G� til hovedindholdet

Mindre varmepumper (primært til privat brug)

Varmepumper indeholder kølemidler, der kan brænde (eksplodere) eller kan være skadelige for miljøet. Det er derfor vigtigt, at varmepumpen installeres, vedligeholdes og bortskaffes korrekt.

Mindre varmepumper og aircondition anlæg (herefter varmepumper) indeholder typisk mindre end 2,5 kg kølemiddel og er beregnet til opvarmning eller afkøling af private boliger eller mindre erhverv. For større varmepumpe- og køleanlæg findes der andre regler. 

Som ejer af en varmepumpe skal du sikre, at varmepumpen opstilles, anvendes, vedligeholdes, efterses og til sidst bortskaffes, som det er beskrevet i fabrikantens brugsanvisning samt efter de gældende regler.
Det vigtigste er, at du kender mængden af kølemiddel, der er påfyldt varmepumpen. I instruktionsbogen eller på ude delen vil det normalt være angivet, hvor meget kølemiddel der maksimalt må være i varmepumpen, men der kan godt være mindre påfyldt. Hvis du skal være sikker, skal du spørge den person, der har sat varmepumpen op.

Installation og afinstallation

Som ejer skal du være opmærksom på, at varmepumper med op til 2,5 kg kølemiddel skal opstilles og nedtages i henhold til fabrikantens anvisning.
Arbejdstilsynet anbefaler at varmepumpen opstilles af en fagperson, da kølemidler oftest er brandfarlige eller miljøskadelige samt for at optimere driften. 
Varmepumper med mere end 2,5 kg kølemiddel skal installeres af en uddannet kølemontør/-teknikker, der er ansat i et ISO 9001 certificeret kølefirma. Dette gælder også afinstallation af varmepumper.

Årligt eftersyn

Som ejer af en varmepumpe skal du overholde nedenstående krav:
  • Varmepumper der indeholder fra 1 kg til og med 2,5 kg kølemiddel skal have et årlig eftersyn. Eftersynet skal udføres efter fabrikantens anvisning af en faglig kompetent person.
  • Varmepumper med mere end 2,5 kg kølemiddel skal have et årligt eftersyn. Eftersynet skal udføres af en uddannet kølemontør/-teknikker, der er ansat i et ISO 9001 certificeret kølefirma.

Vedligehold og reparation

Vedligehold og reparation af varmepumper skal foretages efter fabrikantens anvisning. Vedligeholdelse og reparation af varmepumper med mere end 2,5 kg kølemiddel må kun udføres af en uddannet kølemontør/-teknikker, der er ansat i et ISO 9001 certificeret kølefirma.

 

Læs mere

Varmepumper og køleanlæg er reguleret i:

Anvendelse af trykbærende udstyr - Bekendtgørelse 1977 - 2021 - med senere ændringer

Uddannelse som kølemontør/-teknikker

Køleteknikker/-montør er en del af de arbejdsmiljøfaglige uddannelser

Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Bekendtgørelse 1978 - 2021 - med senere ændringer

Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Ændringsbekendtgørelse 1869 - 2023 - Retsinformation

Andre myndigheders der regulerer området

Miljøstyrelsen har regler vedrørende installering, vedligeholdelse og genvinding af varmepumper med miljøskadelige kølemidler.

Kølemidler - Miljøstyrelsen

Energistyrelsen har regler vedrørende varmepumpers energieffektivitet

Varmepumper til varmeanlæg - Energistyrelsen

Henter PDF