, hvis man har gennemført arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsarbejde.
-
Skal supplerende arbejdsmiljøuddannelse godkendes af Arbejdstilsynet?
Hverken udbydere eller selve uddannelsen skal godkendes af Arbejdstilsynet. Det er kun udbydere af den obligatoriske uddannelse på tre dage, der skal godkendes af Arbejdstilsynet.
Oversigt over godkendte udbydere af generelle kurser – 22 timer
Oversigt over godkendte udbydere af generelle kurser – 22 timer - netbaseret
-
Skal uddannelseskravet oplyses i forbindelse med anmeldelse af en kran til Arbejdstilsynet?
Nej, oplysning om certifikat/uddannelseskravet er ikke noget, der skal oplyses ved anmeldelsen på virk.dk.
-
Udsteder Arbejdstilsynet kedelpassercertifikat?
Nej, Arbejdstilsynet udsteder ikke længere certifikater. Hvis man skal have fornyet sit kedelpassercertifikat, skal man henvende sig til de relevante uddannelsesinstitutioner.
Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 10, stk. 3