Gå til hovedindholdet

Domsudskrift

Nedstyrtningsfare ved aflæsning af jernbaneskinner (kraftbetonet arbejde) – Arbejdsgiverbegrebet - Arbejdsgiveransvar (instruktion, planlægning) - hele dommen

Vestre Landsrets dom afsagt den 26. februar 2016 af Vestre Landsrets 11. afdeling i ankesag nr. S–2211–15 - domsudskrift

Generer PDF

Udskrift af dombogen for retten i Hjørring

Anklagemyndigheden

mod

T ApS

 

T ApS er tiltalt for overtrædelse af

arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 5, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 arbejdets udførelse med senere ændringer § 30, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, jf. § 13, nr. 1 - ved den 14. februar 2015 kl. 01.26 på adresse A, hvor der blev arbejdet med aflæsning af jernbaneskinner fra en godsvogn, at have undladt at planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet selskabets ansatte Vidne 3 udførte kraftbetonet arbejde med at vride skinner fra hinanden med en jernstang i godsvognen, hvor afstanden til det omgivende underlag var på 170-200 cm, uden at der var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for nedstyrtning, hvilket indebar at han styrtede ned og pådrog sig en hjerneblødning.

 

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 25.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig under anbringende af, at tiltalte i forhold til det udførte arbejde ikke var arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand, og at arbejdet under alle omstændigheder var tilrettelagt fuldt forsvarligt.

 

Sagens oplysninger

Vidne 1 har forklaret, at han er direktør for T ApS. Det er rigtigt, at deres firma hjalp med at tømme jernbane vognene for skinner. De blev rekvireret til opgaven sidst på dagen omkring kl. 16-17 af Firma B, som bestilte en kranbil og en mand til at læsse skinner af. De har før læsset skinner af for Firma B, men også for andre firmaer. Det er samme procedure, uanset hvad man læsser af en vogn.

Det var ham, der bestemte, hvem der skulle med kranen derned og læsse skinnerne af. Det var Vidne 3, der skulle gøre skinnerne klar, og medarbejder C skulle føre kranen. Vidne 3 og medarbejder C har tidligere arbejdet sammen om sådan nogle opgaver. Vidne 3 har været ansat i virksomheden i 3-4 år.

Han sagde til Vidne 3 og medarbejder C, at de skulle læsse skinner af om natten for Firma B, og at de skulle tage en stang med til at skille skinnerne ad med. De fik at vide, at de skulle overholde de sædvanlige procedurer.

Han var ikke klar over, hvordan selve aflæsningen skulle ske, så det gav han ikke instrukser om, da han ikke var klar over, om skinnerne skulle læsses over på en vogn, eller hvad der skulle ske. Det var Firma B, der skulle oplyse Vidne 3 og medarbejder C nærmere om det. Han sagde til Vidne 3 og medarbejder C, at de skulle passe på, at de ikke faldt ned. De måtte ikke gå for højt op. En jernbanevogn er ca. 130 cm høj. De arbejder ikke i højden, det vil sige i mere end 160 cm højde, med mindre de har lift med. Det var ikke tilkendegivet, at det var nødvendigt i dette tilfælde. Vidne 3 og medarbejder C fik at vide, at de skulle have alt deres sikkerhedsudstyr med, og det havde de også. Man skal altid anvende hjelm, når man bruger kranen, og det gælder både kranføreren og den person, der læsser af. Der havde været en anden kran derude natten før, som måtte opgive at læsse skinnerne af, så det var derfor, deres firma blev rekvireret til opgaven. Sporet er kun ledigt fra kl. 00.00 til kl. 05.30 om morgenen, så derfor skulle arbejdet laves om natten. Han var ikke ude at besigtige arbejdet. I firmaet er der en stående instruks om, at man ikke må gøre noget, der er ulovligt. Arbejdstilsynet kom næste dag for at måle jernbanevognen, og fra perronen til bunden af jernbanevognen var der 130 cm. Der var ingen afskærmning på jernbanevognen.

