Forebyg coronasmitte i virksomheder indenfor ’det grønne område’

Virksomhederne indenfor ’det grønne område’ – gartnerier, landbrug o.l. – har ofte gode betingelser for at planlægge arbejdet, så medarbejderne kan holde afstand til hinanden. Det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsens råd følges, coronavirus (COVID-19) smitter nemlig både ved indendørs og udendørs arbejde.

8. april 2020 (opdateret 11. maj 2020)

I planteskolens væksthuse, under anlægsgartnerens brolægningsopgave og på landmandens markarbejde kan medarbejderne arbejde med god afstand til hinanden, hvis opgaven er planlagt rigtigt. Men der er også arbejdsopgaver, hvor det kræver en ekstra indsats at forebygge smitte med coronavirus, fx når medarbejderne deler maskiner, arbejder i små rum eller får besøg af chauffører og leverandører.

Forebyg smittespredning på 'det grønne område'

Arbejdstilsynet opfordrer til at følge Sundhedsstyrelsens råd om forebyggelse af smitte med coronavirus – ved at arbejdsgiverne sørger for følgende på gartnerier, landbrug, skovarbejde, kirkegårde og lignende:

Planlæg arbejdet, så de ansatte kan holde afstand

For eksempel:

  • Begræns antallet af medarbejdere i små rum og etabler ensrettede ruter i væksthuse, stalde o.l., hvor medarbejderne ellers er nødt til at passere tæt forbi hinanden
  • Undgå kontakt mellem virksomhedens forskellige afdelinger eller hold, hvis det er muligt
  • Skab afstand mellem faste arbejdsstationer fx ved pakning.
  • Undgå at dele håndredskaber og afsprit førerhuse på maskiner, der anvendes af flere medarbejdere
  • Hold interne koordineringsmøder udendørs med god afstand eller online
  • Hold forskudte pauser, så medarbejderne ikke sidder tæt i frokoststue o.l.

Stil håndvask eller håndsprit til rådighed for de ansatte på alle relevante steder

For eksempel:

  • Ved hovedindgange, i frokoststue, ved indgangene til produktionen o.l.
  • Ved modtagelse af chauffører og leverandører
  • I gartneriets eller gårdens butik, hvis muligt
  • Sørg for at opfordre medarbejderne til at vaske hænder ofte – herunder ved ankomst og fyraften.

Minimer fysisk kontakt med andre

For eksempel:

  • Giv ikke hånd og hold afstand til chauffører og leverandører ved levering og afhentning af varer. Hvis det er nødvendigt at hjælpe ved pålæsning, så hold så god afstand som muligt.
  • Har virksomheden egen butik, så instruer kunderne i forebyggelse af smitte med skilte, markeringer o.l.
  • Løser virksomheden opgaver hjemme hos kunderne, så mød kunderne udendørs og aftal detaljerne online eller på telefon, fx ved brolægning eller skovbrug
  • Aflys møder, der ikke haster, eller afhold dem via telefon eller lignende, fx møder med rådgivere og sælgere
  • Vær opmærksom på andre virksomheders corona-procedure inden et samarbejde.

Sørg også for, at medarbejdere, der hoster, har let feber eller er forkølede, går hjem fra arbejde, og at de bliver hjemme, indtil de er raske igen.

Opprioriter regelmæssig rengøring og afspritning

For eksempel:

  • Gør rent eller afsprit oftere end normalt med særligt fokus på kontaktpunkter, fx dørhåndtag, vandhaner, kaffemaskine, mikroovn o.l.
  • Sørg for hyppig udluftning hvor det er muligt, fx på kontoret, i frokoststuen og evt. i butikken
  • Rengør fælles udstyr og maskiner, der anvendes af flere medarbejdere, fx førerhuse, malkemaskiner eller pladevibrator
  • Rengør overflader, som er blevet brugt af besøgende servicepersonale, fx dyrlæger, chauffører o.l.

Oplys og instruer medarbejderne i at begrænse smitte

Arbejdstilsynet understreger, at det generelt påhviler arbejdsgiveren at gøre de ansatte opmærksomme på eventuelle risici, der er forbundet med arbejdet. Hensigten hermed er også at skabe forståelse blandt de ansatte for vigtigheden af, at den enkelte beskytter sig mod smitte med coronavirus.

Faktaboks: Særligt for udenlandsk arbejdskraft


Find mere vejledning om begrænsning af coronasmitte på det grønne område

SEGES – Coronavirus fakta og gode råd

GLS-A – Begrænsning af coronasmitte på arbejdspladsen

3F – Forebyg smitte fra corona-virus

Vejledning om coronavirus og smittebegrænsning på arbejdspladser