Udskrift af dombogen for retten i Hjørring
Dom afsagt den 6. februar 2012
Rettens nr. TOO-3576/2011
Anklagemyndigheden
mod
T ApS
Anklageskrift er modtaget den 4. november 2011.
T ApS er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 5, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 med senere ændringer § 57, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. § 22, stk. 1 (nu Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr.1516 af 16.december 2010 § 73, stk.1, nr. l og stk. 3, jf. § 37, stk. l) ved den 6. september 2009 på byggepladsen B, som arbejdsgiver at have undladt at planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet således, at det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet to af firmaets ansatte arbejdede på en altan i en højde på 5,90 m over det omgivende underlag, uden at der var truffet sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning, hvorved der var fremkaldt fare for skade på liv eller helbred.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Vidne 1 har forklaret, at han er daglig leder af T ApS. Han er uddannet bygningskonstruktør og begyndte i branchen i 1986. Han tiltrådte i sin stilling den 16. juni 2010. Dette var umiddelbart efter, at virksomheden havde fået nye ejere, hvilket skete den 1. juli 2010. De nye ejere overtog så at sige sagen fra de tidligere ejere. Han fik som daglig leder at vide, at sagen blot skulle ud af verden. Virksomheden erkendte i første omgang forholdet, hvilket dog var forinden, at han rekvirerede sagens akter hos Arbejdstilsynet. Det var efter, at han havde fået indblik i sagen, at forholdet nægtedes. Vidne 2 og vidne 3 har været ansat i virksomheden gennem længere tid. De er ikke uddannet indenfor branchen, hvilket dog ikke er usædvanligt. Alle medarbejdere bliver instrueret i sikkerhed og får udleveret deres eget sikkerhedsudstyr. På den i sagen omhandlede byggeplads var der en Manitou til rådighed. Det kræver truckcertifikat at betjene Manitouen, hvilket vidne 2 har. Før de begynder på en byggeplads, er det ham, der efter oplysninger fra deres sælgere sørger for, at der er det rigtige sikkerhedsudstyr på pladsen. Der bliver endvidere i hvert enkelt tilfælde udarbejdet en arbejdspladsvurdering, som bliver gennemgået af entrepriselederen med de ansatte. Når arbejdet er gået i gang, udføres der tilsyn på pladsen mindst 1 gang om ugen, og ved et større byggeri som det omhandlede, udføres tilsynet hver anden eller tredje dag. I den konkrete sag var der tale om udførelse af nogle ekstraarbejder. Der blev ikke udarbejdet endnu en APV, da den tidligere fortsat var gældende. Medarbejderne blev endvidere konkret instrueret i, at de ved arbejdets udførelse enten skulle bruge Manitouen eller deres sikkerhedsliner. Medarbejderne skulle ud på taget for at måle ud til de plugs, som de skulle bruge for at kunne komme i gang med det videre arbejde. Han går ud fra, at medarbejderne havde mistet tålmodigheden, siden de ikke ventede med at måle ud til, at de fik Manitouen til rådighed. Der blev ikke ført tilsyn den pågældende dag. De afholder i virksomheden 2 årlige møder i deres sikkerhedsudvalg.
Vidne 2 har forklaret, at han har været ansat som tagdækker hos tiltalte siden 2005. Inden de begyndte på byggepladsen i S by, hvor den i sagen omhandlede episode fandt sted, blev der udarbejdet en arbejdspladsvurdering. APV'en ligger som regel i deres biler. Arbejdet de lavede den pågældende dag var finpudsning af det allerede udførte arbejde. De skulle fæstne noget af det allerede udlagte tagpap bedre. De havde arbejdet på pladsen ca. 1 år, så størstedelen af arbejdet på entreprisen var udført. De var ude på taget for at tage mål til de plugs, som de skulle bruge fil at fæstne taget med. De tog målene, mens de ventede på, at tømreren skulle blive færdige med at bruge den Manitou, der var til rådighed på pladsen, og som de selv skulle bruge ved deres videre arbejde. De burde have ventet på, at Manitouen blev ledigt, hvilket de i øvrigt også var blevet instrueret i, inden de tog til S by. Det var deres byggeleder, vidne 5, der havde givet dem instruktioner om enten at bruge Manitouen eller deres sikkerhedsliner. Sikkerhedslinerne lå i bilen. Tømreren kom med Manitouen, mens de stod og talte med Arbejdstilsynets repræsentant.
