Gå til hovedindholdet

Særlig tilsynsindsats i nedrivningsbranchen

Fra april 2021 fører Arbejdstilsynet en målrettet tilsynsindsats med nedrivningsopgaver. Når vi kommer på tilsyn, har vi særligt fokus på det kemiske og ergonomiske arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet kommer både på uanmeldte tilsyn på nedrivningspladser og anmeldte tilsynsbesøg på virksomhedernes hjemmeadresse, når vi fra april 2021 fører en særlig tilsynsindsats med nedrivning.

På et tilsynsbesøg har vi ekstra fokus på støv, asbest, vibrationer fra slagværktøj, tunge løft og andre kemiske og ergonomiske arbejdsmiljøproblemer. Samtidig kigger vi som altid bredt på arbejdsmiljøet i virksomheden, fx risiko for ulykker.

Vi har samlet information om nogle af de vigtigste områder, hvor I som arbejdsgivere i nedrivningsbranchen kan styrke arbejdsmiljøet.

Nye medarbejdere betyder tid til instruktion

Som arbejdsgivere har I ansvaret for, at arbejdsopgaverne planlægges forsvarligt og medarbejderne får den nødvendige oplæring og instruktion inden en opgave. I skal være ekstra opmærksomme, når I bruger vikarer eller ansætter unge eller udenlandske medarbejdere.

Læs om den gode modtagelse på bygpaagodmodtagelse.dk

Ny hos Tscherning: Fra supermand til sikkerhed

Det er ikke nok at føle sig ung og usårlig, som supermand, når man starter som nedriver hos Tscherning. Virksomheden ved nemlig, at instruktion fra erfarne medarbejdere er afgørende, hvis arbejdsulykkerne skal holdes fra døren.

Allerede i ansættelsesprocessen kan vi begynde at fornemme, hvilken oplæring der er behov for. To gange om måneden har vi et opstartskursus for nye medarbejdere, hvor vi blandt andet har fokus på arbejdsmiljø. Og i deres første måned bliver de nye medarbejdere koblet sammen med en kollega, der kan hjælpe dem i gang, fortæller Rasmus Krag, der er KMA og bæredygtighedschef i Tscherning.

Der arbejder mange unge uden byggepladserfaring i nedrivningsindustrien, og ofte er det ikke alle på pladsen, der kan tale dansk. Medarbejderne skifter hyppigt job, og det skaber et særligt behov for instruktion og et miljø, hvor det er i orden at spørge om hjælp.

Som ny medarbejder vil man gerne vise sin værdi fra starten af. Det kan fx være svært at få sagt, at man ikke ved, hvordan en gravemaskine virker. Det skal vores erfarne formænd fange, så medarbejderen kan få den nødvendige sidemandsoplæring. Det er kritisk, hvis vi mangler erfarne folk i et team, så opstår der nemmere ulykker, fortæller Rasmus Krag

Selvom Tscherning har en strategi for god modtagelse og sidemandsoplæring, har de løbende fokus på, at strategien også bliver fulgt i praksis, så nye medarbejdere får den nødvendige instruktion.

Sådan gør Tscherning, når en ny medarbejder starter:

  • Fælles velkomstkursus bla. med fokus på arbejdsmiljø
  • Samarbejde med erfaren kontaktkollega i den første måned
  • Formænd har ansvar for instruktion på pladsen
  • Gruppesamtale for hele teamet en gang om året.

Beskyt medarbejderne mod støv og farlige stoffer

Støv er ikke kun generende, det er også sundhedsskadeligt, men i nedrivningsopgaver er støv ofte en uundgåelig del af arbejdet. Som arbejdsgivere skal I planlægge arbejdet, så I bruger støvbegrænsende metoder ved manuel nedrivning, og så arbejdet i øvrigt foretages forsvarligt.

Gennemgå arbejdet med de ansatte og udarbejd en kemisk risikovurdering i forhold til støv og andre farlige stoffer og materialer.

I kan beskytte medarbejderne mod støv ved at bruge:

  • Maskiner, der har overtrykskabiner eller er fjernstyrede
  • Støvbegrænsende arbejdsmetoder ved manuel nedrivning fx rækkefølge så støvende arbejde begrænses til dele af arbejdstiden og befugtning.
  • Proces- og rumventilation for fx at begrænse svævestøv
  • Løbende oprydning og rengøring med støvsuger i støvklasse H
  • Egnede personlige værnemidler, fx støvafvisende arbejdstøj og egnet åndedrætsværn – turbofiltermasker eller luftforsynet åndedrætsværn.
  • Afskærmning og inddækning til at undgå spredning af støv til andre på byggepladsen.

