Forebyg coronasmitte i slagteribranchen

Fisk, kød og fjerkræslagterier kan forebygge coronasmitte mellem medarbejdere ved at udvide de sædvanlige hygiejneprocedure, fx minimere direkte kontakt til kunder og leverandører, vaske eller spritte hænder ved ankomst, fyraften og pauser samt holde god afstand i kantine, frokoststue o.l.

2. april 2020 (opdateret 11. maj 2020)

Arbejdsmiljølovgivningen stiller krav om, at arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdet planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres forsvarligt også i forhold til coronasmitte. Arbejdstilsynet opfordrer derfor til, at følge Sundhedsstyrelsens generelle råd om foranstaltninger mod smittespredning.

Smittespredning kan sætte produktionen i stå – forebyg corona-smitte på slagteriet

Arbejdstilsynet opfordrer til at følge Sundhedsstyrelsens råd om forebyggelse af smitte med coronavirus – ved at arbejdsgiverne sørger for følgende på slagteriet:

Minimer kontakt med andre

For eksempel:

  • Hold forskudte pauser, så medarbejderne ikke sidder tæt i frokoststuen/kantinen
  • Giv ikke hånd og hold afstand til vognmanden ved levering og afhentning af varer
  • Bliv udendørs ved afhentning af dyr på landbrug eller lignende
  • Aflys møder, der ikke haster, eller afhold dem via telefon eller lignende
  • Arbejd hjemmefra, når opgaverne tillader det.

Planlæg arbejdet, så medarbejderne kan holde afstand

For eksempel:

  • Sørg for afstand mellem medarbejdere, der arbejder ved produktionsbånd
  • Lav ensrettede ruter i produktionen, så medarbejderne ikke skal passere hinanden
  • Fordel maskinerne mellem medarbejdere ved dagens start
  • Undgå at arbejde mange medarbejder i små rum, så det er muligt at holde afstand.

Stil håndvask eller håndsprit til rådighed for medarbejderne på alle relevante steder

For eksempel:

  • I frokoststuen/kantinen
  • Ved indgange til slagteriet, der benyttes af medarbejderne
  • Ved vareindlevering
  • Evt. i slagteriets butik
  • Opfordre medarbejderne til at vaske hænder ofte – herunder ved ankomst til slagteriet og ved fyraften.

Opprioriter regelmæssig rengøring og afspritning

For eksempel:

  • Gør rent eller afsprit oftere end normalt
  • Rengør håndtag, overflader og toiletter flere gange dagligt
  • Sørg for hyppig udluftning hvor det er muligt – herunder i kantinen/frokoststuen
  • Aftør bordplader og stolerygge og -armlæn i kantine eller mødelokale
  • Husk kaffemaskinen eller mikrobølgeovnen

Oplys og instruer medarbejderne i at begrænse smitte

Arbejdstilsynet understeger, at det generelt påhviler arbejdsgiveren at gøre medarbejderne opmærksomme på eventuelle risici, der er forbundet med arbejdet. Hensigten hermed er også at skabe forståelse blandt medarbejderne for vigtigheden af, at den enkelte beskytter sig mod smitte med coronavirus.

Ved tydeligt at skilte med myndighedernes corona-vejledninger ved indgange og på interne opslagstavler, viser I, at I forventer særlig opmærksomhed fra medarbejderne på hygiejne og smitteforebyggelse.

Brug visuel formidling, hvis plakaterne hænger steder, hvor der er medarbejdere, leverandører eller kunder, der ikke forstår dansk.

Find infografikker om forebyggelse af smittespredning