Vidne 3 har forklaret, at han har været ansat som tagdækker hos tiltalte siden 2004. Han er uddannet elektriker. De havde arbejdet gennem en længere periode på pladsen i S by forud for den pågældende episode. Inden de begyndte på pladsen, blev der udarbejdet en APV. Arbejdet den pågældende dag var ekstraarbejde. Han tror, at de var blevet orienteret dagen forinden om, at de skulle til S by og arbejde den efterfølgende dag. De fik ikke yderligere instruktion end den, der allerede var givet, inden de gik i gang med entreprisen. Deres arbejdsleder, vidne 5, indskærpede, inden arbejdet på pladsen begyndte, at sikkerhedsreglerne skulle overholdes, og at de således skulle bruge Manitouen eller sikkerhedsliner, når de arbejdede på tagene. Det blev dog ikke specifikt forud for ekstraarbejdet indskærpet, at de skulle være opmærksomme på sikkerheden. De vidste dog, at de skulle være forsigtige, hvilket er en helt naturlig del af jobbet som tagdækker. De burde således have afventet, at de fik Manitouen stillet til rådighed af tømrerne, inden de gik ud på taget for at tage mål til materialerne, der skulle bruges ved det efterfølgende arbejde. De brugte ikke deres sikkerhedsliner, da det ville have været direkte farligt ved udførelsen af arbejdet.
Vidne 4 har forklaret, at han og en kollega den pågældende dag var på kontrol på byggepladsen i by. Det er en temmelig stor byggeplads. De præsenterede sig først for byggeledelsen, hvorefter de gik rundt på pladsen. På et tidspunkt fik de øje på nogle folk, der arbejdede på et tag uden sikkerhedsudstyr. De fik straks stoppet arbejdet og udstedte samtidigt påbud om, at arbejdet ikke måtte fortsætte uden sikkerhedsudstyr. De pågældende folk var i første omgang uforstående overfor påbuddet, da de troede, at de arbejdede efter "tagreglerne", der er mere lempelige end de almindelige arbejdsmiljøregler. Efter "tagreglerne" må man således arbejde op til 3½ meter og i helt særlige tilfælde op til 5 meters højde uden sikkerhedsudstyr. Der gælder dog kun et yderst snævert område for reglernes anvendelse. Efter de almindelige regler må der kun arbejdes op til 2 meter uden foranstaltninger. Efter at være blevet orienteret herom, spurgte de, om de kunne fortsætte arbejdet, hvis de anvendte Manitouen, der var på pladsen. Det fik de tilladelse til. Manitouen stod allerede ved det hus, som de arbejdede på. Folkene oplyste, at de alene havde fået en generel instruktion ved firmaets opstart af den samlede entreprise. De havde således ikke fået instruktion forud for opgaven, som de var i gang med den dag. Han fik endvidere at vide, at det var mere end 1 uge siden, at en repræsentant fra T ApS, havde ført tilsyn på pladsen. Der burde have været løbende tilsyn, da det var hans opfattelse efter at have talt virksomhedens folk, at der skulle udføres ekstraarbejde ved alle de opførte huses altaner. Da han og kollegaen stoppede folkene, var det hans klare opfattelse, at de var i gang med det egentlige arbejde med udbedring og ikke bare i gang med at tage mål forud for arbejdet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter de afgivne forklaringer kan det lægges til grund, at tiltaltes medarbejdere vidne 2 og vidne 3 var ude at arbejde, i hvert fald med at tage mål med henblik på det videre arbejde, på en altan i en højde på 5,90 m uden, at de var sikret mod nedstyrtning på nogen måde, hvorved der var fare for, at der kunne ske skade på liv eller helbred.
Efter vidne 3´s forklaring havde han og vidne 2 ikke fået instruktion forud for arbejdet udover den instruktion, som de fik, inden de begyndte på byggepladsen i S by, hvilket var noget før den pågældende episode. Vidne 4 har blandt andet forklaret, at vidne 2 og vidne 3 til at begynde med var uforstående overfor, at arbejdet var omfattet arbejdsmiljøloven og ikke alene "tagreglerne".
