Gå til hovedindholdet

Hvad er grænseværdier i arbejdsmiljøet

Der er i arbejdsmiljøreglerne fastsat grænseværdier for stoffer og materialer i luften på arbejdspladsen. Grænseværdier skal overholdes.

Arbejdstilsynets grænseværdier skal overholdes

Som arbejdsgiver skal du kende og overholde Arbejdstilsynets grænseværdier for de kemiske stoffer og materialer, som dine ansatte kan udsættes for i forbindelse med sit arbejde. Grænseværdier skal indgå i din virksomheds kemiske risikovurdering som del af arbejdspladsvurderingen.

En grænseværdi er ikke udtryk for et ”niveau for tilladt udsættelse”. Uanset om en grænseværdi er overholdt, skal du som arbejdsgiver altid sørge for, at unødig påvirkning fra kemiske stoffer og materialer undgås. Det skal ske enten ved brug af substitution (erstatning til andet stof eller arbejdsproces) eller ved at gennemføre tekniske og organisatoriske foranstaltninger så som at anvende processug og afskærme arbejdsstedet. Hvis det arbejde, de ansatte udfører, ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal de anvende egnede personlige værnemidler.

Der er i Danmark i dag cirka 670 grænseværdier i grænseværdibekendtgørelsen. En grænseværdi kan dække over et specifikt stof, flere stoffer eller en større gruppe af stoffer med sammenlignelige egenskaber. Der er fastsat grænseværdier for gasser/dampe og partikler/støv. Der er også særlige grænseværdier for forskellige typer af svejsning (procesbetingede grænseværdier).

En grænseværdi signalerer, at det pågældende stof er farligt. Men værdien kan ikke isoleret set ses som et udtryk for et stofs farlighed, da den ikke nødvendigvis alene er fastsat ud fra helbredsmæssige aspekter. Det kan også være en afvejning af sundhedsaspektet i forhold til de tekniske/økonomiske aspekter eller kontroltekniske muligheder.

Grænseværdibekendtgørelsen bliver løbende opdateret med nye grænseværdier. Desuden er der iværksat et arbejde med at efterse, om ældre grænseværdier bør revurderes.

Læs mere om grænseværdibekendtgørelsen

Hvad forstås der ved en grænseværdi

Et stof eller materiale har typisk en 8-timers grænseværdi og en korttidsværdi. Grænseværdier, der gælder i Danmark, opfylder også EU’s grænseværdier.

Alle grænseværdier skal være overholdt, både 8-timers grænseværdien og værdier, der refererer til en kortere måleperiode.

Grænseværdi – gennemsnitskoncentration og korttidsværdi

Ved en grænseværdi for luftforurening i arbejdsmiljøet forstås værdien for stoffets gennemsnitskoncentration i den luft, der kan indåndes på arbejdspladsen i løbet af en otte timers arbejdsdag.

Alle kemiske stoffer og materialer, der har en 8 timers-grænseværdi i grænseværdibekendtgørelsen, har ligeledes en korttidsværdi. Ved en korttidsværdi forstås, at koncentrationen over en periode på højst 15 minutter ikke må overskride 2 gange den grænseværdi, der gælder som gennemsnitskoncentration over en 8 timers arbejdsdag. Det betyder for korttidsværdien, at den gennemsnitlige koncentration målt som én eller flere målinger over hver højst 15 minutter ikke må overskride det dobbelte af 8 timers-grænseværdien. Inden for måleperioden kan der således være øjeblikke med højere koncentrationer end korttidsværdien, selvom den målte gennemsnitskoncentration ikke overskrider det dobbelte af 8 timers-grænseværdien. I forbindelse med en kontrol af korttidsværdien skal måleperioden fastlægges, så den for det pågældende arbejdssted dækker tidspunkter med de forventede højeste eksponeringer.

