Udskrift af dombogen for Københavns byrets 31. afdeling
Dom afsagt den 2. november 2000
Den 18. april 2000 blev i sag nr. 6420/00
anklagemyndigheden mod T1 og T2
afsagt følgende dom:
Politidirektøren i København har ved anklageskrift af 7. marts 2000 rejst tiltale mod T1 og T2 for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, (subsidiært jf. § 83), jf. § 38, stk. 1, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 62, stk. 1, nr. 1, (subsidiært jf. stk. 2), jf. § 23 stk. 1, nr. 1, ved den 21. december 1999 kl. 10.15 at have udført tagarbejde på ejendommen A, uden at arbejdet blev udført på sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt måde, idet de tiltalte udførte arbejde med isættelse af ovenlys i en højde af 5-6 m over det omgivende underlag og i en afstand af 0-2 m fra tagkanten, uden at der var truffet foranstaltninger mod risiko for nedstyrtning f.eks. ved opstilling af stillads eller rækværk.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
De tiltalte har nægtet sig skyldige og har forklaret om forholdet.
Der er afgivet vidneforklaring af vidne 1 og politiassistent vidne 2. Forklaringerne er gengivet i rets-bogen.
De tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens bemærkninger
Efter bevisførelsen finder retten de tiltalte skyldige i overtrædelse af lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, i overensstemmelse med tiltalen.
For så vidt angår tiltalte T1 har retten lagt til grund, at han i overensstemmelse med hans egen forklaring er selvstændig erhvervsdrivende. Retten finder ikke, at det kan tillægges betydning, at T1 afregnede over for T2, således at alene sidstnævnte fakturerede til kunden.
Straffen fastsættes efter lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, stk. 1, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggep-ladser og lignende arbejdssteder § 62, stk. 1, nr. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, til en bøde på 20.000 kr. til hver af de tiltalte.
Thi kendes for ret
Tiltalte T1 straffes med en bøde på 20.000 kr.
Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.
Tiltalte T2 straffes med en bøde på 20.000 kr.
Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.
Udskrift af retsbogen for Københavns byrets 31. afdeling
Tiltalte T1 nægter sig skyldig og forklarer, at han den 1. december 1999 startede sit eget enkeltmandsfirma. Han er uddannet snedker, og hans lønindkomst i 1999 var ca. 200.000 kr. På grund af etableringsudgifter kan han ikke oplyse noget om overskud i virksomheden i 1999. Den 21. december 1999 var tiltalte sammen med sin far startet på arbejdet oppe på taget ca. 1 time, før Arbejdstilsynet ankom. Arbejdet bestod i at tage tagplader af med henblik på at montere en "kasse", hvorved loftsarealet nedenunder blev udvidet. Det var tiltaltes far, der havde indgået aftale med bygherren, og tiltalte var blevet bedt om at komme med på arbejdet. Meningen var, at tiltalte skulle skrive timesedler, og på det grundlag aflønnes af sin far. Arbejdet var hastende, fordi der var åbnet op til taget. Da Arbejdstilsynet kom, meddelte Arbejdstilsynet påbud om at afsætte afskærmning. Tiltalte kendte godt reglen om afskærmning, men han skønnede ikke, at der var nogen risiko ved at arbejde på taget. Tiltalte skøn-nede, at han sad ca. 1,4 meter fra kanten, og at det flade tagpaptag havde en hældning på 10-15 grader. Halvdelen af arbejdet skulle udføres indefra. Tiltalte fik tilladelse til at udføre udvendig arbejde med sele på, indtil stillads var opsat.
