G� til hovedindholdet

Tag ikke sod med hjem

Risikoen er ikke overstået, når branden er slukket. Forskning viser, at sod giver dig, der er brandmand, en øget mængde tjærestoffer på huden og i urinen efter brandslukning. Tjærestoffer skader DNA’et i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du tager bad efter branden.

Tag ikke soden med hjem

Sod giver DNA-skader

Dit brandudstyr beskytter dig mod at blive udsat for sod og røg under brandslukning, men en undersøgelse af røgdykkere viser, at du som brandmand alligevel har en øget mængde tjærestoffer på huden og i urinen efter branden – blandt andet fra håndtering af forurenet materiel.

Det kan være farligt, fordi tjærestofferne kan kobles til DNA-skader i kroppen. Når du som brandmand har været udsat for røg og sod, skal du tage bad, så snart det er muligt efter brandslukning.

Vand er bedste våben mod sod

Når du tager bad efter branden, bliver tjærestofferne på huden vasket af kroppen.

Lige efter branden

Det er vigtigt, at du som brandmand tager bad, så snart branden er slukket, hvis du har været udsat for brænderøg og sod. Så forhindrer du soden i at trække ind gennem huden.

Spred ikke farlig sod

Når du tager bad på stationen efter en brand, beskytter du ikke kun sig selv. Det forhindrer nemlig spredningen af de mikroskopiske sodpartikler, så de ikke kommer med hjem til familie eller venner.

Hvilken type brandindsats kræver et bad?

Det kan være svært at afgøre, om brandslukningen kræver, at du tager bad. Arbejdstilsynets tommelfingerregel gør det nemt at vurdere, om det er tid til et bad.

"Når branddragten skal vaskes, skal du også."

- Arbejdstilsynet

Tommelfingerreglen

Det er en god huskeregel, at hvis branddragten skal vaskes, så skal du som brandmand det også.

Det er allerede en god vane på mange brandstationer, at branddragten forsegles i poser på brandstedet og transporteres direkte til vask efter brandslukning. Det er den samme vane med badning, der kan skabe et sundere arbejdsmiljø på brandstationerne.

Spred budskabet

I midten af december 2019 lancerede Arbejdstilsynet en kampagne til brandfolk. Hovedbudskabet i kampagnen er, at brandfolk skal tage bad, når branden er slukket. Brug kampagneplakaten til at dele budskabet og diskuter, hvordan det bliver en del af hverdagen i dit arbejde.

Tag ikke sod med hjem - plakat - pdf

Forskningen bag kampagnen

Baggrunden for kampagnen er en undersøgelse foretaget af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet, Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital og Teknologisk Institut.

Undersøgelsen viste, at deltagerne i et røgdykkerkursus blev udsat for partikler, når de tog røgdykkerudstyret af for at modtage instruktion og feedback i de zoner, der blev anset for sikre.

Forskerne konkluderede, at det tyder på, at de DNA-skader, der blev fundet hos forsøgspersonerne, hovedsageligt skyldtes tjærestoffer, som blev optaget gennem huden. Det er et problem, hvis kroppen ikke selv kan reparere skaderne, fordi det kan være første trin på vejen til at udvikle kræft.

Brug af røgdykkerudstyr beskytter effektivt mod indånding af partikler under brandslukning - Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø

Henter PDF