Vidne 2 har som vidne forklaret, at han er tilsynsførende hos Arbejdstilsynet. Det har han været i 8 år. Han er en del af den gruppe, der tager ud, hvis der sker alvorlige arbejdsulykker. Han kom op på adresse A først på dagen, da det var blevet lyst. Han kunne se, at der lå en dynge jernbaneskinner ved siden af det eksisterende spor, som var hegnet ind. Længere nede stod togvognen, som der var blevet arbejdet på, da ulykke skete. Vognen var flyttet af hensyn til togtrafikken. Der lå stadig nogle skinner tilbage på vognen. Terrænet, hvor togvognen stod, var i samme niveau, som hvor ulykken var sket. Nogle af vognene var tomme, mens der på andre vogne stadig lå skinner i tre lag.
Skinnerne var væsentligt bredere i bunden, end de var i toppen. Han fik at vide, at der på ulykkestidspunktet var blevet kranet skinner af vognen. Skadelidtes opgave havde været at lægge en strop om hver ende af skinnerne, så skinnerne kunne løftes af med kranen. Det havde været nødvendigt at skille nogle af skinnerne af for at kunne komme til.

Skadelidte havde brugt en jernstang til at skille skinnerne ad med, og det var i den forbindelse, skadelidte havde mistet balancen og var faldet ned. Skadelidte havde i forbindelse med faldet ramt et rækværk. Vidnet målte, hvor langt der var fra terræn og op til vognbunden. Der var 130 cm. Skinnerne lå tæt. Han fik at vide, at de havde været i gang med det 2. lag skinner. Det 2. lag af skinner var ca. 2 meter over terrænet. Et lag skinner fylder ca. 35 cm, og hvert lag lå på strøer, hvorved 2 lag målte ca. 70 cm i højden. Vidnet målte det med et målebånd. Vidnet havde en kollega med, og Vidne 1 fra virksomheden var også med. Det var T ApS, der stod for arbejdet med at krane skinnerne af, mens det var Firma B, der stod for arbejdet, når skinnerne var kommet ned på jorden. Da vidnet kom til stedet, var solen stået op, og det var tøvejr. Der havde været frost eller meget tæt på frost om natten. Han fik at vide, at der havde været rimglat på vognene og på skinnerne på tidspunktet for ulykken. Vidnet talte ikke med skadelidte, som var på sygehuset. Han fik oplyst, at det var meningen, at skadelidte skulle gå på vognen eller på skinnerne, og så skulle skadelidte vride skinnerne fra hinanden med en jernstang, så der blev plads til at sætte stroppen på. Der var ingen afskærmning på vognen. Der var ikke nogen form for sikkerhedsudstyr, der kunne sikre, at man ikke kunne falde ned.

Han fik oplyst, at skadelidte havde haft sikkerhedssko på. Vidnet spurgte ikke til brug af hjelm, da det ikke var det, der hvad forårsaget ulykken.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at det var Vidne 1, der på stedet gav vidnet oplysningerne. Der var ingen repræsentant fra Firma B til stede. Vidnet har ikke interesseret sig for, hvilke instruktioner Firma B måtte have givet, for det var virksomheden T ApS, der var arbejdsgiver i forhold til skadelidte og dermed den, der var ansvarlig for, at arbejdet blev tilrettelagt, så det kunne udføres på forsvarlig vis. Man kunne have valgt at løfte skinnerne med et løfteåg, og der var også flere andre måder, opgaven kunne have været løst sikkerhedsmæssigt forsvarligt på. Vidnet kan ikke svare på, hvor skadelidte stod, da ulykken skete, om skadelidte stod på vognbunden eller oppe på skinnerne.

Hvis skadelidte stod på vognbunden, har han stået i en meget dårlig arbejdsstilling i forbindelse med kraftbetonet arbejde og med trange pladsforhold. Den arbejdsgiver, der påtager sig et arbejde, har ansvaret for sine folk, også selv om arbejdet bliver udført for en anden. Vidnet mener, at den mest naturlige måde at udføre arbejdsopgaven på var at gå på skinnerne. Skinnerne lå så tæt, at det har været vanskeligt at få skinnerne fra hinanden. Tommelfingerreglen er, at der skal sikres mod nedstyrtning, hvis man arbejder i 2 meters højde eller mere, men hvis der er en særlig fare for nedstyrtning f.eks. på grund af kraftbetonet arbejde eller dårlige arbejdsforhold, så skal man også sikre mod nedstyrtningsrisiko ved arbejde i lavere højde. I det konkrete tilfælde skulle der udføres kraftbetonet arbejde under trange pladsforhold, og man kunne se på skinnerne, at der havde været rimfrost om natten, idet man kunne se fodspor på skinnerne. Faren ved at falde ned har været særlig stor, da der var risiko for at falde ned i rækværket. Skadelidte burde derfor have været sikret mod nedstyrtningsrisiko.

