Sådan søger du

Hvis du ikke vælger noget, søger du automatisk i alt indhold på at.dk.
Du kan også begrænse din søgning til at kun søge i Regler eller i Brancher. Det gør du ved at markere enten Søg i regler eller Søg i brancher.
Nulstil søgning fjerner de afgrænsninger du har foretaget.
Gå til hovedindholdet

Unge i restauranter og barer

Restauranter og barer har ofte unge ansat. Nogle unge er time- eller deltidsansatte, da de fx uddanner sig ved siden af. Andre unge arbejder fuldtid i en kortere eller længere periode fx mellem uddannelser, som elev i et uddannelsesforløb, eller som et karriereforløb internt i en virksomhed.

Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver sikrer, at jeres unge medarbejdere er bekendt med de risici, der er forbundet med arbejdet, og hvordan disse forbygges. Det gælder også, selvom arbejdet kan virke rutinepræget og simpelt, og selvom de unge fx kun er ansat i kortere tid.

Her sker skaderne og sådan kan de forebygges

  • Glatte gulve og rod

    Hvor: Faldulykker udgør ca. 25 pct. af de anmeldte ulykker til Arbejdstilsynet for unge under 18 år og er den ulykkestype, hvor flest unge kommer til skade i restauranter og barer. Typisk glider den unge på et glat gulv eller snubler over ting på gulvet. De øvrige faldulykker opstår ved, at den unge falder på en trappe.

    Hvordan: Faldulykker kan forebygges ved at sikre et jævnt, ryddet og vedligeholdt underlag. Sørg for, at vedligeholde gulve og trapper samt at renholde disse i forhold til spildt vand, drikke, madvarer eller lignende. Sørg ligeledes for, at udendørs gang- og opholdsarealer vedligeholdes og renholdes for rod, is og sne. Skab gode lysforhold i alle gang- og opholdsarealer. Tal med jeres unge medarbejdere om, at de skal bevæge sig roligt og sikkert, også når der er travlt.

  • Tilberedning af mad

    Hvor: Ca. hver fjerde ulykke, der anmeldes for unge, er sket i forbindelse med tilberedning af mad og drikke. Den hyppigste skade er forbrænding, der udgør mere end halvdelen af disse ulykker. Disse ulykker opstår typisk, når den unge arbejder ved friture, ovn, grill, espressomaskinen, stegeplader og mikroovne. De øvrige ulykker opstår typisk ved, at den unge har skåret sig på en kniv ved tilberedning af brød, ost, salat eller andet.

    Hvordan: For nogle unge er det første gang, at de selv skal tilberede mad, når de får et job på en restaurant, cafe, grill- eller isbar. Sørg for, at jeres unge medarbejdere får grundig instruktion og oplæring i tilberedningen af maden. Tal fx med jeres unge medarbejdere om de risici, der er forbundet med tilberedning af varm mad og drikke, samt de risici, der er ved den efterfølgende rengøring af køkkenmaskiner. Sørg også for, at jeres unge medarbejdere får en grundig instruktion i en sikker håndtering af knive. Vis, hvordan knive skal bruges, rengøres og opbevares, når de ikke bliver brugt. Hvis nogen ser, at en knive anvendes forkert, så vis det igen, og fortæl hvorfor det er vigtigt – også selvom det er simpelt. God adfærd er også en del af forebyggelsen, og derfor er det vigtigt at tale med jeres unge medarbejdere om, at de skal arbejde roligt og sikkert, også når der er travlt.

  • Seksuel chikane fra kunder, kollegaer eller ledere

    Hvor: Ansatte i restauranter og barer oplever i højere grad end andre at være udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen. Seksuel chikane kan fx være: uønskede berøringer, uønskede verbale opfordringer til seksuelt samkvem, eller sjofle vittigheder og kommentarer. Særligt yngre kvinder bliver udsat for seksuel chikane, men vær opmærksom på, at mænd også udsættes for seksuel chikane. Seksuel chikane kan både komme fra en gæst, kunde, kollega eller leder.

    Hvordan: Seksuel chikane er et emne, som skal tages alvorligt. Tal med de unge medarbejdere om, hvor grænsen går på jeres arbejdsplads, og hvordan de skal forholde sig, hvis de udsættes for seksuel chikane.

  • Allergier og hudeksem ved fx opvask

    Hvor: Inden for restauranter og barer udgør håndeksem hovedparten af de anmeldte erhvervssygdomme for unge under 18 år. Unge i restauranter og barer risikerer at udvikle hudlidelser, når de har vådt arbejde og er i kontakt med kemikalier og/eller allergifremkaldende stoffer. Risikoen for hudbelastningerne opstår fx, når de unge medarbejdere vasker op og tilbereder fødevarer, håndterer pap (papallergi), bruger latexhandsker (latexallergi) og gør rent med allergifremkaldende rengøringsprodukter. Risikoen opstår også, når de bruger handsker, der ikke egner sig til formålet, eller i for lang tid.

    Hvordan: Sørg for at begrænse de unge medarbejderes kontakt med vand, sæbe, pap, rengøringsmidler og andre produkter, som kan give allergi og/eller eksem. Anvend produkter som ikke er allergifremkaldende, og giv jeres unge medarbejdere en grundig instruktion i, hvordan de doserer og håndterer produkterne korrekt, hvilke personlige værnemidler de skal bruge, og hvordan værnemidlerne skal bruges.

  • Utilfredse gæster og risiko for røveri

    Hvor: Kontakt med vanskelige, utilfredse og berusede gæster kan resultere i vold, trusler og krænkende handlinger. Der kan også være tale om vold og trusler i forbindelse med røverier.

    Hvordan: Som arbejdsgivere skal du sørge for, at arbejdet er planlagt og tilrettelagt, så risikoen for, at medarbejderne bliver udsat for vold, trusler og røveri, reduceres mest muligt. Som arbejdsgiver skal du sørge for, at de unge medarbejdere er oplært og instrueret i at nedtrappe konfliktsituationer og håndtere dem bedst muligt. De skal også have oplæring og instruktion i, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for vold, trusler og røveri i forbindelse med deres arbejde. Hvis de unge medarbejdere kommer ud for eller er vidne til en situation med vold, trusler eller røveri, skal du sikre, at de og evt. andre medarbejdere, der har været vidner til hændelsen, opsøges og får tilbudt psykisk førstehjælp. Vær opmærksom på, at unge under 18 år ikke må arbejde alene i situationer, der kan blive ubehagelige eller farlige for dem.

Her kan du læse mere

Ovennævnte beskriver de arbejdsmiljøområder du som arbejdsgiver skal sikre, at jeres unge medarbejdere indføres i, når de skal arbejde i restauranter, cafeer, is- og grillbar m.m. Her kan du læse mere om:

Anbefalinger til, hvordan du giver dine unge medarbejdere en god indføring i arbejdet

Gode råd til, hvordan du håndterer krænkende handlinger

Gode råd til, hvordan du håndterer vold og trusler

Gode råd til, hvordan du forebygger håndeksem



Henter PDF