G� til hovedindholdet

Uddannelse ved arbejde med isocyanater

Arbejdstilsynet har udstedt nye bekendtgørelser om arbejdsmiljøfaglige uddannelser og arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser). Bekendtgørelserne træder i kraft 15. april 2023, og er ændret for at bringe de gældende regler om uddannelse ved arbejde med isocyanater på niveau med EU’s minimumskrav.

Som følge af en begrænsning under EU’s kemikalieforordning REACH gælder der pr. 24. august 2023 uddannelseskrav for personer, der udfører og overvåger arbejde med gruppen af farlige stoffer kaldet diisocyanater. Diisocyanater er i praksis det samme som monomere isocyanater, som sammen med epoxy i mange år har været omfattet af særlig regulering i Danmark. Bl.a. skal personer, der arbejder med epoxy eller isocyanater, have gennemgået en arbejdsmiljøfaglig uddannelse, som Arbejdstilsynet regulerer kvalifikationskravene til.

Forordningen stiller enkelte strengere krav end de gældende danske regler, der ændres for at blive bragt på niveau med forordningens minimumskrav.

Sænket vægtgrænse for omfattede produkter

Grænsen for, hvornår produkter indeholdende monomere isocyanater er omfattet af reglerne, sænkes fra 0,5 vægtprocent til 0,1 vægtprocent.

Stoffer og materialer, der medfører krav om uddannelse, skal ifølge forordningen være mærket med følgende oplysning på emballagen: »Fra den 24. august 2023 kræves der passende uddannelse før industriel eller erhvervsmæssig brug.«

Overvågning af arbejde med isocyanater

Som noget nyt indføres der et krav om, at personer, der overvåger arbejde med isocyanater, også har gennemført den arbejdsmiljøfaglige uddannelse. Uddannelsen skal være gennemført senest den 24. august 2023.

Ved personer, der overvåger arbejde med isocyanater, forstås de personer, der oplærer og instruerer de ansatte, der udfører arbejde med isocyanater, og de personer, der fører tilsyn med arbejdet. Personer, der overvåger arbejde med isocyanater, er som en del af deres arbejde fysisk til stede i arbejdsområdet, og løser i praksis f.eks. opgaven med oplæring, instruktion og/eller tilsyn.

Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at de ansatte får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal herudover sørge for, at der bliver ført effektivt tilsyn med, at de ansatte rent faktisk udfører arbejdet forsvarligt og følger instruktionerne.

Arbejdsgiveren kan vælge at lade en anden udføre opgaven med oplæring, instruktion og tilsyn – dvs. overvågning – på sine vegne. Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at personer, der udfører opgaven med overvågning, har gennemgået den nødvendige arbejdsmiljøfaglige uddannelse og i øvrigt har de tilstrækkelige kvalifikationer. 

Læs mere i AT-vejledningen her:

Oplæring, instruktion og tilsyn med arbejdet

Fornyelse af uddannelsen

Som noget nyt indføres der et krav om, at den arbejdsmiljøfaglige uddannelse skal fornyes mindst hvert femte år. De personer, der allerede har gennemført uddannelsen, når de nye regler træder i kraft, skal først forny deres uddannelse i 2028, uanset hvor gammel uddannelsen er.

Kravet om fornyelse af den arbejdsmiljøfaglige uddannelse gælder kun for personer, der udfører eller overvåger arbejde med isocyanater.

Justerede og udvidede kvalifikationskrav

For at bringe kvalifikationskravene i den eksisterende danske arbejdsmiljøfaglige uddannelse i arbejde med epoxy og isocyanater på niveau med forordningens minimumskrav, bliver kvalifikationskravene justeret og udvidet. Den væsentligste ændring er, at der indføres et krav om, at man skal kunne risikovurdere sit arbejde.

Supplerende kvalifikationskrav

Alle personer, der udfører eller overvåger arbejde med isocyanater, skal have gennemgået en uddannelse og være i besiddelse af et uddannelsesbevis.

Personer, der udfører eller overvåger arbejde med isocyanater, der kan indebære en øget risiko for udsættelse, skal desuden have gennemgået en supplerende uddannelse. Den supplerende uddannelse skal være gennemført senest den 24. august 2023.

Arbejde, der kan indebære øget risiko for udsættelse

Ved arbejde, der kan indebære en øget risiko for udsættelse, forstås følgende anvendelser af isocyanater:

  • Håndtering af ufuldstændigt hærdede artikler (f.eks. nyligt fremstillede artikler, der stadig har en temperatur over 45 °C).
  • Støbeanvendelser (f.eks. manuel påfyldning af støbeforme).
  • Åben håndtering ved temperaturer over 45 °C (f.eks. arbejde med varme blandinger uden anvendelse af procesudsug, der effektivt fjerner luftforureningen).
  • Sprøjtepåføring uden for lukkede systemer, sprøjtekabiner og sprøjtebokse
  • Sprøjtning med højenergi (f.eks. skum, elastomerer).
  • Andre anvendelser med samme øgede risiko for udsættelse gennem huden og/eller ved indånding.

Der er ikke et krav om den supplerende uddannelse i forbindelse med f.eks. følgende anvendelser:

  • Manuel påføring ved hjælp af spartel, pensel, malerulle, fugepistol og lignende enkle tekniske hjælpemidler ved omgivelsestemperatur.
  • Sprøjtepåføring i lukkede systemer, sprøjtekabiner og sprøjtebokse.
  • Mekanisk efterbehandling, f.eks. tilskæring, af ufuldstændigt hærdede artikler, der ikke længere har en temperatur over 45 °C.
  • Rengøring og affaldshåndtering.
  • Fugning af bygningselementer.
  • Arbejde med isocyanatbaserede kunstgipsbandager i sundhedssektoren.

Spørgsmål og svar om epoxy og isocyanater

Henter PDF