Sådan søger du

Hvis du ikke vælger noget, søger du automatisk i alt indhold på at.dk.
Du kan også begrænse din søgning til at kun søge i Regler eller i Brancher. Det gør du ved at markere enten Søg i regler eller Søg i brancher.
Nulstil søgning fjerner de afgrænsninger du har foretaget.
Gå til hovedindholdet

Særligt fokus på ergonomi i nærings- og nydelsesmiddelindustrien i 2021

Som arbejdsgiver i nærings- og nydelsesmiddelindustrien kan du forebygge smerter og sygdom ved at fokusere på de arbejdsprocesser, hvor dine medarbejdere udsættes for fysisk anstrengende arbejde. I første halvår af 2021 har vi ekstra fokus på det ergonomiske arbejdsmiljø hos virksomheder, der fremstiller nærings- og nydelsesmidler.

Et godt ergonomisk arbejdsmiljø kan mindske risikoen for at medarbejderne i nærings- og nydelsesmiddelindustrien udvikler muskel- og skeletbesvær fx får ondt i arme, nakke, skuldre, ryg eller knæ. Smerter opstår ofte, når medarbejderne løfter, bærer, trækker eller skubber ting eller arbejder i dårlige arbejdsstillinger.

I første halvår af 2021 har vi ekstra fokus på det ergonomiske arbejdsmiljø i nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Derfor fører vi i år en særlig tilsynsindsats hos nærings- og nydelsesmiddelindustrien.

Sådan forbedrer du jeres ergonomiske arbejdsmiljø

Hvis du som arbejdsgiver i nærings- og nydelsesmiddelindustrien vil forebygge muskel- og skeletbesvær, kan du starte med at gennemgå jeres arbejdsprocesser trin for trin. Find de steder, hvor du kan forbedre arbejdsmiljøet med hjælpemidler, planlægning eller oplæring fx:

Skab et godt ergonomisk arbejdsmiljø. Nærings- og nydelsesiddelindustrien 2020. Variation af opgaverne. Tilpasning af arbejdspladsen. Oplæring i hjælpemidler. Hjælpemidler til at løfte og bære

Varier arbejdet ved at skifte imellem arbejdsopgaver

Hvor: Der er ofte ensartede bevægelser, der gentages i mere end halvdelen af arbejdsdagen, fx ved manuel pakning og palletering. Det kan også være, at medarbejderne arbejder med uhensigtsmæssige arbejdsbevægelser, fx ved sorteringsarbejde samt arbejde ved transportbånd.

Hvordan: Planlæg arbejdet, så medarbejderne kan skifte mellem forskellige arbejdsopgaver i løbet af deres arbejdsdag. Ved at rotere mellem arbejdsopgaverne mindskes risikoen for at medarbejderne belaster de samme dele af kroppen.

Indret arbejdspladsen til medarbejderen

Hvor: Ryggen bliver belastet, hvis medarbejderen arbejder med foroverbøjet ryg, vrider i ryggen, fx hvis flere medarbejder i forskellig højde arbejder ved transportbånd eller borde i samme højde ved fx pakning af færdigvarer, ilægning i kasser som står på paller eller pakning af de lave hylder på reoler. Medarbejderne kan også belaste arme og skuldre ved arbejde med løftede arme fx ved påfyldning af råvarer eller pakning af de øverste hylder på reoler eller vogne.

Hvordan: Indret arbejdspladsen til den enkelte medarbejder, fx ved indstilling af bordhøjden, så den passer til hver medarbejder, brug palleløftere til at få paller, reoler og vogne op i højden.

Oplær medarbejderen i at anvende korrekte tekniske hjælpemidler

Hvor: Det kræver grunding oplæring at bruge tekniske hjælpemidler korrekt. Oplæring er særligt relevant, når nye medarbejdere starter, når medarbejdere skifter arbejdsopgaver eller ved indkøb af nye tekniske hjælpemidler.

Hvordan: Giv grundig oplæring og instruktion i, hvor de tekniske hjælpemidler skal bruges, og hvordan de fungerer. Hæng fx også en trin for trin guide op i kaffestue eller lignende.

Brug egnede tekniske hjælpemidler – i stedet for at løfte og bære

Hvor: Løfter eller bærer medarbejderne tunge sække med fx mel eller frø, i forbindelse med afvejning og påfyldning af ingredienser eller færdigvarer i pakkeriet.

Hvordan: Brug for eksempel elektriske palleløftere, transportbånd eller vakuumløftere. Husk at sikre jer, at færdselsvejene er ryddet.

Værktøjskassen

Der findes gode værktøjer til at arbejde struktureret med at finde og forbedre problemer med ergonomi. Se mere her:

Fakta om ergonomiske forhold

Modtagelse og håndtering af bagerivarer

Udvalgte brancher

Se hvilke brancher der er en del af den særlige indsats i nærings- og nydelsesmiddelindustrien.

Sådan fører vi tilsyn med ergonomi