”Vi arbejder ud fra et ”worst-case” scenarie”

Corona-krisen har krævet stor omstilling for landets 20 Letz Sushi-restauranter, men med en række effektive tiltag er det lykkedes både at forebygge coronasmitte og at opretholde en omsætning.

Corona-krisen har krævet stor omstilling for landets 20 Letz Sushi-restauranter, men med en række effektive tiltag er det lykkedes både at forebygge coronasmitte og at opretholde en omsætning. Det fortæller Anders Barsøe, der som direktør for kæden står i spidsen for 250 ansatte.

”Fra det sekund samfundet blev lukket ned, begyndte vi at lægge planer for, hvordan vi kunne omstille os til den nye virkelighed. I starten var de sundhedsmæssige retningslinjer ikke helt på plads. Derfor har vi arbejdet ud fra et ”worst-case” scenarie, hvor vi har indført meget strenge krav til fx rengøring, hygiejne og afstand,” siger Anders.

I restauranterne er der blandt andet tapet prikker på gulvene, så det er lettere for gæsterne at holde afstand, og bordene er placeret 1-2 meter fra hinanden, så ingen sidder for tæt. Borde og dørhåndtag afsprittes ligeledes mange gange om dagen, og menukortet aflæses på mobilen via en QR-kode.

Åbn dit kamera og scan QR-koden for at få læst menukortet

Grundig instruktion

Et andet vigtigt tiltag, som blev sat i værk, er grundig instruktion af de ansatte. Alle 250 ansatte har gennemgået et online-kursus om coronaforebyggelse, så ingen er i tvivl om, hvordan de passer på sig selv og restaurantens gæster.

”Vores ansatte skal kunne være trygge ved at gå på arbejde, og vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan for, at vores gæster ikke udsættes for smitte. Det er fuldstændigt afgørende for vores forretning. Grundig instruktion udgør her en hovednøgle i forhold til sikre, at alle ansatte følger de sundhedsmæssige retningslinjer. De skal fx vide, at det er absolut no-go at komme lidt sløj eller forkølet på arbejde. Vi tager ingen chancer,” understreger Anders.  

Kommunikér!

Anders fortæller, at noget af det allervigtigste også har været at holde de ansatte informeret om nye ændringer:

”Skulle jeg give ét godt råd til andre restauranter i en lignende situation, er det: kommunikér, kommunikér, kommunikér. Det er vigtigt, at alle ansatte får klar besked om nye ændringer på restauranterne, så de hele tiden er opdateret. Vi har hver morgen i vores ledelsesteam møde om udviklingen, og sørger for, at ny information kommer hurtigt videre til medarbejderne. Derudover har vi samlet alt information via en intern app, så alle hele tiden er opdateret.”

”Det har faktisk været med til, at vi i denne her periode er kommet endnu tættere på vores medarbejdere, som har været utroligt positive og samarbejdsvillige. Som restaurant er vi vant til meget planlægning og forarbejde, og det har nok gjort, at vi har været godt klædt på til at håndtere en uventet krise som denne.”

Fremtiden er lys

Selvom Letz Sushi desværre har været nødt til at afskedige nogle medarbejdere på grund af corona-krisen, har de med deres håndtering fastholdt så mange arbejdspladser som muligt, og fortsat kunnet fastholde en omsætning og skabe en god hverdag for de ansatte og restaurantens gæster.

”Omstændighederne taget i betragtning synes jeg, vi er kommet godt igennem det her. Vi er blevet vant til at drive vores forretning på en ny måde, hvor vi på en gang fastholder de strenge restriktioner og skaber en hyggelig stemning på restauranterne. Det tegner godt for fremtiden,” slutter Anders

Læs Arbejdstilsynets vejledende informationsmateriale til restauranter og cafeer