Særligt fokus på arbejdsulykker og ergonomi i vejgodsbranchen i 2020

Som arbejdsgivere i vejgodsbranchen kan I forebygge arbejdsulykker ved god planlægning og ved at sikre at medarbejderne følger jeres instruktioner. I kan også forebygge smerter og sygdom ved at fokusere på de arbejdsprocesser, hvor medarbejderne udsættes for fysisk anstrengende arbejde.

I 2020 har vi ekstra fokus på arbejdsulykker og det ergonomiske arbejdsmiljø hos virksomheder, der transporterer gods og pakker. Vi kommer uanmeldt på aktioner på arbejdssteder, hvor der udføres transportarbejde. Det kunne fx være gågader, industriområder, byggepladser, store lagre og lignende. Herudover kommer vi som altid på grundtilsyn hos transportvirksomheder, hvor vi gennemgår hele virksomhedens arbejdsmiljø. I modsætning til aktionsdagene er grundtilsynet varslet i forvejen.

Vi fører den særlige indsats i brancherne Vejgodstransport og Andre post- og kurertjenester. På virk.dk kan I se, om jeres virksomhed er registreret som en del af de udvalgte brancher.

Skab et godt arbejdsmiljø Vejgodsbranchen 2020. Vedligeholdelse af biler og udstyr. Instruktion i sikkerhed. Hjælpemidler til at løfte og bære

Sådan forebygger I arbejdsulykker

Der sker mange ulykker i vejgodsbranchen, fx hvor chauffører falder ned fra liften, eller snubler i rod og uorden, bliver ramt af en byrde under kranarbejde eller af en truck på et lager.

Som arbejdsgivere skal I forebygge arbejdsulykker. Da I ofte ikke er tilstede, når chaufførerne udfører deres arbejde, består en væsentlig del af det forebyggende arbejde i at opkvalificere chaufførerne til selv at varetage deres egen og andres sikkerhed. Husk at følge op på, om det har effekt, eller om der er brug for andre tiltag. I kan også forebygge ved at ændre faste arbejdsgange, der er risikable.

Start med at finde de steder, hvor der kan opstå en fare i chaufførernes arbejde. I kan med fordel se på følgende:

Tal med jeres chauffører om risikoen for at falde ned

Hvor: Faldulykker opstår fx ved op- og nedstigning fra køretøj (førerhus, lad, lift mm.). Det sker også, når chauffører arbejder i højden, fx når de springer ned fra trailerlad, vender paller på bagsmækliften, håndterer presenninger eller ved surring af gods.

Hvordan: Forebyg faldulykker ved at gennemføre struktureret vedligeholdelse af køretøjet. Giv chaufførerne de nødvendige kompetencer til selv at vurdere sikkerheden i forhold til køretøjets placering på underlaget (fx skrånende grund), lastens placering, adgangsforhold og underlag for at kunne udføre arbejdet sikkert. Palleløfteren bør vendes på laddet frem for på liften. Chaufførerne bør bruge fastsiddende fodtøj.

Følg sikkerhedsreglerne på egne og andres lagre

Hvor: Når chaufførerne kommer på et eksternt lager, hvor de kan risikere at blive ramt af fx gaffelstablere, trucks, manuelle transportvogne mm. Ulykkerne kan også opstå, når chaufføren griber ud efter gods og genstande, der falder ned.

Hvordan: Disse arbejdsulykker handler blandt andet om en god sikkerhedsadfærd hos chaufførerne, også når de kommer på fremmede virksomheder. Instruer dem i, hvordan arbejdet skal udføres sikkert, fx at de skal gå i det afmærkede fodgængerområde, bære synligt arbejdstøj mm.

Forebyg påkørsler - inddrag medarbejderne i planlægning

Hvor: Når chaufførerne arbejder tæt på andre trafikanter, risikerer de at blive påkørt. Disse situationer opstår fx ved aflæsning i trafikken eller på trafikerede læssepladser, når køretøjer bakker eller ved kørsel med selvkørende pallevogne.

Hvordan: Når chaufførerne skal arbejde i trafikken handler forebyggelse af påkørsel om grundig planlægning af ruter fx parkeringsmuligheder, adgangsveje, trafiktæthed, vejrforhold mm. Der er behov for synlig arbejdsbeklædning. Forebyggelsen handler også om chaufførernes udsyn, overblik og opmærksomhed.