Loftsværdi

En grænseværdi for luften kan være fastsat som en loftsværdi i stedet for som en værdi for gennemsnitskoncentrationen over en arbejdsdag. Ved loftsværdi forstås, at overskridelse af grænseværdien ikke på noget tidspunkt kan tillades for det pågældende stof. Fx har en række gasser og flygtige stoffer en loftsværdi som grænseværdi. Ved kontrol af en loftværdi anbefales det at anvende en målemetode med retvisende online målinger i så vidt, det er muligt. Er det ikke tilfældet, måles der over en kort måleperiode på højst 15 minutter og evt. kortere tid for akut narkotiske eller stærkt ætsende stoffer. Måleperioden til kontrol af loftsværdi skal fastlægges, så den for det pågældende arbejdssted dækker tidspunkter med de forventede højeste eksponeringer.

STEL-værdi

For ganske få stoffer er grænseværdien fastsat som en såkaldt STEL-værdi (Short Term Exposure Limit), som stammer fra EU’s regler. STEL-værdien for et stof er kun indført i de danske regler, når den gældende korttidsværdi eller loftværdi, som omtalt ovenfor, ikke er lige så beskyttende som EU’s STEL-værdi.

Ved STEL-værdi forstås, at en grænseværdi ikke bør overskrides i en periode på normalt 15 minutter, dvs. en grænseværdi for en kortvarig eksponering. Det betyder, at den gennemsnitlige koncentration målt som én eller flere målinger over den valgte måleperiode (normalt 15 minutter) ikke bør overskride STEL-værdien. Dermed kan der inden for måleperioden være øjeblikke med højere koncentrationer end STEL-værdien. Måleperioden til kontrol af STEL-værdi skal fastlægges, så den for det pågældende arbejdssted dækker tidspunktet med den forventede højeste eksponering.

Flere stoffer samtidig - samvirkning

Hvis der optræder flere stoffer i luften samtidig, skal der tages hensyn til deres samvirkning, dvs. eventuelle såkaldte cocktaileffekter med andre stoffer. Dette betyder, at virksomhederne til at beregne den samlede påvirkning skal benytte en såkaldt sumformel, som inkluderer luftkoncentrationen og grænseværdien for hvert af de respektive stoffer. Dette er nærmere beskrevet i bilag 1 i grænseværdibekendtgørelsen.

Bilag 1 i grænseværdibekendtgørelsen 

Biologisk grænseværdi for bly

For bly er der i grænseværdibekendtgørelsen ud over grænseværdier for luften også fastsat en grænseværdi for indhold af bly i blodet hos den enkelte ansat, kaldet biologisk grænseværdi. Der er detaljerede regler om kontrol af luftens indhold af blypartikler og kontrol af blyindholdet i blodet hos de ansatte. Læs mere herom i bilag 1 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser).

Bilag 1 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser)

EU-grænseværdier og dansk fastsatte grænseværdier

Grænseværdibekendtgørelsen indeholder en række rent dansk fastsatte grænseværdier. Bekendtgørelsen implementerer også EU’s grænseværdier. Grænseværdier fastsat af EU i medfør af kræftdirektivet er altid bindende, og et medlemsland kan i sine regler ikke fastsætte en lempeligere (dvs. højere) grænseværdi, men gerne skærpet (lavere). Endvidere fastsætter EU grænseværdier i medfør af direktivet om kemiske agenser. Disse er vejledende, men bliver typisk implementeret i den danske grænseværdibekendtgørelsen som bindende værdier. Det er bekendtgørelsens grænseværdier, som skal være overholdt i Danmark.

Generelt fastsættes grænseværdier som udgangspunkt ud fra en afvejning af helbredsmæssige grundlag i forhold til de tekniske og økonomiske aspekter, herunder de kontroltekniske muligheder. Det er praksis, at arbejdsmarkedets parter inddrages, før en dansk grænseværdi fastsættes.

Læs mere om grænseværdierne: 

Bilag 1 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske-agenser)

Grænseværdibekendtgørelsen

Bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer

Asbestbekendtgørelsen

At-vejledning om arbejdshygiejniske dokumentationsmålinger

At-vejledning om arbejdshygiejniske målinger

At-vejledning om metallisk bly og blyforbindelser

Projekt om dieseludstødningspartikler og grænseværdi