G� til hovedindholdet

Forebyg at I bliver udsat for skadelige nanomaterialer

I kan selv gøre meget for at sikre arbejdsmiljøet i forhold til nanomaterialer. Det handler først og fremmest om at forebygge udsættelse og hindre spredning af skadelige nanomaterialer i arbejdsmiljøet.

Arbejde med nanomaterialer er omfattet af de samme regler, som gælder for arbejde med stoffer og materialer i øvrigt. Det er arbejdsgiveren, der skal sørge for, at arbejde med nanomaterialer bliver planlagt og tilrettelagt, så medarbejderne kan udføre det sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Hvis der er risiko for, at de ansatte kan blive udsat for nanomaterialer, skal arbejdsgiveren fjerne eller minimere risikoen mest muligt, så de ansatte ikke bliver unødigt påvirket.

Spørg leverandøren

Hvis I er i tvivl, om I arbejder med nanomaterialer på jeres arbejdsplads, så spørg jeres leverandør. I vil kunne sikre, at forebyggelsen på jeres virksomhed er i orden, hvis I:

  • ved, om I arbejder med nanomaterialer
  • har den nødvendige information om de nanomaterialer, som I arbejder med
  • vurderer risikoen ved at anvende nanomaterialerne
  • træffer de rigtige forholdsregler.

Nanomaterialer kan findes som frie partikler på pulverform, i aerosoler, i væsker samt i granulat og pasta. Den største arbejdsmiljømæssige risiko er indånding af luftbårne, frie partikler. De ansatte kan typisk komme i kontakt med frie nanomaterialer, når de fx arbejder med:

  • fremstilling af produkter, der indeholder nanomaterialer, som fx maling, kompositter, plast, bilplejeprodukter, elektronik, kosmetik og fødevareemballage
  • håndtering af nanomaterialer på lager, ved vedligeholdelse, ved salg samt ved bortskaffelse
  • forskning.

Henter PDF