Lav en klar aftale om, hvad chafførerne skal gøre, hvis underlaget ikke er i orden

Hvor: Typisk opstår der fare for at snuble, når fx strøer, materiel mm. roder, når is, sne eller spild gør underlaget glat, og når manglende vedligehold gør underlaget ujævnt.

Hvordan: Faldulykker kan forebygges ved at sikre et jævnt, ryddet og vedligeholdt underlag. Underlaget skal renholdes i forhold til spildt vand, alger, olie eller lignende og i forhold til is og sne. Fastsiddende fodtøj, gode lysforhold og instruktion i god adfærd er også en del af forebyggelsen. Lav en procedure for, hvad chaufførerne skal gøre, når de kommer ud til en kunde eller samarbejdspartner, hvor uderlag og lysforhold ikke er i orden.

Undgå kompromiser med sikkerheden ved hejs- og kranarbejde

Hvor: Chaufførerne risikerer at blive ramt af faldende genstand, når de færdes i områder, hvor der sker løft. Det kan være løft med kraner, hejs, transportbånd og andre maskiner. Risikoen opstår også, når chaufførerne håndterer ustabilt gods, der kan vælte.

Hvordan: Den bedste forebyggelse opnås ved at planlægge chaufførernes arbejde, så de ikke arbejder i områder, hvor der er risiko for, at genstande falder ned. Det kan fx bestå i at lave en tydelig afgrænsning af farezonen. I kan også forebygge ved at forsøge helt at undgå, at genstande falder ned. Det kræver en vurdering af udstyrets tilstand, kapacitet og bæreevne i forhold til opgaven. Lav også en vurdering af løftemetode og opbevaringsmetode fx hvilken løftemetode, der er bedst egnet til opgaven, herunder fastgørelsesmetoden. Ved løftearbejde indgår også en vurdering af ydre påvirkninger fx risikoen for påkørsel eller at vejrforhold som kraftig blæst påvirker løftet.

Lav et beredskab I kan følge, hvis jeres chauffører kommer ud for vold, trusler eller traumatiske hændelser

Hvor: Traumatiske hændelser er de situationer, hvor chaufførerne pludselig er udsat for store psykiske belastninger i deres arbejde. Det kan være aggresive trafikanter og kunder, røveri, højresvingsulykker, andre trafikulykker og arbejdsulykker.

Hvordan: Som arbejdsgivere skal I sørge for, at chaufførerne får den fornødne oplæring og instruktion i, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for traumatiske hændelser i forbindelse med deres arbejde. Hvis chaufførerne kommer ud for eller er vidne til en traumatisk hændelse skal I sikre, at chaufførerne og evt. andre medarbejdere, der har været vidner til hændelsen, opsøges og får tilbudt psykisk førstehjælp.
Som arbejdsgivere skal I sørge for, at arbejdet er planlagt og tilrettelagt, så risikoen for, at chaufførerne bliver udsat for vold og trusler, reduceres mest muligt. Når der er risiko for, at chaufførerne kan blive udsat for vold og trusler, skal I sørge for, at de er oplært og instrueret i at nedtrappe konfliktsituationer og håndtere dem bedst muligt.  

Sådan forebygger I skader i knæ, ryg, skuldre og nakke

Et godt ergonomisk arbejdsmiljø kan mindske risikoen for, at chaufføren får muskel- og skeletbesvær fx ondt i arme, nakke, skuldre, ryg eller knæ. Start med at gennemgå jeres arbejdsprocesser trin for trin. Find de steder, hvor hjælpemidler, planlægning, instruktion og dialog med kunder kan forbedre arbejdsmiljøet.

I kan med fordel se på følgende:

Lad maskinerne overtage det tunge løftearbejde

Hvor: Ved levering af pakker. Hvis de både er tunge og store kan det være svært at håndtere dem rigtigt. Det giver belastninger af skulder og ryg. 

