Hvordan forholder jeg mig, hvis en kollega er smittet eller formodet smittet med COVID-19?

Din arbejdsgiver skal sikre, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Din arbejdsgiver har også et ansvar for løbende at kortlægge, om der er risiko for, at du og dine kollegaer kan blive udsat for smitte med COVID-19 (coronavirus) i forbindelse med arbejde.

Hvis der er risiko for smitte med COVID-19, skal din arbejdsgiver iværksætte foranstaltninger, der forebygger smitterisikoen så effektivt som muligt, herunder fx gennem tilrettelæggelse af arbejdet, og ved at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om at mindske smitten.

Hvis en kollega har milde symptomer, der kan tyde på COVID-19, bør han/hun ikke møde på arbejde. Umiddelbart efter identifikation af sygdom bør der ske rengøring af den syge kollegas arbejdsstation. Ansatte må efter et sygdomsforløb først møde på arbejde igen 48 timer efter symptomer er ophørt. Nedsat smags- og lugtesans er ikke et symptom, der hindrer tilbagevenden til arbejdspladsen.

Som kollega til en ansat der er smittet eller formodet smittet kan du dele eventuelle bekymringer med din chef, arbejdsmiljørepræsentant og kollegerne på arbejdspladsen med henblik på at få vished om, hvordan arbejdspladsen effektivt forebygger smitterisiko.

Er jeg i risiko for at være blevet smittet?

Sundhedsstyrelsen beder alle, der er testet positiv for COVID-19, om at kontakte de personer, de har været i nær kontakt med. De personer, der skal kontaktes kaldes ”nære kontakter”.

Følgende personer betragtes som ”nære kontakter” og er i særlig risiko for at være blevet smittet:

  • Personer, som bor sammen med en smittet
  • Personer, der har haft direkte fysisk kontakt (f.eks. ved kram) med en smittet
  • Personer med ubeskyttet og direkte kontakt til sekreter fra en smittet (f.eks. er blevet hostet på eller har berørt brugt lommetørklæde m.v.)
  • Personer, der har haft tæt “ansigt-til-ansigt” kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter til en smittet person (f.eks. samtale med personen)
  • Sundhedspersonale og andre, som har deltaget i plejen af en patient med COVID-19, og som ikke har benyttet værnemidler på de foreskrevne måder.

I de allerfleste arbejdssituationer vil kollegaer ikke have så tæt kontakt, at man betragtes som en ”nær kontakt”.

For at blive betragtet som en nær kontakt, skal du udover at opfylde et af de ovenstående punkter have været sammen med den smittede på et tidspunkt, i perioden fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at symptomerne er ophørt.

Hvis personen ikke har nogen symptomer og bliver testet positiv, skal du have været sammen med den smittede person på et tidspunkt i perioden fra 48 timer før, han/hun havde en positiv test til 7 dage efter, han/hun fik taget testen, for at regnes som en nær kontakt.

Du skal ikke selv vurdere, om du er en ”nær kontakt” til en påvist smittet kollega. Den smittede kollega, en pårørende til kollegaen eller en medarbejder fra Styrelsen for Patientsikkerhed vil tage kontakt til dig, hvis du er en ”nær kontakt” og dermed potentielt er smittet.

Skulle du ikke blive kontaktet og alligevel er i tvivl om, du kan være en ”nær kontakt”, kan du kontakte den fælles myndighedshotline på 70 20 02 33 og få rådgivning herom.

Hvis du bliver kontaktet, fordi du er en ”nær kontakt” skal du forholde dig som beskrevet i

Sundhedsstyrelsens informationsmateriale til "nære kontakter"

Hvordan kan jeg mindske min bekymring for at være smittet?

Det er forskelligt, hvordan vi oplever den nye hverdag med COVID-19 og nogle bekymrer sig mere end andre om at blive smittet på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at der bliver taget hånd om bekymringer og skabt mest mulig tryghed i arbejdsfællesskabet.

Arbejdsgiveren skal komme med klare udmeldinger og rammer for, hvordan foranstaltninger bliver truffet på arbejdspladsen. Derudover er det vigtigt, at arbejdsgiveren løbende informerer om situationen ift. smitte og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der er, hos jer.

Du opfordres til at dele din bekymring og utryghed med din chef, arbejdsmiljørepræsentant eller andre kollegaer. Tal med din arbejdsmiljørepræsentant og dine kollegaer om det, der går jer på i hverdagen, og hvad I evt. kan gøre for at hjælpe og støtte hinanden. Tal med din chef om, hvad der gør dig utryg og hvordan I bedst kan tilrettelægge dit arbejde i den kommende tid, fx hjemmearbejdsdage, ændret fordeling af opgaver eller lign.             

Du kan også mindske din bekymring ved at tale med din egen læge om det, være særligt opmærksom på symptomer og blive testet for COVID-19.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål af sundhedsfaglig karakter, kan du kontakte den fælles myndighedshotline på tlf.: 70 20 02 33. Hotlinen er åben 24/7.

Hvis du har spørgsmål af arbejdsmiljømæssig karakter, kan du kontakte Arbejdstilsynets Call Center på tlf.: 70 12 12 88.