Retten finder det på denne baggrund og efter sagens øvrige oplysninger bevist, at T ApS er skyldig i den rejste tiltalte. Endvidere ses T ApS ikke i tilstrækkelig grad at have opfyldt sin instruktionsforpligtelse, hvorfor der ikke er grundlag for ikke at pålægge T ApS bødeansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Retten finder det herefter bevist, at T ApS er skyldig i den rejste tiltale
Straffen fastsættes, henset til at T ApS tidligere to gange er dømt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, til en bøde på 50.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 5, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38 og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 § 73, stk. l, nr. 1 og stk. 3, jf. § 37, stk. 1.
Thi kendes for ret
T ApS skal betale en bøde på 50.000 kr.
T ApS skal betale sagens omkostninger.
Udskrift af Vestre Landsrets dombog
Dom afsagt den 19. november 2012 af Vestre Landsrets 11. afdeling i ankesag nr. S-0449-12
Anklagemyndigheden
mod
T ApS
Retten i Hjørring har den 6. februar 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. TOO-3576/2011)
Påstande
T ApS har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen, således at gerningstidspunktet rettelig er den 8. september 2009.
Forsvareren har ikke haft bemærkninger til berigtigelsen.
Supplerende oplysninger
Der er for landsretten fremlagt kopi af en udateret "Rapport om grove overtrædelser" udarbejdet
af vidne 4.
Forklaringer
Vidne 1, vidne 2, vidne 3 og vidne 4 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere for landsretten afgivet forklaring af vidne 5.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at en Manitou er en art truck, hvorpå man kan montere forskelligt udstyr. I det konkrete tilfælde var der monteret en kurv. Der skulle som ekstraarbejde monteres nogle plugs for at fastholde isolering og membran på altanerne, der er ca.1,20 meter dybe. Den pågældende dag skulle der måles ud til disse plugs. Det var et ukompliceret arbejde, og der var tale om erfarne medarbejdere. Der var nok i alt tale om en uges arbejde med opmåling og montering af plugs. Hans kendskab til sagen er baseret på sagens dokumenter og samtaler med medarbejderne. T ApS entreprise var påbegyndt ca. et halvt år forinden. Der blev opført 24 huse, og arbejdet foregik i etaper.
Vidne 5 har forklaret, at han er uddannet tagdækker. Han arbejdede hos T ApS i 16 år, de sidste 4 år som entrepriseleder. Han stod således for styring af byggesagen og personalet, herunder på den konkrete byggesag, der blev kørt i mange etaper. Deres entreprise var nok startet et halvt år forinden. Han havde dagen inden haft møde med J, da der skulle laves ekstra befæstning af isolering og membran på altanerne efter arkitektens ønske. Han fik derefter fat vidne 3 og vidne 2, som havde været med i hele byggeriet. De havde i alt haft 15-20 mand på pladsen. Inden vidne 3 og vidne 2 tog derop, forklarede han dem om morgenen, hvad de skulle lave. Da de var usikre på isoleringstykkelsen, fik de forskellige plugs og materialer med. De skulle op og lave det fysiske arbejde, men skulle selvfølgelig starte med at finde ud af, hvilke skruer de skulle bruge. Han havde dagen inden konstateret, at stilladset var fjernet, hvorfor J lovede, at Manitouen ville være til disposition. Han talte med vidne 3 og vidne 2 om sikkerhed, bl.a. fordi arbejdspladsen havde været udtaget som mønsterarbejdsplads, hvilket betød af 3F havde meget fokus på pladsen. Han indskærpede, at de skulle bruge Manitouen eller sikkerhedsliner. Han har ikke tidligere oplevet problemer med vidne 2 og vidne 3. I opstartsfasen af byggeriet var vidne 3 nok på pladsen to gange om ugen, derefter var det i forbindelse med byggemøder og i de sidste par måneder nok en gang om ugen. Han har ikke i forbindelse med dette arbejde talt med medarbejderne om tagreglerne, der ikke fandt anvendelse her, men derimod sagt, at de skulle bruge Manitouen eller sikkerhedsliner. Sidstnævnte ville dog nok være vanskeligt, da der var monteret vinduer og døre. Han ville reelt ikke have mulighed for at føre tilsyn med denne meget kortvarige opgave. Arbejdet, der omfattede opmåling, montering af plugs og dækning af disse med pap, ville nok tage en dag. Han vidste som sagt fra sit besøg på pladsen dagen forinden, at der ikke var stillads på pladsen, så det har han ikke sagt til vidne 4.