Tiltalte T2 nægter sig skyldig og forklarer, at han i 30 år har drevet en enkeltmandsvirksomhed. Hans årlige omsætning er ca. 200.000 kr. Tiltalte bekræfter, at det var ham, der var hyret til opgaven, og at T1 skulle skrive en regning til tiltalte, som fakturerede til kunden. De startede med at arbejde på taget den 21. december 1999, og det var kun i en kortere periode, at de skulle udføre arbejdet oppe fra taget. Tiltalte kendte ikke den 21. december 1999 til reglen om afskærmning. Taghældningen på tagpaptaget var på nogle få grader, og underlaget var skridsikker, så tiltalte følte sig sikker. Repræsentanten fra Arbejdstilsynet kom ca. 1 time efter, at de var begyndt på arbejdet, og han var uforskammet og ville have dem til at stoppe med det samme. Han begyndte meget hurtigt at skrive rapport, og tiltalte gik derfor i baglås. Da tiltalte ikke ville stoppe med at arbejde, tilkaldte repræsentanten fra Arbejdstilsynet politiet. Der blev ikke den 21. december foretaget opmåling. Tiltalte havde heller ikke selv tidligere målt afstandene. Ved den første afhøring ved politiet fik tiltalte oplyst, at der allerede ved en højdeforskel på ca. 2 meter er krav om afskærmning. Det var derfor, tiltalte erkendte sig skyldig. Men senere undersøgte han reglerne og foretog en opmåling, der viste at højdeforskellen var 5,1 meter, og han kan derfor ikke erkende sig skyldig. Tiltalte bekræfter, at politiet den 17. april 2000 foretog en opmåling på stedet med et målebånd, og at politiet målte afstanden til 5,2 meter lige ud for det hjørne, der er nærmest det sted på taget, hvor de arbejdede. Tiltalte har ikke tidligere haft nogen sager med Arbejdstilsynet. Både han og sønnen er møbelsnedkere, og de plejer for eksempel i forbindelse med vinduesudskiftninger at arbejde på stilladser.
Som vidne mødte tilsynsførende vidne 1, som blev gjort bekendt med vidnepligt og -ansvar.
Vidnet forklarer, at han, i forbindelse med at han var oppe på taget på en anden arbejdsplads opdagede, at to håndværkere arbejdede på taget af ejendommen A, og at der ikke var opsat afskærmning, samt at der kunne være nedstyrtningsfare. Vidnet gik over til de to håndværkere, som han traf oppe på taget. Vidnet præsenterede sig med det samme og oplyste, at han kom fra Arbejdstilsynet. Vidnet er altid iført grøn hjelm og overtøj, hvor der er påført logo fra Arbejdstilsynet. Vidnet sagde straks, at det ikke var særlig heldigt, at der blev arbejdet på den måde på taget på grund af nedstyrtningsfare. Han oplyste, at han ville skrive et påbud. De to håndværkere oplyste, at de begge var selvstændige, og på forespørgsel oplyste T2 sit navn og adresse, men han nægtede at skrive under på det håndskrevne påbud. T1 ville ikke oplyse sin identitet. Vidnet meddelte de tiltalte, at han herefter måtte tilkalde politiet og bede om assistance. Baggrunden herfor var, at vidnet ikke kunne få oplysning om T1's identitet. Da politiet kom, kom også arkitekten på byggeriet, og de gik sammen op til de tiltalte. Vidnet fik nu de oplysninger, som han skulle bruge. Ingen af de tiltalte ønskede at underskrive påbuddet, og vidnet vejledte om, at han ville sende et påbud og vejledte i øvrigt om, hvorledes afskærmning kunne foretages. Vidnet bekræfter, at han i forbindelse med besøget tog de billeder, der er vedlagt påbuddet til de tiltalte. Vidnet havde anbefalet enten opsætning af stillads eller markering af 2 meter fra kanten, således at man ikke i det område måtte udføre arbejde. Senere fik vidnet fra en af de tiltalte en tilbagemelding om, at der efter nytår ville blive opsat et stillads. Vidnet foretog ikke nogen opmåling, men foretog et skøn blandt andet på grundlag af et stillads, der var opstillet i nærheden. Vidnet beskriver det tag, som man stod på, som et fladt tag. I tilfælde som det foreliggende, hvor Arbejdstilsynet konstaterer, at der bliver udført arbejde på steder, hvor der er nedstyrtningsfare, er praksis skærpet, således at der skal gives påbud.
Som vidne mødte politiassistent vidne 2, der erklærede sig bekendt med vidnepligt og -ansvar.
Vidnet forklarer, at han den 21. december 1999, da han kom til ejendommen A, ikke så nogen personer på det flade tag. Han mødte de to tiltalte i ejendommens kvist, hvor de gik rundt og formentlig ryddede op. De to tiltalte oplyste over for vidnet, at de var selvstændige mestre, og at der var tale om enkeltmandsvirksomheder. Mens vidnet var til stede, var der ingen problemer med samarbejdet med de to tiltalte, og disse oplyste også deres identitet til vidnet uden pro-test.
Udskrift af Østre Landsrets dombog
Københavns Byrets dom af 18. april 2000 (6420/00) er anket af T1 og T2 med endelig påstand om formildelse.
