Vejledende informationsmateriale til kontorarbejdspladser

I forbindelse med den gradvise genåbningen af samfundet har Arbejdstilsynet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejdet et informationsmateriale, der vejleder kontorarbejdspladser i den private sektor i smitteforebyggelse.

Opdateret 15.5

Der gælder de samme arbejdsmiljøregler for arbejde på kontorer som for alle andre jobfunktioner. Derfor skal arbejdsgiverne iværksætte foranstaltninger, der kan forebygge risiko for smitte med coronavirus så effektivt som muligt.

Der er en række tiltag, arbejdsgiveren ifølge sundhedsmyndighederne bør iværksætte for at reducere risikoen for smitte med coronavirus.

Arbejdsgiverne opfordres til at inddrage medarbejderne i planlægningen af de konkrete tiltag.

Arbejdsgiverne skal som led i samarbejde om sikkerhed- og sundhed på arbejdspladsen inddrage medarbejdere i planlægningen af konkrete tiltag med betydning herfor. Hvor der findes en arbejdsmiljøorganisation, skal det ske med inddragelse af denne.

Pas på medarbejderne – begræns risiko for smitte

Det er vigtigt, at arbejdet på kontorer er tilrettelagt, så I mindsker de ansattes risiko for smitte med coronavirus.
Det gøres ved at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og sørge for nedenstående:

Bliv hjemme ved sygdom

  • Medarbejdere må ikke møde på arbejde, hvis de har milde symptomer, der kan tyde på COVID-19.
  • Medarbejdere, hvis familie har symptomer eller er smittede, anbefales at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ”nære kontakter”.
  • Medarbejdere må efter et sygdomsforløb først møde på arbejde igen 48 timer efter symptomer er ophørt.
  • I det omfang, der er tilgængelig testkapacitet, følges Sundhedsstyrelsens retningslinjer om COVID-19 test mhp. hurtig raskmelding.
  • På hver arbejdsplads skal ledelsen sikre, at der foreligger en instruks for håndtering af personer med symptomer på COVID-19.
  • For personer, der har øget risiko, anbefales det, at ledelsen i dialog med den enkelte medarbejder laver en konkret og individuel vurdering med afsæt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer på området

Planlæg arbejdet, så medarbejderne kan holde afstand

På kontoret

  • Tilstræb, at en del af medarbejderne fortsat arbejder hjemme en tid endnu. Overvej hvilke arbejdsopgaver/-områder, som kan løses hjemmefra uden betydelig produktivitetsnedgang.
  • Tilrettelæg arbejdet, så der kan sikres afstand mellem medarbejderne, fx ved at sprede medarbejderne over flere lokaler, arbejde i skiftehold mv.
  • Der bør som minimum være 1 meters afstand mellem medarbejderne. Der bør dog som udgangspunkt minimum være 2 meters afstand mellem medarbejdere i situationer, hvor der er øget risiko for dråbesmitte eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn. Det gælder fx aktiviteter med fysisk anstrengelse og ved ophold i lukkede rum med begrænset bevægelsesrum, dårlig udluftning m.v. fx kælderlokaler, skakter m.v.
  • Virksomheden anbefales at fastlægge retningslinjer for ophold i storrum, brug af kantine, brug af mødelokaler, deltagelse i fysiske møder mv.
  • Indfør forskudte mødetider, så der ikke er for mange medarbejdere på arbejde samtidig, og så der ikke er for mange medarbejdere, som skal bruge offentlig transport til og fra arbejde samtidig.

I kantinen

  • Indret kantinen, så det er muligt at holde afstand. Det kan, fx være med mindre borde, mere afstand mellem bordene og afstandsmarkering ved betalings/-bestillingsstation.
  • Indretningen skal tage højde for, at der ikke opstår kødannelse. Fx kan man holde pauser forskudt, så der fx ikke er for mange medarbejdere i kantinen samtidig.
  • Ved buffetservering skal der være særlig fokus på kontaktflader, herunder om der med fordel kan anvendes personlige redskaber, engangsredskaber eller portionsskåle ved selvservering.
  • Overvej lukning for siddende spisning i store kantiner, hvor flere afdelinger kan mødes på tværs.

Giv mulighed for at vaske hænder, og stil så vidt muligt håndsprit til rådighed

  • Der bør være vand og sæbe eller håndsprit (70-85% alkohol) til rådighed for alle medarbejdere på alle relevante steder fx ved indgangsdørene, i frokoststuen, kantinen og ved kaffemaskinen.
  • Der bør ikke være fælles håndklæder.
  • Alle medarbejdere oplyses om korrekt håndhygiejne (håndvask/håndsprit) og øvrig relevant hygiejne.

Minimér kontakt med andre

  • Hold så vidt muligt møder via telefon eller video.
  • Begræns fysiske eksterne møder.
  • Begræns forretningsrejser, deltagelse i kurser, konferencer mv., eller lad det foregå virtuelt. (se også retningslinjer og rejseråd for erhvervsrejsende).

Opprioritér regelmæssig rengøring

  • Virksomheden bør sikre grundig rengøring og desinfektion af alle fælles kontaktpunkter på arbejdspladsen (efter en konkret vurdering). Det kan fx være dørhåndtag, knapper på automater, fælles faciliteter, betalingsterminaler, kaffemaskine, køleskab og mikrobølgeovn.
  • Toiletter rengøres regelmæssigt, alle overflader afvaskes og kontaktpunkter desinficeres.
  • Hvis medarbejderne ikke har faste arbejdsstationer, bør der ske grundig rengøring af den enkelte arbejdsstation, før en ny medarbejder overtager den.
  • Hvis en medarbejder bliver syg, bør der ske grundig rengøring af arbejdsstationen.

Ovenstående supplerer de retningslinjer, der er lavet for genåbning af private kontorarbejdspladser.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Arbejdstilsynets Call Center på 70 12 12 88.