Hver dag planlægges til mindste detalje

Klokken er 12, og det er frokosttid. Der er ikke mange mennesker i køkkenafdelingen, hvor pædagog Line Teisel er ved at gøre frokostvognen klar til Thomas, der har boet på Lyngdal i 6 år. Hun ved præcis, hvad der skal på vognen og henter målbevidst den blå kop, kanttallerken, sølvskåle og bestik. For alt er på forhånd beskrevet i detaljen i botilbuddets handleplan for Thomas’ frokost.

Så henter hun Thomas og får ham ud på badeværelset for at vaske hænder. Thomas kører derefter det pakkede rullebord ind på sit værelse, og sammen dækker de bord. Line Teisel sørger for at placere Thomas, så han sidder med ryggen mod fjernsynet, inden hun hjælper ham med at få maden på tallerkenen lidt ad gangen. For sådan kan Thomas bedst overskue det, og derfor foregår frokosten sådan hver eneste dag hos ham, uanset hvem af de ansatte, der har vagten. For forudsigeligheden forebygger stress hos beboerne på botilbuddet Lyngdal.

Beboernes behov i første række 

Sådan var det langt fra for nogle år siden. Dengang spiste alle beboerne sammen, og det forløb sjældent fredeligt.

- Beboerne sloges jo, og det var det rene ragnarok nogle gange. Nu er der ro på måltidet, og beboerne kan godt sidde i op til en halv time og spise sammen med medarbejderen. I modsætning til tidligere har vi i dag rettet hverdagen ind efter beboernes behov, fortæller Lisbeth Nørgaard, der har været forstander på botilbuddet Lyngdal siden 2008.

Da Lisbeth Nørgaard tiltrådte som forstander på botilbuddet, var arbejdsmiljøet helt anderledes end i dag. Medarbejderne trivedes ikke optimalt, sikkerhedskulturen haltede, og der manglede faste rutiner i det pædagogiske arbejde. Beboerne var meget ofte både selvskadende og udadreagerende, og det satte sine spor på personalet.

Personalet gemte sig af frygt 

- Jeg oplevede, at nogle af medarbejderne gemte sig i skyllerummet ind imellem, fordi de var bange for beboernes udadreagerende adfærd. Der var en hård tone blandt medarbejderne og en del sarkasme. Jeg kom udefra og undrede mig meget. Sådan synes jeg ikke, at det skulle være at gå på arbejde, siger Lisbeth Nørgaard.

I de følgende år fulgte nogle radikale ændringer i måden, personalet håndterede beboerne på, og i kommunikationen medarbejderne imellem. Medarbejderne blev sendt på et længere efteruddannelsesforløb i både kommunikation, samarbejde og selvindsigt. I dag arbejder personalet med en neuropædagogisk tilgang til beboerne, hvor personalet i fællesskab har kortlagt beboernes stærke og svage sider. Og samtidig gør de, hvad de kan, for at undgå at udsætte beboerne for stressede situationer – en såkaldt low arousal-tilgang (se forklaring i boksen nederst på siden).

Mindre stress giver større tryghed 

Kortlægningen har gjort det muligt at planlægge beboernes hverdag ned til mindste detalje. Det giver en større grad af forudsigelighed, og samtidig gør det beboerne trygge, så de ikke så let bliver stressede med risiko for en selvskadende eller anden udadreagerende adfærd. Og arbejdet har båret frugt.

- Det giver os mere tryghed i hverdagen. Når beboerne har det godt, så har vi det også godt som medarbejdere. Vi ved, hvad vi skal, og vi kan, hvad vi skal. Det ved både vi og beboerne. Roen smitter. Forudsigeligheden er rar, for så kan man løbende forberede sig på det, der skal ske om lidt. Så vi er blevet bedre til at klare uforudsete situationer – også blandt beboerne, siger arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant Helle Bibi Hyrd Hansen.

Markante resultater 

Resultaterne er tydelige. Sygefraværet blandt personalet er halveret, voldsregistreringerne er faldet med 75 pct., og antallet af magtanvendelser er faldet fra 81 i 2010 til 12 i 2014.

Den målrettede indsats med at holde beboernes stressniveau på et absolut minimum virker rigtig godt sammen med de øvrige indsatser.

Alting er sat i system på botilbuddet i dag, og der er løbende fokus på at revidere beboernes planer efter behov. Medarbejderne er med egne ord gået fra en faglig ubevidsthed til en faglig bevidsthed til glæde for beboerne, deres pårørende og ikke mindst medarbejderne selv.

Små ting er store 

Beboerne på Lyngdal har alle gennemgribende udviklingsforstyrrelser med en lav mental udviklingsalder på mellem et til tre år, så de små ting er store på Lyngdal. Derfor glæder personalet sig meget selv over bittesmå fremskridt.

- Det er de små succesoplevelser, der virkelig gør en forskel. Fx når en beboer, der før kun ville spise flydende mad, i dag selv åbner munden, kigger mig i øjnene og tager imod en hapser, så giver det mig en fantastisk følelse. Jeg bliver helt høj, og det varer lige til næste morgen. Det er virkelig arbejdsglæde, siger teamleder Line Andersen.

Arbejdsglæde og faglig stolthed

 Arbejdsglæden og den faglige stolthed stråler om kap på Lyngdal. Og det gør det nemt for medarbejderne, når de får nye kolleger.

- Når vi ser tilbage, kan vi se, at det vi gjorde før, ikke virkede så godt som i dag. Vores interne kommunikation er blevet langt bedre. Vi er blevet gode til at give hinanden konstruktiv feedback. De redskaber, vi har fået, virker, og det gør det langt nemmere at ”sælge” vores måde at arbejde på til nye medarbejdere. For vi kan forklare, at det virker, og vi tror virkelig på det, siger Helle Bibbi Hyrd Hansen.

Ændringerne på botilbuddet har taget tid. Og de er ikke sket uden modstand og modgang.  Alligevel har indsatsen været det hele værd, mener forstander Lisbeth Nørgaard.

- Det er fantastisk at se, hvor vi er nået til i dag. Både beboere og medarbejdere blomstrer – både fagligt og personligt, siger hun. 

 Om arbejdspladsen