G� til hovedindholdet

Sådan undgår I, at personer bliver påkørt

Hvert år sker der alvorlige ulykker, hvor personer bliver påkørt, når lastbiler læsses eller aflæsses. Ulykkerne sker især, når der arbejdes tæt på andre trafikanter og ved bakning. Ulykker kan også ske ved kørsel med selvkørende pallevogne på lagre og terminalen.

Tag ikke chancer – det er professionelt at arbejde sikkert:

  • Placer lastbilen, så du ikke risikerer at blive påkørt af andre trafikanter under aflæsning.
  • Hold afstand til trucks, andre trafikanter mv.
  • Sikr dig, at køretøjet er afbremset, fx ved aflæsning og tilkobling af trailere.
  • Tag ikke chancer ved bakning - bak ind og kør forlæns ud, brug ’vinkemand’ til at guide chaufføren eller forsyn køretøjet med bakkamera eller lignende.
  • Orienter dig om færdselsreglerne på ’fremmede’ læssesteder – også de uskrevne.
  • Vær synlig - bær advarselsbeklædning.

Eksempler på ulykker, hvor personer er blevet påkørt:

Påkørt af truck

Chaufføren aflæssede paller med reoldele. Aflæsningen skete med en selvkørende pallevogn. Under bakning ud fra aflæssestedet på lageret blev chaufføren ramt af en truck, der kørte på en anden opgave. Truckføreren blev overrasket af, at pallevognen bakkede. Der var ingen færdselsregler eller afmærkning på ulykkessteder. Chaufføren på pallevognen fik alvorlige skader på knæ og ankel.

Bakning med lastvogn

En landmåler arbejdede i midterrabatten på en motorvej i forbindelse med udvidelsen af en motorvej til tre spor. En lastbil bakkede ind på anlægspladsen med et læs grus og drænslanger og påkørte landmåleren, der døde. Landmåleren hørte ikke lastbilen pga. trafikstøjen fra motorvejen. Færdselsvejene var anlagt, så man kun kunne bakke ind på arbejdsområdet. Chaufføren kunne ikke se landmåleren i spejlene. Lastbilen var ikke forsynet med bakkamera eller andet, der kan give udsyn i den blinde vinkel bag bilen. Der blev ikke brugt ’vinkemand’ til guide lastbilen.

Kørsel ud af trailer

Chaufføren bakkede ud af trailer på en selvkørende pallevogn med standplads. Da han kørte ud på bagsmækliften, faldt liftpladen ned fra rampen. Pallevognen kørte ind i rampen, og chaufføren fik den ene fod mellem rampe og vogn. Liften havde kun et lille overlap med rampekanten. Chaufføren brækker foden.

Henter PDF