Udskrift af dombogen for Retten i Sæby - dom afsagt af Retten i Sæby den 14. februar 2000 - SS 1.25266/99
Anklagemyndigheden mod T1, og T2.
Ifølge politimesterens anklageskrift af 14. oktober 1999 tiltales T1 og T2 til straf for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 83, stk. 1 og stk. 2. jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde, som ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996 § 57, stk. 2, for overtrædelse af lovens § 38, stk. 1, jf. § 60, stk. 1, og stk. 3, jf. bekendtgørelsen § 13, stk. 2, ved som indehaver af kiosk A at være ansvarlig for, at arbejdet i kiosk A lørdag den 6. marts 1999 ikke var planlagt, og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der ikke var taget hensyn til de unges alder, og at unge under 18 år ikke må arbejde i åbningstiden i kiosker og lignende på lørdage efter kl. 14.00, medmindre de unge arbejder sammen med en person over 18 år, idet den 16-årige vidne 1 og den 17-årige vidne 2 lørdag den 6. marts 1999 kl. 18.40 arbejdede alene i åbningstiden i butikken, hvorved der blev fremkaldt fare for de unges liv og helbred.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på ikke under 25.000 kr.
De tiltalte har begge nægtet sig skyldige under anbringende af, at det var i strid med den af dem udarbejdede vagtplan, at vidne 1 var på arbejde. Endvidere har de gjort gældende, at bødeniveauet i disse sager for så vidt angår små virksomheder som deres er i strid med intentionerne bag EU-direktiv nr. 33 af 22. juni 1994, som netop nævner, at der skal tages særlige hensyn til de små og mellemstore virksomheder.
Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte og vidneforklaring af vidne 1 og vidne 2.
De tiltalte har samstemmende forklaret, at de begge er indehavere af kiosk A. De har været indehavere siden den 30. december 1994. Det er korrekt, at det var vidne 1 og vidne 2, der var på arbejde den 6. marts 1999, kl. 18.40, men det var ikke i overensstemmelse med det vagtskema, som de tiltalte havde udarbejdet. På det tidspunkt var der i alt ca. 10 ansatte. Halvdelen af disse var under 18 år. Kiosken har åbent fra kl. 7.30 til kl. 21.00. Det er de tiltalte, som lægger vagtplanen. Vagtplanen lægges for et kvartal ad gangen. Hvis en af de ansatte ønsker at bytte en vagt, skal den pågældende ringe til de tiltalte for at få godkendt, at der byttes. Denne procedure sker for at overholde reglen om, at unge under 18 år kun må arbejde alene på visse tidspunkter. Det sker også for at sikre, at der mindst er een med længere tids erfaring i kiosken. De havde lagt vagtplanen således, at ansatte B skulle være på vagt den 6. marts 1999 på det pågældende tidspunkt. Ansatte B er født den 12. marts 1981 og manglede således bare 6 dage i at være 18 år. Sammen med hende havde de vagtsat vidne 2, som er født den 27. maj 1981. Hun var således 7 uger fra at være 18 år. Ansatte B havde byttet sin vagt væk til vidne 2 uden at kontakte de tiltalte først. De fandt først ud af, at ansatte B havde byttet sin vagt med vidne 1, da vidne 1 ringede til dem og sagde, at arbejdstilsynet var i butikken.
Vidne 1 har forklaret, at hun arbejdede i kiosken i ca. 1 år. Hun stoppede i slutningen af april 1999. Den 6. marts 1999 var hun på arbejde sammen med Vidne 2. Hun var selv 16 år den gang, og vidne 2 var 17 år. Mellem kl. 18 og 19 ankom arbejdstilsynet. Det var ikke efter vagtplanen, at hun arbejdede den pågældende dag. Det var ansatte B, som havde vagten. Ansatte B havde imidlertid i løbet af eftermiddagen ringet og spurgt vidnet, om hun ville bytte. Det sagde vidnet ja til, fordi ansatte B i weekenden før havde taget en vagt for vidnet i sidste øjeblik. Vagtplanen, som var lavet af de tiltalte, hang i baglokalet til kiosken. Når man byttede vagt, skulle man enten først spørge om lov hos de tiltalte, eller sætte en seddel på vagtplanen, som så skulle godkendes af de tiltalte, inden der blev byttet. Den pågældende dag havde de ikke nået at sætte en seddel på vagtplanen, og det var således ikke i overensstemmelse med den sædvanlige fremgangsmåde. Det er den, som beder om at få byttet vagten, som har ansvaret for at give besked til de tiltalte. Det var således ansatte B, som skulle kontakte de tiltalte.
Vidne 2, at hun var på arbejde i kiosken den 6. marts 1999 sammen med vidne 1. Hun var på daværende tidspunkt 17 år og vidne 1 var 16 år. Den 6. marts 1999 havde hun været ansat i hvert fald i nogle måneder. Hun skulle have arbejdet sammen med ansatte B, men ansatte B havde byttet vagten med vidne 1. De har et vagtskema, som T1 og T2 laver. Hvis man vil bytte vagt med en anden, aftaler man det med den pågældende, og så skriver man en seddel, som man sættet på vagtplanen. Sedlen er til T1, som skal godkende, at man bytter vagten. Hvis T1 ikke godkender, at man bytter med den pågældende, så ringer hun den der har bedt om ændring af vagtplanen op eller taler med den pågældende i kiosken.
