G� til hovedindholdet

Arbejd sikkert med gylle og svovlbrinte

Viden om gyllens natur og sikring mod udsættelse for giftige gasser er vigtige elementer for at forebygge ulykker med gylle og svovlbrinte, hvor landmanden eller den ansatte dør på grund af gasser, iltmangel eller ved drukning. Der findes mange myter om gylle, men fakta er, at gylle kan være farligt, uanset hvilke dyr de kommer fra.

Arbejde eller fald ned i gyllebeholdere og blandetanke er årsager til dødsulykker i landbruget, hvor landmanden eller den ansatte dør pga. gasser, iltmangel eller ved drukning

Dampe fra gylletank gjorde tre mænd bevidstløse

En landmand skulle røre svovlsyre i sin gylletank for at forsure gyllen. Under forsuringen steg overfladen fra ca. 4 meter under tanksidens overkant helt op til ca. en halv meter under overkant og der opstod så kraftige dampe, at 3 mænd besvimede og blev kørt på hospitalet.

Eksemplet her er baseret på en virkelig ulykke, som kunne være forebygget. Få hjælp til at forebygge lignende ulykker her på siden. 

Gylle giver meget alvorlige ulykker

Der anmeldes få ulykker med gylle, til gengæld er de potentielt meget alvorlige. I perioden 2017 – 2022 er der sket 3 dødsulykker efter udsættelse for svovlbrinte. Desuden er der risiko for alvorlige hjerneskader ved udsættelse for svovlbrinte.

Svovlbrinte - den stille dræber

Svovlbrinte er en del af den giftig gas, der opstår ved forrådnelse af organisk materiale i iltfattige miljøer, fx i gylleanlæg. Svovlbrinte dannes i stillestående gylle og frigøres især,når gyllen sættes i bevægelse, hvor der kan være lommer af gas i det organiske materiale.

I små doser forbindes svovlbrinte med stanken af rådne æg. Ved højere koncentrationer lammer gassen lugtesansen. Derfor kalder man den også den stille dræber.

Man kan ikke lugte svovlbrinten, når den er i dødelige koncentrationer, da lugtesansen forsvinder ved en koncentration på allerede ca. 150 ppm.

Sådan undgår I ulykker ved arbejde i og ved gyllebeholdere

At forebygge ulykker med gylle kræver både, at I har viden om gyllens natur, og viden om hvordan I sikrer jer mod udsættelse for giftige gasser.

Det kan du gøre som arbejdsgiver

Som landmand har du en central rolle ved at sætte rammerne for arbejdet. Det er vigtigt, at både du og dine medarbejdere har viden om gylle og svovlbrinte og ved, hvad I skal gøre for at arbejde sikkert, både i og ved gyllebeholdere og i stalden. Tal med dine ansatte om sikkerhed i det daglige arbejde, fx som et fast dagligt punkt, når I drikker morgenkaffe. Det er også vigtigt, at der er en plan, så alle ved, hvad de skal gøre, hvis det går galt. Husk også, at:

  • Planlægge arbejdet så det kan foregå så sikkert som muligt. Sørg for at alle medarbejdere ved, hvor og hvornår arbejdet med gylle foregår og hav en opladet mobiltelefon med.
  • Være 2 om arbejdet, hvor det er nødvendigt at gå ned i gyllebeholder, gyllekanal og lignende. Den nedstigende skal anvende sikkerhedssele med line. Oven for nedstigningsåbningen skal der være mindst 1 hjælper med en talje, som magter at hejse den nedstegne op igen.
  • Bruge åndedrætsværn. Der findes to hovedtyper, luftforsynet åndedrætsværn og filtrerende åndedrætsværn. Luftforsynet åndedrætsværn bruges i iltfattige miljøer, fx. ved arbejde med gylle under gulv og spalter i kanaler, kummer, brønde, fortanke, tanke og beholdere. Et luftforsynet åndedrætsværn tilfører luft, fx fra det fri eller fra en personbåren trykflaske. Mens indåndingsluften trækkes igennem et filter, når man anvender et filtrerende åndedrætsværn. Ved arbejde med gylle skal der anvendes et filter med farvekoden grå til arbejdet med uorganiske gasser og dampe. Sørg altid for at følge leverandørens anvisninger.
  • Kemisk risikovurdering: Der skal udarbejdes en kemisk risikovurdering for arbejdet med gylle.

Sørg også for:

  • At bruge gasalarm, da svovlbrinte i farlige  koncentrationer ikke kan lugtes. Vær dog opmærksom på, at forgiftninger med svovlbrinte kan ske så hurtigt, at det allerede vil være for sent, når alarmen går. En gasalarm kan derfor ikke stå alene. Man bør altid først og fremmest sørge for at planlægge arbejdet på en sikker måde.
  • Sikring og advarselsskilte. Gyllebeholdere skal sikres med indhegning eller overdækning. Inspektions- og nedstigningsåbninger skal sikres med dæksel. Låger i hegnet og inspektionsåbninger må ikke kunne åbnes uden brug af værktøj eller nøgle. Ved alle nedstigningsåbninger til gyllebeholdere og pumpebrønde m.v. skal der være opsat advarselsskilte om forgiftningsfare.
  • Brug specialiserede firmaer, der anvender luftforsynet åndedrætsværn til opgaver, der kræver nedstigning i gyllebeholdere, pumpebrønde og gyllekanaler.
  • Omrøring og bagskylning af gyllen i gyllekanaler må kun ske med vand eller gylle, der er afgasset ved længere tids ompumpning i pumpebrønden, og så vidt muligt først efter at den mest gyllegasholdige flydende del af gyllen er fjernet.

Det kan du gøre som medarbejder

Som medarbejder er det vigtigt, at du:

  • Følger den instruktion, du har fået fra din arbejdsgiver om, hvordan arbejde i og ved gyllebeholdere og blandetanke kan udføres sikkert.
  • Siger fra, hvis det ikke kan lade sig gøre.

I livsfare efter gyllegas-ulykke

Hør historien, hvor en arbejdsulykke med gyllegas næsten kostede en landmand livet.

Historien viser, hvor vigtigt det er at planlægge arbejdet med gylle på en sikker måde. At der ved arbejdet med gyllekanaler skal være en hjælper til stede, der magter at få personen op og at bagskylning kun må ske med vand eller gylle, der er afgasset ved længere tids ompumpning i pumpebrønden. En gasalarm er en god sikkerhedsforanstaltning, men kan ikke stå alene.

Henter PDF