G� til hovedindholdet

Domme, Domsudskrift

Ophejsning af stilladsdele uden brug af hjelm - hele dommen

Vestre Landsrets dom afsagt den 7. juni 2000 af 6. afdeling i ankesag nr. S-0359-00 - domsudskrift

Udskrift af dombogen for Retten i Aalborg - Den 20. januar 2000 blev ved Retten i Aalborg, 10. afdeling i sagen SS 9901719-10

Politimesteren mod T ApS

afsagt følgende dom:

Ved politimesterens anklageskrift af 7. juli 1999  tiltales T ApS:

til straf for overtrædelse af lov nr. 184 af 22. marts 1995 med senere ændringer, herunder lov nr. 379 af 10. juni 1997 (nu lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1997) om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 764 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler § 16, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 4, ved at der den 30. juni 1998 på arbejdspladsen B, blev udført arbejde med opstilling af stillads, uden at arbejdet blev tilrettelagt, planlagt eller udført sikkerhedsmæssigt fuldt ansvarligt, herunder at den ansatte benyttede hjelm under arbejdets udførelse, idet stilladsrigger ansatte C, som fodmand foretog ophejsning af stilladsmateriel uden brug af hjelm, hvorved der opstod risiko for, at han kunne komme til skade.

Direktøren for tiltalte, T ApS, A, har på selskabets vegne erkendt de faktiske forhold som beskrevet i tiltalen, men har i øvrigt nægtet sig skyldig.

Der er afgivet forklaring af direktør A. Herved henvises til retsbogen.

Direktør A har på selskabets vegne til støtte for frifindelsespåstanden nærmere anført, at selskabet har foretaget alle tænkelige foranstaltninger for at sikre at de ansatte anvendte det udleverede sikkerhedsudstyr. Selskabet kan således ikke stille noget op, hvis en medarbejder umiddelbart efter et kontrolbesøg, vælger at arbejde videre uden anvendelse af sikkerhedsudstyr. Arbejdsgiveren står således i denne situation magtesløs, og er prisgivet, hvis en medarbejder, eventuelt af chikanehensyn, ønsker at skade sin arbejdsgiver.

Rettens bemærkninger

Ved direktør A's erkendelse af de faktiske forhold, findes det bevist, at selskabet er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Retten ligger imidlertid til grund, at det tiltalte selskab har gjort, hvad der har været muligt for at undgå overtrædelser. Retten finder således, at der bør gives det tiltalte selskab medhold i, at pådragelse af et strafansvar i denne situation er vilkårlig og helt uafhængig af selskabets forhold. Når det som i denne sag kan lægges til grund, at arbejdsgiveren har udfoldet al-le de bestræbelser for overholdelse af lovgivningen, som man med rimelighed kan stille krav om, finder retten, at der foreligger særlige formildende omstændigheder, der kan med-føre, at straffen nedsættes. Straffen fastsættes til halvdelen af den påståede bøde, 5.000 kr.

Thi kendes for ret

Tiltalte, T ApS, straffes med en bøde på 5.000 kr.

Udskrift af retsbogen for Retten i Aalborg

Direktør A erkendte på vegne af selskabet, at de faktiske forhold har været som beskrevet i anklageskriftet. Selskabet kunne således erkende sig skyldig. Han forklarede, at han er direktør i selskabet, som han driver sammen med sin kompagnon. De har hver 50 % af aktierne. Selskabet beskæftiger ca. 20 mand. Inden episoden havde ansatte C været ansat i 6 år som stilladsmontør. Han havde opsagt sin stilling inden episoden. Generelt udleverer selskabet hjelme og andet sikkerhedsudstyr til de ansatte ved ansættelsen, ligesom der udleveres en skriftlig instruks om brug af udstyret. Direktør A og hans kompagnon fører daglig kontrol med arbejdspladserne. Den konkrete opgave skulle udføres af to mænd, og direktør A havde om morgenen været tilstede, hvor der intet var at påtale. Ansatte C var velkendt med arbejdsrutinerne, og var flink til at anvende hjelm.

Anklageren dokumenterede bilag 4. Direktør A bemærker, at episoden gav anledning til en fornyet indskærpelse overfor medarbejderne om anvendelse af sikkerhedsudstyr.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Aalborg, 10. afdeling, har den 20. januar 2000 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 9901719-10).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at bøden fastsættes til 10.000 kr.

Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Direktør A har supplerende forklaret, at der i selskabet er oprettet et sikkerhedsudvalg. Udvalget afholder et må-nedligt møde, hvor de sikkerhedsmæssige forhold i virksomheden bliver drøftet. Han var den pågældende morgen ude på arbejdspladsen, og ansatte C havde da hjelm på.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffen, der fastsættes i medfør af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 § 16, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 4, findes uanset det oplyste om tiltaltes bestræbelser på at overholde arbejdsmiljølovgivningen at burde forhøjes til 10.000 kr.

Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

Efter omstændighederne forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden fastsættes til 10.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Indhold

Indhold

Henter PDF