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at de om morgenen i firmaet fik at vide af vidne 5, at de skulle op at montere plugs. De skulle først finde ud af, hvilke skruer, de skulle anvende og derefter montere dem. De fik at vide af vidne 5, at det var aftalt med tømreren, at Manitouen ville være til deres disposition. Han mener, at Manitoutens kurv blev kørt op, mens de stod og talte med manden fra Arbejdstilsynet. Han har ikke udtalt, at de kunne arbejde efter tagreglerne. Det var en dumhed fra hans og vidne 3´s side, at de gik ud på altanen, inden Manitouen var på plads. Der var typisk tilsyn på pladsen en gang om ugen. Han kan ikke huske det nærmere indhold af samtalen med manden fra Arbejdstilsynet.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at de forud for starten på entreprisen fik instruktion om sikkerheden. Han husker nu efter at have talt med sin makker, at de også fik instruktion om morgenen i forbindelse med det konkrete arbejde. Det må jo have været om morgenen, da de hentede materialer i firmaet. De fik at vide, at de skulle bruge Manitouen. De har ikke talt med vidne 4 om tagreglerne, og de regler kunne ikke bruges på denne plads. Han ved ikke, hvorfor manden fra Arbejdstilsynet hævder, at de har talt om det. Der var ikke plads til at bruge sikkerhedsliner.
Vidne 4 har supplerende forklaret, at det var en altan, folkene stod på, da han kom. Der sad en mand på knæ ved altanens kant med en skruemaskine, og en anden stod længere inde på altanen. Da de så vidnet, skyndte de sig indenfor. Han talte med begge medarbejdere, og han mener, at de begge var af den opfattelse, at arbejdet kunne foregå efter tagreglerne. Han spurgte, hvilken instruktion de havde fået, og de oplyste, at de havde fået generel instruktion ved entreprisens start, men ikke i forbindelse med det konkrete ekstra arbejde. De fortalte også, at det var mere end en uge siden, der var ført tilsyn. Da han kontaktede virksomheden, fik han at vide, at man mente, at der var stillads omkring bygningen. Han mener, at det var vidne 5, han talte med. Han vil mene, at det havde været passende at være på pladsen ved ekstraarbejdets påbegyndelse, og der burde også være givet instruktion om sikkerheden på dette tidspunkt, da der var tale om en ny arbejdsopgave. Det var først, mens han talte med folkene, de fik ideen om at bruge Manitouen som værn. Den stod stille neden for bygningen, da han kom.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig den forklaring, der er afgivet af vidne 4, og som underbygges af den af ham udarbejdede "Rapport om grove overtrædelser", sammenholdt med vidne 3’s forklaring for byretten, tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at T ApS er fundet skyldig som sket. Den forklaring, der er afgivet for landsretten af vidne 5, kan ikke føre til et andet resultat.
Forholdet er begået den 8. september 2009 og anmeldt af Arbejdstilsynet til politiet den 9. september 2010. Anklageskriftet er modtaget af byretten den 4. november 2011. Der er ikke for landsretten af anklagemyndigheden redegjort nærmere for baggrunden for sagsbehandlingstiden.
Der er tale om en ukompliceret straffesag, og sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til byretten har - uden at dette beror på T ApS´s forhold - så væsentligt overskredet det rimelige, at T ApS bør kompenseres herfor i medfør af straffelovens § 82, nr. 13, jf. Højesterets domme af 16. april 2012 (Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2310 ff. ).
Kompensationen ydes på den måde, at bøden - der af de af byretten anførte grunde som udgangspunkt udmåles til 50.000 kr. - nedsættes med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb, i alt 27.500 kr. Bøden nedsættes derfor til 22.500 kr.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
Thi kendes for ret
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden nedsættes til 22.500 kr.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.