Branchevejledning: Støv på byggepladsen

Branchevejledning: Faktaark om kemisk risikovurdering og instruktion om støv på byggepladsen.

Støv og farlige stoffer

Støv er ikke bare støv. Gamle bygninger kan indeholde asbest, PCB, isolering og andre farlige materialer. Inden I sætter medarbejderne i gang med en nedrivningsopgave, er det vigtigt at undersøge, om der er risiko for, at de kan støde på farlige stoffer, der kræver særlige forholdsregler.

Brug renover-sikkert.dk til at finde farlige stoffer i gamle byggematerialer

Brug egnede tekniske hjælpemidler – i stedet for at løfte og bære

Når tunge spande og byggematerialer skal løftes, bæres eller slæbes, så slider det på medarbejdernes kroppe. Pas på medarbejderne ved at planlægge arbejdet, så de skal løfte mindst muligt.

Tekniske hjælpemidler som bæltetransportør, motorbør, teleskoplæssere, minikraner eller lignende kan hjælpe jer med at aflaste medarbejderne.

Find inspiration til gode tekniske hjælpemidler for byggebranchen

 

Pas på vibrationerne

Der er risiko for at få en vibrationsskade, når medarbejderne arbejder med kraftigt vibrerende værktøj som fx vinkelslibere og el-mejselhamre. Snurrende eller følelsesløse fingre er det første tegn på en skadelig påvirkning.

Se retningslinjerne for hånd- og armvibrationer i vores AT-vejledning

Hos branchefællesskabet for arbejdsmiljø i bygge og anlæg kan du læse mere om

Helkropsvibrationer

Hånd- og armvibrationer 

Forebyg ulykker

Når I arbejder under tidspres, stiger risikoen for ulykker. Det er vigtigt, at I undersøger bygningens eller konstruktionens tilstand grundigt, inden I starter arbejdet.

I bør være ekstra opmærksomme på planlægningen af arbejdsopgaverne, når I udfører særligt farligt arbejde, fx arbejde i højden, med store maskiner, ved ustabile bygningsdele eller ved risiko for gennemstyrtning.

Brug faktabladet om nedrivning som en kort oversigt over de vigtigste ulykkesrisici og arbejdsmiljøproblemer.

I kan bruge jeres arbejdspladsvurdering (APV) til at gennemgå arbejdsmiljøet.

Et sikkert og sundt arbejdsmiljø kræver inddragelse af medarbejderne

Som arbejdsgivere skal I inddrage arbejdsmiljøorganisationen i forbindelse med planlægningen af nedrivningsopgaverne. På den måde sikrer I, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det gælder bl.a. i forbindelse med udarbejdelse og revidering af Arbejdspladsvurderingen (APV) og frem for alt i forhold til den kemiske risikovurdering og vurdering af særligt farligt arbejde.

Som arbejdsgivere skal I også samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen, når I planlægger jeres velfærds- og arbejdshygiejniske foranstaltninger. Det er ekstra vigtigt, når der er særligt farlige stoffer i de bygningsdele, I nedbryder.

Læs om kravene til jeres arbejdsmiljøorganisation i vores AT-vejledning

Læs mere om samarbejde på byggepladsen

Læs om nedrivning i Arbejdsmiljøhåndbogen

Som arbejdsgivere kan I bruge Arbejdsmiljøhåndbogen til at styrke arbejdsmiljøet i virksomheden. Håndbogen indeholder en lang række afsnit, der er relevante i jeres branche bl.a. nedrivning, åndedrætsværn, kvartsstøv, løft og vibrationer.

Arbejdsmiljøhåndbogen

Safety during demolition

As an employer you can use The Working Environment Manual to plan and organize your demolition and dismantling tasks so that they can be carried out in a responsible manner with regard to health and safety. The manual includes subjects such as dust, heavy lifting, vibration levels and more.

The Working Environment Manual

Read more about safety during demolition at workplacedenmark.dk - A site for foreign service providers and posted workers.

Workplacedenmark.dk



Henter PDF