Hvordan:  Brug det rigtige løfte- og transportudstyr. Lad maskinerne overtage det tunge løfte- og bærearbejdet, derved sparer du chaufførerne. Smart planlægning og god indretning af bilerne hjælper. Lad være med at lægge de tungeste pakker på gulvet, eller meget højt, læg dem i højde med albuen. Tunge løft over skulderhøjde og under knæhøjde er særligt belastende.

Sørg for at chaufførerne har passende hjælpemidler med

Hvor: Ved anvendelse af palleløftere til transport af tunge paller. Det er især anstrengende, hvis chaufførerne kører på ujævnt eller skrånende underlag.

Hvordan: Sørg for at vide, hvad det er chaufførerne kommer ud til, så de har de rigtige hjælpemidler med. Sørg også for at planlægge arbejdet, så chaufførerne undgår ujævne og skrånende underlag. Hvis det ikke er muligt, så anvend altid en elektrisk palleløfter.

Pas på tunge løft, træk og skub selvom I har travlt

Hvor: Akutte overbelastninger opstår i de situationer, hvor chaufførerne risikerer at overbelaste sig på grund af tunge og uhåndterlige løft, samt ved arbejde på steder, hvor muligheden for hensigtsmæssige arbejdsstillinger og brug af hjælpemidler er vanskelige. Det kunne fx være på trapper og i smalle passager.

Hvordan: Hvis godset har kilet sig fast, og man ikke umiddelbart kan få det fri, så brug et teknisk hjælpemiddel til det hårde arbejde. Efterse stropper og reb som bruges til fastspænding af gods. Hvis de er i stykker, så smid det ud, så de ikke knækker ved et uheld. Hvis I har særligt tungt gods med, så sørg for at planlægge hvordan det kan afleveres forsvarligt ved kunden.

Værktøjskassen

Der findes gode værktøjer til at arbejde struktureret med at finde og forbedre problemer med arbejdsmiljøet. Se mere her:

Link til Arbejdstilsynets vejgodsflyer

Link til Arbejdstilsynets hjemmeside om vejgodstransport

Link til Arbejdstilsynets Løfte Tjek

Link til BFA hjemmeside om Godstransport på vej

Sådan fører vi tilsyn med jeres arbejdsmiljø

Når vi kommer på tilsyn, er vi opmærksom på arbejde, der foregår i højden, da der er risiko for at styrte ned og komme alvorligt til skade. Det kan være ved arbejde på lad, lift, på godset eller på ramper. Hvis Arbejdstilsynet konstaterer, at der er unødig og uacceptabel risiko for at falde på grund af dårlige adgangsforhold, arbejde for tæt på kanten, forkert fodtøj, ødelagte trin eller andet, så kan vi reagere for at få forebygget ulykkesrisikoen.

 

Viden om forebyggelse af ulykker i små virksomheder.

Hvis chaufførerne bevæger sig i områder med rod og uorden, eller hvis de ikke kan se, hvor de går, er der større risiko for at falde. Det kigger vi efter på tilsyn. Risikoen stiger, hvis chaufføren bærer på en stor og tung genstand. Hvis vi konstaterer, at der er unødig risiko for at falde og for at komme til skade, vil vi reagere for, at I skal forebygge faren. Faren for at falde kan typisk forebygges ved at rydde op, reparere huller, sikre god belysning osv.

 

Viden om forebyggelse af ulykker i større virksomheder.

På et tilsynsbesøg har vi fokus på lagre eller andre steder, hvor der kører trucks, gaffelstablere og lignende. Her er der nemlig risiko for at blive ramt og komme til skade. Hvis I blander kørende og gående færdsel, vil vi ofte reagere, fordi I skal forebygge faren.

Når vi kommer på tilsynsbesøg, undersøger vi, hvordan jeres chauffører håndterer godset. Hvis de bærer det langt eller løfter tunge byrder, vil vi spørge ind til godsets vægt, og hvor ofte de løfter og bærer.

Se vejledninger fra BFA Transport, Service, Turisme og Jord til Bord

På et tilsynsbesøg ser vi på opgaver, hvor medarbejderne skal læsse eller losse en lastbil med tungt gods på paller. Hvis der er ujævnt underlag eller stejle ramper, som godset skal skubbes op af, vil vi overveje at give et påbud for at forebygge nedslidning.

Brug Arbejdstilsynets vejledning til at få et overblik over reglerne på området