Rettens skal udtale
Ved de tiltaltes egen forklaring sammenholdt med vidnernes forklaring lægger retten som ubestridt til grund, at vidne 1 og vidne 2 arbejdede alene sammen i de tiltaltes kiosk den 6. marts 1999 kl. 18.40. Herefter er de tiltalte skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet med den begrænsning, at der ikke ses at foreligge en overtrædelse af § 83, stk. 2, jf. § 82, stk. 3 og 4, jf. nærmere herom nedenfor.
Efter retspraksis har bødeniveauet i denne sagstype hidtil ligget på 10.000 kr. Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 379 af 10. juni 1997, hvorved reglerne i § 82, stk. 3 og 4 blev indføjet, at formålet med lovændringen var generelt at skærpe niveauet for straf for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, herunder at hæve udgangspunktet for bødefastsættelsen, og at der i de situationer, som er opregnet i § 82, stk. 3 og 4, skal ske en yderligere skærpelse af den konkret udmålte straf, jf. også Højesterets domme af 3. november 1999 i sagerne I 242/1999 og I 320/1999.
Henset til at det af bemærkningerne fremgår, at formålet med at hæve det generelle bødeniveau var, at bøderne blev mærkbare og dermed understregede den betydelige samfundsmæssige interesse i at forebygge risiko for ulykker og arbejdsbetingede lidelser gennem overholdelse af arbejdsmiljølovgivningen, finder retten, at der ved den generelle skærpelse af bødeniveauet er taget hensyn til den abstrakte risiko for røveri m.v. Under henvisning hertil findes der ikke ved de foreliggende omstændigheder at kunne lægges til grund, at der har været tale om skærpende omstændigheder jf. § 83, stk. 2, jf. § 82, stk. 3, nr. 1 eller særligt skærpende omstændigheder jf. § 83, stk. 2, jf. § 82, stk. 4.
Under henvisning til det ovenfor anførte, og idet der som en formildende omstændighed lægges vægt på, at ansatte B, som skulle have haft vagten i stedet for vidne 1 og som byttede vagten imod den sædvanlige procedure uden tilladelse fra de sagsøgte, efter det oplyste fyldte 18 år 6 dage efter den 6. marts 1999, fastsættes straffen til en bøde på 15.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, jf. § 83, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, jf. § 60, stk. 1 og stk. 3, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 som ændret ved bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996 og senest ved bekendtgørelse nr. 76 af 3. februar 1998 § 57, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 13, stk. 2.
I medfør af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, sidste punktum fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Thi kendes for ret
Tiltalte T1 og T2 straffes in solidum med en bøde på 15.000 kr.
De tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskrift af dombogen for Vestre Landsret
Retten i Sæby har den 14. februar 2000 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 1.25266/99).
Ved skrivelse af 7. april 2000 har Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens § 962, stk. 3, jf. stk. 2, meddelt anklagemyndigheden tilladelse til anke.
Anklagemyndigheden har påstået frifindelse i forhold til T2. Overfor T1 har anklagemyndigheden ikke gentaget, at der tillige foreligger særlig skærpende omstændigheder eller skærpende omstændigheder jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 2, jf. § 82, stk. 3 og 4. Anklagemyndigheden har herefter alene påstået skærpelse, således at bøden fastsættes til en normalbøde på 20.000 kr.
Tiltalte T2 har tilsluttet sig anklagemyndighedens påstand om frifindelse i forhold til ham. Tiltalte T1 har for sit vedkommende påstået stadfæstelse.
T1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Hun har supplerende forklaret, at hun fra den 1. januar 1999 har været eneejer af kiosk A. Hun var bekendt med arbejdsmiljøreglerne om unge under 18 år. Det var den eneste gang, hvor ansatte B skulle have været på arbejde som den "voksne" - ellers var tiltalte selv eller T2 til stede. Der er nu 8 ansatte.
Forsvareren har for landsretten gentaget sine bemærkninger om, at der ved fastlæggelse af bødeniveauet skal tages udgangspunkt i EU-direktiv nr. 33 af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen (94/33), hvorefter der skal tages særlige hensyn til de små og mellemstore virksomheder.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter anklagemyndighedens påstand frifindes T2.
Udgangspunktet for bødefastsættelsen i denne type sager er 20.000 kr. Da der også efter vagtplanen var lagt op til, at der skulle være to unge under 18 år på arbejde, finder landsretten ikke, at der har foreligget formildende omstændigheder.
Henvisningen til udtalelserne i EU-direktiv nr. 33 af 22. juni 1994, hvis hovedsigte er beskyttelse af unge på arbejdsmarkedet, kan ikke føre til noget andet resultat, og bøden fastsættes herefter til 20.000 kr.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt i begge instanser.
Thi kendes for ret
Byrettens dom ændres, således at tiltalte T2 frifindes, og således at straffen forhøjes til en bøde på 20.000 kr. for tiltalte T1.
I øvrigt stadfæstes dommen.
Tiltalte T1 skal for den del, der angår hende betale sagens omkostninger for begge retter.
Statskassen skal for den del, der angår tiltalte T2, betale sagens omkostninger for begge retter.