Foreholdt bilag 4, fotomappe, forklarede vidnet, at det er fotos, som han og hans kollega tog på stedet. På det første billede kan man se, hvor kranen havde holdt på ulykkestidspunktet. Man kan også se rækværket, som skadelidte faldt ned i. Foto 3 og 4 viser skinner, som er blevet kranet af. Foto 5 viser stedet, hvor kranen stod på ulykkestidspunktet. Foto 6 viser en af de vogne, hvor der stadig var 3 lag skinner på. Det er vidnets opfattelse, at der har ligget flere skinner på vognene, end dem man kan se på billederne. Efter vidnets opfattelse var der ikke plads for enden af alle skinner til at arbejde forsvarligt. På foto 7 kan man se, hvor tæt skinnerne lå. Om foto 15 og 16 forklarede vidnet, at her kan man se højden op til lag nr. 2. Vognen, som skadelidte faldt ned fra, var tømt, da de kom til stedet.

Vidne 3 har forklaret, at han var ansat ved T ApS. Han har været ansat der i næsten 5 år. Vidnet var ansat som chauffør. Den 14. februar var vidnets opgave at læsse skinner af fra en jernbanevogn. Arbejdet foregik om natten. Han skulle lægge stropper om skinnerne, så de kunne læsses af. Skinnerne lå på vognene, og vidnet blev nødt til at lave plads mellem skinnerne med en jernstang, så han kunne komme til at sætte stropperne på. Vidnet husker ikke, hvor mange lag skinnerne lå i. Når vidnet brugte jernstangen, så stod han på jernbanevognens bund og ved skinnernes ende. Vidnet kunne komme til ved enderne, så han var ikke oppe at stå på skinnerne på noget tidspunkt. Uheldet skete i forbindelse med, at han prøvede at lave plads mellem to skinner med jernstangen, men da han gjorde det, gled han og faldt ned af vognen. Han havde fået instrukser om, hvordan han skulle foretage arbejdet. Det var generelle sikkerhedsinstruktioner, som blev givet, når der blev holdt sikkerhedsmøde i firmaet. Han havde sikkerhedssko på, da han udførte arbejdet. Han havde ikke sikkerhedsudstyr på, der kunne sikre, at han ikke kunne falde ned. Vidnet mente ikke, at det var ikke nødvendigt at anvende andet sikkerhedsudstyr, da opgaven ikke var så kompliceret. Det var køligt, så vidnet havde taget sikkerhedshjelmen af, for han ville have en almindelig hue på, så han kunne holde varmen. Han mistede bevidstheden ved ulykken, og han blev med ambulance kørt til sygehuset, hvor han var indlagt i ca. 14 dage. Han fik en hjerneblødning ved ulykken. Han ved endnu ikke, om han får varige mén efter ulykken. Vidnet har været sygemeldt i 6 måneder, hvorefter han igen kunne arbejde på fuld tid.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at det var i forbindelse med, at han prøvede at lave plads mellem to skinner, han mistede balancen. Han rykkede så hårdt i skinnerne, at han mistede balancen, da han slap stangen. Vidnet kan ikke svare på, om ulykken kunne have været undgået, hvis han havde gjort det anderledes. Skinnerne var våde. Der var også to medarbejdere fra Firma B på stedet, men de gav ikke instrukser til vidnet.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at han ikke er enig i, at det er en naturlig arbejdsgang at stå på skinnerne og arbejde, da man ikke skal stå oven på det, man flytter. Man står for enden af skinnerne og bruger jernstangen.

Der var gode pladsforhold bag skinnerne. Kranen var udstyret med lys. Af "Tilbagemelding om efterkommelse af strakspåbud" fra tiltalte til Arbejdstilsynet den 27. februar 2015 fremgår følgende under "Beskriv, hvordan påbuddet er efterkommet:"

"Der er sket fornyet instruktion og forklaring med henblik på at forhindre fremtidige uheld. Det er specielt blevet påpeget, at ved adskillelse af skinner skal man sikre sig, at hjælperedskaberne ikke glider. I øvrigt skal man placere sig således, at det ikke er muligt at falde. Der vil, som Arbejdstilsynet har vejledt, fremtidig blive anvendt et løfteåg, som ikke kræver, at der sker færdsel på jernbanevogn og skinner, alternativt at der etableres en sikkerhed mod fald eller nedstyrtning."