Anklagemyndigheden har efter sin endelige påstand påstået stadfæstelse.
I Arbejdstilsynets påbud af 23. december 1999 rettet til T1 hedder det blandt andet:
"Beskrivelse
Arbejdet består i en ændring af tagkonstruktionen, hvori der skal monteres et ovenlys. De 2 håndværkere T2 og T1 havde til opgave at åbne taget og ombygge taget med isættelse af ovenlys. Arbejdet blev udført på et 0-15 grader hældning af et tag, som støder op til en villa med 1. sal og sadeltag. Arbejdet, der primært blev udført ind mod gården, var i en højde af 5-6 meter og løbende 0-2 meter fra tagkanten.
I forbindelse med ombygningen var de igangværende håndværkere påbegyndt arbejdet uden brug af sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning. Der blev eksempelvis ikke brugt rækværker, eller stillads som sikkerhed mod nedstyrtning. Der var ej heller nogen afgrænsning/afspærring af arbejdsområdet."
Herefter følger i påbudet et foto visende arbejdsområdet på taget.
I Arbejdstilsynets indstilling af 3. januar 2000 til Københavns Politi om tiltalerejsning hedder det blandt andet:
"Der henvises til vedlagte 2 påbud af 23. december 1999.
Arbejdstilsynet anser en bøde på ikke under 15.000 til hver virksomhed for passende. Tilsynet har lagt vægt på, at arbejdet ikke blev udført af ansatte, men af de to indehavere selv.
Virksomhederne er underrettet om tiltaleindstillingen."
Efter at de tiltalte havde afgivet forklaring til politirapport, fastholdt Arbejdstilsynet i skrivelse af 25. februar 2000 sin tiltaleindstilling af 3. januar 2000.
Tiltalte T1 har supplerende forklaret blandt andet, at arbejdet hovedsagelig bestod i ændring af det tilstø-dende skrå tag, og at de således navnlig udførte arbejde stående på det flade tag ud for det skrå tag. Afstanden fra det flade tag til gulvet under det skrå tag var ca. 2 meter. Det var T2, der havde indgået aftalen med bygherren. Det var ligeledes ham, der bestilte materialer og stillede værktøj til rådighed, bortset fra sædvanligt håndværktøj. Da T2 ikke kunne udføre arbejdet alene, havde han bedt T1 om at være med.
Tiltalte T2 har supplerende forklaret, at T1 ikke deltog i drøftelserne med arkitekten.
Anklagemyndigheden har gjort gældende blandt andet, at Højesteret ved dom af 3. november 1999, gengivet i UfR 2000.293, har fastslået, at udgangspunktet for strafudmålingen i sager af denne karakter er en bøde på 20.000 kr., og at der i denne sag ikke er særlige omstændigheder, der giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
De tiltalte har anført, at den erkendte lovovertrædelse er af mindre betydning, at der foreligger en yderst beskeden over-skridelse af bekendtgørelsens afstandsregler, og at der må tages hensyn til, at der er tale om enkeltmands-virksomheder. For så vidt angår tiltalte T1 bør bøden udmåles svarende til praksis for ansatte.
Landsrettens bemærkninger
Henset til, at Arbejdstilsynet efter at have vurderet karakteren af arbejdet og dettes omfang senest i skrivelse af 25. februar 2000 til Københavns Politi - på et tidspunkt, da ovennævnte højesteretsdom forelå - anså en bøde på ikke under 15.000 kr. til hver af de tiltalte for passende, findes straffen for tiltalte T2 at burde nedsættes til en bøde på 15.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.
Uanset at begge tiltalte er selvstændige erhvervsdrivende, findes der efter de i denne sag foreliggende omstændigheder ikke at være tilstrækkelig anledning til at udmåle bødestraf af samme størrelse til begge tiltalte. Landsretten lægger herved vægt på, at tiltalte T2 var den, der fremstod som entreprenør på opgaven, forhandlede med arkitekten og ind-købte materialer, medens sønnen, T1, først ganske få uger forinden var begyndt som selvstændig.
På denne baggrund findes den bøde, T1 skal idømmes, at burde udmåles svarende til, hvad en ansat efter praksis ville blive idømt.
T1 idømmes herefter en bøde på 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 6 dage.
Thi kendes for ret
Københavns Byrets dom ændres, således at T2 straffes med en bøde på 15.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage, og således at T1 straffes med en bøde på 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 6 dage.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.