Gå til hovedindholdet

Coronatilsyn i byggeriet

Arbejdstilsynet gennemfører en målrettet tilsynsindsats i bygge- og anlægsbranchen fra 28. oktober til udgangen af november. Indsatsen har fokus på at forebygge smittespredning hos de ansatte i brancher med mange vandrende arbejdstagere.

På coronatilsynet vejleder vi virksomheden om, hvordan den kan forebygge risikoen for coronasmitte både ift. vandrende arbejdskraft og ift. medarbejderne generelt. Vi ser særligt efter de problemer, vi ofte støder på i branchen, når det gælder forebyggelse af smittespredning. 

En virksomhed vil kunne få et strakspåbud, hvis der er mangler i forebyggelsen af smitte med coronavirus.

Vi foretager ikke en systematisk gennemgang af alle væsentlige arbejdsmiljøproblemer eller kontrol af udenlandske virksomheders anmeldelse i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), men vi vil reagere med et forbud eller et strakspåbud med betydelig fare, hvis vi identificerer andre væsentlige arbejdsmiljøproblemer.

Det er ikke alle virksomheder i branchen, der får besøg. Besøgene er uanmeldte. 

Det ser vi på

På coronatilsynet vil vi have fokus på to ting: Vi vejleder om krav og anbefalinger til virksomheder med vandrende arbejdskraft i forhold til coronasmitte, og vi vejleder om og fører tilsyn med den generelle smitteforebyggelse i branchen. Læs mere om begge dele her:

1. Krav og anbefalinger: vandrende arbejdstagere

Når vi på tilsynet vejleder om smitteforebyggelse ift. vandrende arbejdskraft, tager vi udgangspunkt i disse krav og anbefalinger

2. Generel smitteforebyggelse i byggeriet: 3 typiske udfordringer i branchen

Når vi fører tilsyn med den generelle smitteforebyggelse i byggeriet, vil vi særligt have fokus på disse 3 punkter, der alle tager udgangspunkt i sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger. Find myndighedernes fulde retningslinjer til din branche nederst på siden.

Afstand mellem medarbejdere

  • Virksomheder bør planlægge arbejdsdagen, så medarbejderne kan holde afstand. Situationer, hvor medarbejderne er tættere på hinanden end en meter, bør minimeres. Vær for eksempel opmærksom på situationer, hvor flere medarbejdere arbejder i små rum.

Adgang til håndvask eller håndsprit

  • Der bør opstilles håndvask eller håndsprit til medarbejderne på alle relevante steder, for eksempel ved byggepladsens indgange, ved områder, hvor der holdes pause, ved omklædning- og toiletfaciliteter.
  • Virksomheden bør opfordre medarbejderne til at vaske hænder ved ankomst til byggepladsen og før og efter pauser.

Hyppig rengøring og afspritning

  • Virksomheder opfordres til at gøre rent eller afspritte kontaktpunkter ofte, for eksempel rengøring af håndtag, overflader og toiletter flere gange dagligt, hyppig udluftning i mandskabsvogne m.m. og aftørring af borde og stole mellem spisehold og i mødelokaler.

Læs mere

Læs branchevejledningen om forebyggelse af smitte fra Corona-virus på bygge- og anlægspladser og ved byggeopgaver i private hjem

Læs Arbejdstilsynets informationsmateriale om forebyggelse af coronasmitte ved bygge- og anlægsarbejde

Kontakt

Spørgsmål til tilsynsindsatsen – Kontakt Arbejdstilsynets Call Center på 70 12 12 88

Spørgsmål til coronaretningslinjerne – Kontakt den myndighedsfælles hotline på 70 20 02 33, tast 1.