 

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges som ubestridt til grund, at Vidne 3 var udsat for en arbejdsulykke den 14. februar 2015, hvorved han pådrog sig en hjerneblødning.

Det lægges endvidere som ubestridt til grund, at Vidne 3 på tidspunktet for arbejdsulykken var ansat hos tiltalte.

Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer sammenholdt med de optagne fotos fra ulykkesstedet, er det bevist, at arbejdet ikke blev udført på en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig måde, hvilket medførte, at Vidne 3 mistede balancen og faldt ned fra jernbanevognen. Det er ikke bevist, at ulykken skete under arbejde i 170-200 cm højde, men det må anses for sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, at Vidne 3 på et underlag i ca. 130 cm højde udførte kraftbetonet arbejde med en jernstang, hvorved der var en nærliggende risiko for at miste balancen og falde ned, uden at der var truffet foranstaltninger til at forebygge risiko for nedstyrtning. Der forelå derfor en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38.

Tiltalte har gjort gældende, at det var Firma B, der havde ansvaret for, at arbejdet blev tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Efter bevisførelsen lægger retten imidlertid til grund, at tiltalte som arbejdsgiver for Vidne 3 havde såvel beføjelse som reel mulighed for at drage omsorg for, at den af Vidne 3 udførte arbejdsopgave blev tilrettelagt og udført fuldt forsvarligt. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at tiltalte havde ansvaret for det materiel, som Vidne 3 anvendte til udførelsen af arbejdsopgaven, ligesom Vidne 1 i følge sin egen forklaring havde givet instruks til Vidne 3 om, hvorledes arbejdet skulle udføres, herunder at Vidne 3 skulle anvende en jernstang til at skille skinnerne ad med. Det fremgår endvidere af bevisførelsen, at tiltalte efterfølgende overfor Arbejdstilsynet har beskrevet, hvorledes tiltalte fremover vil forhindre lignende uheld, herunder at der fremtidigt vil blive anvendt et løfteåg.

På denne baggrund finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte ved den skete arbejdsulykke var arbejdsgiver for Vidne 3 i arbejdsmiljølovens forstand og dermed rette ansvarssubjekt for tiltalen.

Tiltalte findes herefter skyldig i anklageskriftet, dog med den begrænsning at afstanden til det omgivende underlag var ca. 130 cm.

Straffen fastsættes til en bøde på 25.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, jf. § 82, stk. 5, nr. 1, jf. § 86, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 § 30, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. § 13, nr. 1.

 

Thi kendes for ret:

 Tiltalte, T ApS, skal betale en bøde på 25.000 kr. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

 

 

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

 

Anklagemyndigheden

mod

T ApS

 

Retten i Hjørring har den 26. oktober 2015 afsagt dom i 1. instans.

 

Påstande

Tiltalte, T ApS, har påstået frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen således, at der tillige henvises til den nugældende arbejdsmiljølovs § 82, stk. 4, nr. 1.

 

Forklaringer

Vidne 1 og vidnerne Vidne 2 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af Vidne 4.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at Vidne 3 fik konkret instruktion i udførelsen af arbejdsopgaven. Der er en god platform på banevognen bag skinnerne, hvor man kan gå og stå ved anhugning med stropper. Vidne 3 fik at vide, at han ikke måtte gå op steder, hvor han ikke kunne stå sikkert. Der var ikke glat. Det bliver altid sagt, at man ikke må gå op, hvor der er glat. Det var den rigtige aflæsningsmetode, der blev anvendt.

