Hvordan forholder jeg mig som arbejdsgiver, hvis en medarbejder er smittet eller formodet smittet med COVID-19?

Som arbejdsgiver skal du sikre, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er dit ansvar som arbejdsgiver løbende at kortlægge, om der er risiko for, at de ansatte kan blive udsat for smitte med COVID-19 (coronavirus) i forbindelse med arbejdet.

Hvis det er tilfældet, skal du iværksætte foranstaltninger, der forebygger smitterisikoen så effektivt som muligt, herunder fx gennem tilrettelæggelse af arbejdet, og ved at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om at mindske smitten.

Dine ansatte bør ikke møde på arbejde, hvis de har milde symptomer, der kan tyde på COVID-19. Der bør ske rengøring af en syg medarbejders arbejdsstation umiddelbart efter identifikation af sygdom. Ansatte må efter et sygdomsforløb først møde på arbejde igen 48 timer efter symptomer er ophørt.

Hvad må jeg spørge medarbejderen om?

Den ansatte har ikke pligt til af egen drift at fortælle – og arbejdsgiveren som udgangspunkt ikke ret til at få oplyst – hvad den pågældende fejler.

Arbejdsgiver kan anmode om helbredsoplysninger for at få belyst, om en ansat lider af en sygdom eller har symptomer på sygdom, når sygdommen vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde. Arbejdsgiveren kan rådgive den ansatte om, at symptomer kan være tegn på COVID-19. Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at dette er tilfældet i forhold til lønmodtagere, der arbejder med personer, som er særligt udsatte, hvis de smittes. Dette gælder eksempelvis sundhedspersonel og lønmodtagere i ældreplejen.

For at forebygge og håndtere smitte af COVID-19 på arbejdspladsen kan det være relevant for arbejdsgiver at vide, om medarbejdere, der udviser symptomer, er syg med COVID-19. Endvidere kan det have betydning for arbejdsgivers adgang til sygedagpengerefusion.

I det omfang oplysningerne er nødvendige for at varetage arbejdsgiverinteresser efter sygedagpengeloven, vil der formodentlig kunne spørges til, om medarbejdere lider af COVID-19eller har symptomer på COVID-19. Herudover vil det bero på en konkret vurdering i relation til det pågældende arbejde. Oplysningerne skal angå hidtidig eller aktuel sygdom eller symptomer på sygdom og sygdommen skal have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, for at arbejdsgiver kan spørge hertil.

Kan jeg pålægge medarbejderen at blive testet for COVID-19?

Arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke pålægge en ansat at blive testet for COVID-19. Hvis oplysningen om COVID-19, der er resultatet af testen, vil have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden ved det pågældende arbejde, og hvis forholdene ved arbejdet særligt taler herfor, kan arbejdsgiver dog pålægge lønmodtageren at blive testet. Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at dette er tilfældet i forhold til lønmodtagere, der arbejder med personer, som er særligt udsatte, hvis de smittes, eksempelvis sundhedspersonel og i ældreplejen.

Er andre medarbejdere smittede?

I tilfælde af smitte med COVID-19 skal arbejdsgiveren ikke stå for kontaktopsporingen. Det er den smittede medarbejder, en pårørende til den smittede medarbejder eller en medarbejder fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der tager kontakt til de personer, som er ”nære kontakter” og dermed potentielt er smittet. Du kan som arbejdsgiver opfordre medarbejderen til at tage kontakt til sine nære kontakter, men ikke selv kontakte medarbejderens nære kontakter.

Hvis medarbejderen er testet positiv for COVID-19, får medarbejderen Sundhedsstyrelsens informationsmateriale om, hvordan personen skal forholde sig ved positivt testresultat. Sundhedsstyrelsen informerer i informationsmaterialet om, at smittede med COVID-19 skal isolere sig fra andre og skal tage kontakt til alle de personer, som de i en afgrænset periode har haft nær kontakt til.

I de allerfleste arbejdssituationer vil medarbejdere ikke have så tæt kontakt, at man betragtes som en ”nær kontakt”. En medarbejder kan betragtes som en ”nær kontakt”, hvis medarbejderen har haft tæt “ansigt-til-ansigt” kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter med en smittet medarbejder.

Vær også opmærksom på, at nær kontakt kan opstå ved fælles transport, spisning og fælles indkvartering.

Læs mere om smitteopsporing af nære kontakter

Kan jeg få sygedagpengerefusion?

Arbejdsgivere kan indtil udgangen af 2020 få refusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der er syge eller antages at være syge eller er i isolation pga. COVID-19. Arbejdsgivere kan også få refusion for medarbejdere, der ikke kan varetage sit arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne til bestemte grupper om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med COVID-19. Det kan fx være anbefaling om hjemmeophold efter ophold i udlandet.

Arbejdsgivere skal søge om den udvidede ret til refusion via NemRefusion.

Arbejdsgivere kan i perioden 20. maj – 31. december 2020 få refusion for medarbejdere, der fritages fra deres arbejdsforpligtelse, fordi de selv eller deres pårørende er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med COVID-19, og hvor det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen eller ændre arbejdsopgaverne i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og der heller ikke er mulighed for hjemmearbejde. Refusionen er betinget af, at medarbejderen opfylder betingelserne for ret til sygedagpenge, dog ikke kravet om at være uarbejdsdygtig.

Arbejdsgivere skal også i denne situation søge om refusion via NemRefusion.

Læs hvordan du indberetter
Læs svarene på de oftest stillede spørgsmål om sygedagpenge og sygedagpengerefusion
Læs detaljeret information om reglerne
Læs detaljeret information om reglerne om medarbejdere i øget risiko

Er du arbejdsgiver på en institution såsom plejecenter eller bosted?

Hvis du er arbejdsgiver på en institution såsom plejecenter eller bosted, henvises du til:

Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggelse af smitte med COVID-19 på plejecentre, bosteder og andre institutioner

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål af sundhedsfaglig karakter, kan du kontakte den fælles myndighedshotline på tlf.: 70 20 02 33. Hotlinen er åben 24/7.

Hvis du har spørgsmål af arbejdsmiljømæssig karakter, kan du kontakte Arbejdstilsynets Call Center på tlf.: 70 12 12 88.