G� til hovedindholdet

Støj i bygge og anlæg

Støj er et stort arbejdsmiljøproblem i bygge- og anlægsbranchen, og mange bliver udsat for høreskadende og generende støj. I skal reducere støjen, og i mange tilfælde kan I finde tekniske løsninger. Høreværn kan mindske både støjgener og -skader, men er ikke en permanent løsning.

Kraftig støj kan give alvorlige skader på hørelsen som høretab eller tinnitus. Støj kan desuden være psykisk belastende og give forhøjet blodtryk, der i længden kan skade helbredet. Støj kan også resultere i ulykker, fordi det forstyrrer koncentrationen, og fordi det kan være vanskeligt at høre faresignaler mv.

Visse kemiske stoffer kan gøre øret mere følsomt for støj og dermed øge risikoen for høreskader. Vibrationer kan også være med til at øge risikoen for høreskader. En hørenedsættelse er permanent og giver problemer både i arbejdslivet og privatlivet.

Sådan begrænser I støj

  • Undersøg om de nye maskiner eller værktøj I køber, er blandt de mest støjsvage, der findes. Maskinerne skal selvfølgelig stadig opfylde de tekniske krav, der findes på området.
  • Vedligehold maskinerne systematisk, da manglende vedligeholdelse kan medføre slidte maskindele, som øger støjen.
  • Trafikstøj og støj fra andres arbejde er et stort problem i bygge- og anlægsbranchen, men I kan begrænse det, fx ved at organisere opgaverne tidsmæssigt, så færrest mulige bliver udsat for høreskadende eller generende støj fra andres arbejde.
  • Giv sikkerhedskoordinatoren besked, inden I begynder støjende arbejde, så han kan koordinere arbejdet, så andre ikke udsættes for støjen.
  • Advar jeres kollegaer, inden I starter støjende maskiner.
  • Overvej støjafskærmning, eller om I kan fjerne det støjende arbejde ved brug af alternative arbejdsmetoder eller materialer.

De vigtigste støjregler

I må ikke overskride grænseværdien på 85 dB(A). Hvis I overskrider grænseværdien, skal I straks tage initiativ til at reducere støjen til under grænseværdien.

Brug støjreglerne som udgangspunkt for at reducere støjgener:

Udlevering og brug af høreværn

Reduktion af unødig støj

Bygherrens planlægning - Plan for sikkerhed og sundhed (PSS)

Bygherren skal igennem sin sikkerhedskoordinator planlægge arbejdet på byggepladsen på en måde, så støjende arbejdsprocesser bliver adskilt fra ikke-støjende arbejdsprocesser. Planlagte arbejdsprocesser, hvor det er almindelig kendt, at de støjer, skal stå i PSS. Bygherren skal i PSS tage stilling til, hvordan man sikrer, at de beskæftigede fra forskellige virksomheder ikke bliver udsat for sundhedsskadelig og/eller unødig støjbelastning.

Ikke planlagte arbejdsprocesser, der støjer, skal også indgå i bygherrens koordinering. Virksomheder eller deres underentreprenører, der skal udføre støjende arbejde, skal tage arbejdsopgaverne op på bygherrens koordinerende sikkerhedsmøde, før de sætter opgaven i gang. Er det ikke muligt, skal de kontakte sikkerhedskoordinatoren, inden de sætter arbejdet i gang.

Henter PDF