Man kan ikke sikre sig imod, at en af de ansatte snubler under arbejdet. Det havde været farligt med et rækværk på banevognen oppe i højde med skinnerne. Skinnerne kunne ved løftning fra vognen ramme et sådant rækværk eller blive filtret ind i det. Han var ikke klar over, om den ene af hans medarbejdere skulle gå på vognen eller på jorden. Det var firma B, der skulle stå for den nærmere tilrettelæggelse af aflæsningen. Han stillede kran og 2 medarbejdere til rådighed for Firma B. Det firma, der aftenen før måtte opgive at løse opgaven, havde en kran, der var for lille. De tænger, som arbejdstilsynet anbefalede til løfteopgaven i stedet for stropper, var livsfarlige og kunne ikke anvendes. Skinnerne kurede ud af tængerne. Stropperne skal sættes på for enden af skinnerne, hvor der er plads til at stå på banevognen. Der er ikke plads på siderne. Han ved ikke nærmere om, hvordan og hvorfor Vidne 3 er faldet. Skinnerne blev læsset af, der hvor banevognen holdt. På noget af strækningen – nok 10 meter – var der et rækværk. Der var ikke rækværk på resten af strækningen ud for de øvrige banevogne. Han vidste, at hans materiel var i orden. Det var Firma B, der bestemte, hvor skinnerne skulle ligge efter aflæsningen. Det var Firma B, der styrede arbejdet. Der var lys på kranen, så hans medarbejdere kunne godt set det, de skulle i forbindelse med aflæsningen. Firma B havde ikke sørget for, at der i øvrigt var lys på arbejdsområdet. Han leverer ikke specielle kroge eller andet løfteværktøj. Det står hvervgiveren for. Han har kun sit sædvanlige løftegrej med, når han skal udføre en opgave. Tængerne var for kraftige til at kunne nå ned om den øverste del af de skinner, der lå helt sammen. Disse skinner skulle under alle omstændigheder være skilt ad med en jernstang for at få plads til tængerne. Alle typer af tænger skal sættes på skinnerne manuelt. Arbejdet med løftestangen var ikke kraftbetonet. Det var let at flytte skinnerne fra hinanden. Det prøvede han selv dagen efter.

Vidne 2 har supplerende forklaret, at kraftbetonet arbejde i højden med en løftestang er farligt, idet man taber balancen, hvis der sker noget uventet, som f. eks. at stangen glider på det emne, der skal løftes. Banevognen er helt åben. Der var ikke meget plads for enden af skinnerne, hvilket gjorde arbejdet med løftestangen vanskeligere og krævede anvendelse af en større kraft. Der kunne være monteret rækværk på vognene eller valgt en lineløsning. Den bedste løsning var dog et egnet løfteåg, så man slet ikke skulle op at kravle på vognen. Der findes egnede løfteåg på markedet. Der findes løfteåg, som kan sættes på skinnerne nede fra jorden, således at man slet ikke skal op at kravle på banevognen eller skinnerne.

Han kan ikke svare på, om skinnerne er gledet sammen under transporten eller oprindeligt er læsset sådan. Det var ikke Firma B’s opgave at sætte rækværk op på banevognene. Det er den virksomhed, der har påtaget sig opgaven med at læsse skinnerne af, der har ansvaret for, at det sker forsvarligt. Det er ham bekendt ikke afklaret, i hvilken situation Vidne 3 faldt. Forevist et billede af et løfteåg beregnet til løft af jernbaneskinner har han forklaret, at det var et sådant åg, han tænkte på. Han kan ikke sige, om det pågældende løfteåg kræver manuel påsætning, men det ser det ud til. Han kan heller ikke sige, om det kan sættes på skinner, som ligger helt tæt sammen, uden at skinnerne forinden løftes fra hinanden.

Vidne 3 har supplerende forklaret, at det var første gang, han skulle læsse skinner af. Han fik ikke instruktion af sin arbejdsgiver lige til denne opgave, men han havde tidligere fået en generel instruktion om sikkerhed og om, hvordan løftestropper skulle sættes på lange og tunge emner. Han vidste således, hvordan han skulle sætte stropper på skinnerne. Der blev ikke talt om, at der kunne være glat, men det var tydeligt, at der kunne være rimglat. Det var koldt. Han gled ikke, men mistede balancen. Det skete, da han brugte jernstangen til at løfte skinner, som lå for tæt, fra hinanden. Jernstangen gled på skinnerne, da han trak i den for at løfte to skinner fra hinanden, hvorefter han mistede balancen. Der var ikke noget, han kunne gribe fat i for ikke at falde ned. Han prøvede at undgå at miste balancen, men det kunne han ikke. Han husker ikke nærmere, hvor han stod på banevognen, da han faldt. Han vurderede ikke, at der var en risiko ved at stå på banevognen på det sted, hvor han stod for at skille skinnerne ad. Der var ikke andre, der instruerede ham i arbejdets udførelse. Han er sikker på, at han mistede balancen og faldt, da jernstangen, som han trak i, gled. Det husker han.

