Gå til hovedindholdet

Hvad er en arbejdsulykke?

En arbejdsulykke er en pludselig hændelse i forbindelse med arbejdet, som fører til, at en person kommer fysisk eller psykisk til skade.

En arbejdsulykke kan efter arbejdsskadesikringsloven også være en skade, der opstår efter en påvirkning, der har varet i højst fem dage.

Det er uden betydning, hvilket arbejde personen har udført, og hvordan personen er kommet til skade. Hvis der sker en færdselsulykke for en person, der er ved at udføre sit arbejde, er det en arbejdsulykke. Bliver en person, der er ved at udføre sit arbejde, udsat for vold fra mennesker eller dyr, er det en arbejdsulykke.

Arbejdsulykke eller erhvervssygdom

Det kan være vanskeligt at trække en skarp grænse mellem, hvad der er en arbejdsulykke, og hvad der er en erhvervssygdom. Arbejdsskader er den fælles betegnelse for arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

En rygskade, opstået ved et fald, er en ulykke, mens en rygskade, opstået ved lang tids arbejde i en forkert arbejdsstilling, er en erhvervssygdom.

En høreskade forvoldt ved en eksplosion er en ulykke, mens en høreskade forvoldt ved lang tids ophold i et kraftigt støjmiljø er en erhvervssygdom.

Et snitsår, der giver anledning til infektion med efterfølgende blodforgiftning, er en ulykke. Hvis slid på huden, kombineret med kontakt med eksemfremkaldende stoffer, medfører eksem, er det en erhvervssygdom.

Ordforklaringer om arbejdsskader - bl.a. forskellen mellem en arbejdsulykke og en erhvervssygdom

Læs om erhvervssygdomme

Mulighed for godtgørelse og erstatning

En anmeldelse af en ulykke vil automatisk blive sendt til både Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Arbejdstilsynet bruger anmeldelserne i det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. AES træffer afgørelse om, hvorvidt ulykken kan anerkendes som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven. Hvis ulykken bliver anerkendt som en arbejdsulykke, vurderer de desuden, om der er mulighed for at få godtgørelse for varige gener (varigt mén) eller erstatning for tab af erhvervsevne.

"Sådan forløber en skadesag" (AES)