Ja, Arbejdstilsynets regler i bekendtgørelse om asbest gælder også for private, men Arbejdstilsynet er ikke tilsynsmyndighed i forhold til ejeren af en bolig, hvor ejeren selv fjerner asbest mv. jf. § 76, stk. 4 i arbejdsmiljøloven.
Spørgsmål og svar om asbest
Svar på de oftest stillede spørgsmål om asbest. Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arbejdstilsynet
Asbest
-
Hvilket værnemiddel skal man bruge, når man arbejder med asbestmateriale?
Man skal bruge åndedrætsværn, når der er risiko for at blive udsat for asbeststøv. Der skal fx altid bruges egnet åndedrætsværn, hvis det ikke er praktisk muligt at etablere effektiv udsugning. Åndedrætsværn skal som minimum være egnet filtermaske klasse P2.
-
Hvis man ikke har ansatte, men som selvstændig skal arbejde med asbest, skal man så have en særlig uddannelse?
Ja, kravet om en asbestuddannelse gælder også arbejdsgiveren selv og selvstændige, der ikke beskæftiger ansatte. Det fremgår af bekendtgørelsen om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvilke kvalifikationer man skal have for at få et uddannelsesbevis.
Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Bekendtgørelse 1978 - 2022
-
Hvor kan man finde asbest i en bygning?
På BFA Bygge & Anlægs hjemmeside Asbest-huset kan man se, hvor i en bygning der kan være asbest.
-
Hvordan kan man se, om en tagplade indeholder asbest?
Pladerne er mærket med et nummer.
- Hvis første ciffer er 0 eller 1, indeholder pladen asbest.
- Hvis første ciffer er 4 eller 5, indeholder pladen ikke asbest.
Læs mere om asbestplader under ”Tage” på BFA Bygge & Anlægs hjemmeside Asbest-huset
-
Må man anvende / genanvende asbestforurenet jord?
Det er forbudt at anvende (genanvende/nyttiggøre) asbestforurenet jord. Asbestforurenet jord, der fjernes fra sin oprindelige placering, skal derfor betragtes som affald, der skal bortskaffes efter kommunens retningslinjer.
Det er desuden forbudt at arbejde med asbest eller asbestholdige materialer under enhver form, medmindre der er tale om nedrivningsarbejde eller arbejde med reparation og vedligeholdelse af bygninger, anlæg, tekniske hjælpemidler mv., hvortil der er anvendt asbestholdigt materiale. Det betyder derfor også, at det er forbudt at arbejde med asbestforurenet jord med henblik på nyttiggørelse af jorden.
Det er også forbudt at markedsføre asbestforurenet jord. Det betyder i denne sammenhæng, at man hverken må sælge den asbestforurenet jord eller give den væk gratis. Import betragtes også som markedsføring.
Disse asbestforbud følger af EU's kemikalieforordning REACH og Arbejdstilsynets bekendtgørelse om asbest.
-
Må man bruge gamle tagplader af asbest til vejfyld?
Nej, det er ikke tilladt, fordi asbeststøv ikke må spredes til omgivelserne.
-
Må man genbruge tagplader af asbest?
Nej, genbrug af asbestholdigt materiale er ikke tilladt. Derfor er det fx forbudt at reparere et tag med nogle nedtagne plader af asbestcement.
-
Må man højtryksrense tagplader af asbest for mos og alger?
Nej, højtryksspuling af asbestholdige materialer er forbudt. Det gælder også våd sandblæsning. Fjern i stedet svampe o.l. med en blød børste og en blød vandstråle.
-
Skal arbejde med asbest altid anmeldes til Arbejdstilsynet?
Der er ikke krav om at anmelde arbejde med asbest til Arbejdstilsynet, hvis det kun medfører risiko for kortvarige og lave udsættelser for asbest, og hvis udsættelsen er ringe.
-
Skal man anmelde arbejde med asbest til Arbejdstilsynet?
Ja, arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale indvendigt i bygninger og i skibe, tog, maskiner mv. skal anmeldes til Arbejdstilsynet, inden arbejdet begynder. Det samme gælder andet arbejde, som kan indebære udsættelse for asbest.
-
Skal man bruge personlige værnemidler, når man arbejder med asbest?
Ja, alle skal bruge personlige værnemidler i form af åndedrætsværn samt støvafvisende arbejdstøj og hovedbeklædning, hvor der er risiko for at blive udsat for asbeststøv.
-
Skal man have en særlig uddannelse for at arbejde med asbest?
Arbejdsgivere skal sikre sig, at de personer, der arbejder med indvendig nedrivning af asbestholdigt materiale i bygninger, skibe mv., har gennemgået en særlig asbestuddannelse og har et uddannelsesbevis.
Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Bekendtgørelse 1978 - 2022