Vidne 4 har forklaret, at han var til stede, da uheldet skete. Han er banemester og står som sådan for vedligeholdelse af sporarealerne. Han var på stedet, fordi han var lods på godstoget. Han stod på venstre side af banevognen og så Vidne 3 gå på vognen og skille skinner ad med en jernstang. Pludseligt hørte han jernstangen vælte og vidste, at der var noget galt. Han kunne ikke længere se Vidne 3. Han så ikke selve faldet.

Det tiltalte selskab var formentlig bestilt af Firma B tekniske chef. Det firma, der havde opgaven aftenen før, havde ikke en kran, der kunne ikke række langt nok. Vidnet gik på jorden og hjalp til, når skinnerne blev lagt på jorden. Han tog stropperne af sammen med den anden fra Firma B, som var til stede og stod i den anden ende af skinnerne. Det var entreprenøren på arbejdet med skinnerne, firma D, der havde bestilt skinnerne. Firma B havde ikke noget med aflæsningsopgaven at gøre. Han skulle blot tage imod skinnerne og angive, hvor de skulle ligge. Han hjalp til med aflæsningen, fordi det tiltalte selskab ikke havde mandskab nok med til opgaven. Det gik for langsomt med at løse opgaven. Der kunne også have været en mand mere på vognen til at sætte stropper på. Vidne 3 gik oven på skinnerne, som var dækket af rimfrost. Foreholdt sin forklaring til politirapport af 14. februar 2015, side 2, første afsnit, ekstrakten side 66, har han forklaret, at det er korrekt, at han har sagt sådan til politiet. Der skal dog ikke lægges noget i udtrykket, at han og kollegaen ”fik assistance til opgaven af to medarbejdere” fra det tiltalte selskab. Det var kranfirmaet, der stod for aflæsningen. Dagen efter blev der fortsat anvendt stropper til aflæsningen. Vidne 1 forsøgte at anvende en krog, men skinnerne gled ud heraf, så den kunne ikke anvendes.

 

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at det tiltalte selskab er arbejdsgiver i forhold til Vidne 3. Selskabet har haft ansvaret efter arbejdsmiljøloven for, at Vidne 3 blev forsvarligt instrueret, og at hans arbejde blev forsvarligt planlagt og tilrettelagt, inden aflæsningen af skinner blev påbegyndt. Firma B havde ikke bestilt skinnerne, og de medarbejdere fra Firma B, der var til stede på ulykkestidspunktet, skulle blot anvise, hvor skinnerne skulle ligge efter aflæsningen. Den omstændighed, at de pågældende medarbejdere fra Firma B hjalp til med at tage løftestropperne af, ændrer ikke herved.

Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at direktøren for tiltalte, Vidne 1, var bekendt med arbejdsopgavens særlige karakter og omfang, at arbejdet skulle udføres med en løftestang og stropper, og at arbejdet skulle udføres fra banevogne og i en vis højde. Det lægges endvidere til grund, at skinnerne var stablet i tre lags højde, at der var rimglat, og at arbejdet med at løfte de skinner fra hinanden, som lå tæt sammen, var kraftbetonet og foregik uden, at der var truffet særlige foranstaltninger mod nedstyrtning fra jernbanevognen, hvis bund var mindst 130 cm over terræn. Efter vidnet Vidne 3 forklaring lægges det til grund, at han ikke tidligere havde læsset jernbaneskinner af, og at han ikke i forbindelse med denne opgave konkret fik instruktion om, hvordan han skulle udføre opgaven, herunder undgå nedstyrtningsfare. Under arbejdet med at løfte skinnerne fra hinanden for at stroppe dem til aflæsning, gled jernstangen, da han trak i den, og han mistede som følge heraf balancen, faldt ned fra banevognen og kom alvorligt til skade.

Under disse omstændigheder er det bevist, at arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Landsretten har navnlig lagt vægt på, at kranarbejdet er udført med stropper, som forudsatte, at nogle af skinnerne skulle løftes fra hinanden, før stropperne kunne sættes på. Det hermed forbundne kraftbetonede arbejde blev udført i en højde af mindst 130 cm over det omgivende areal uden, at der var truffet effektive foranstaltninger mod nedstyrtning.

Landsretten har tilsidesat Vidne 1’s forklaring om, at arbejdet med at løfte skinnerne fra hinanden med jernstangen ikke var kraftbetonet.

Bøden, der nu fastsættes i medfør af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, jf. § 82, stk. 4, nr. 1, jf. § 86, og de i byretsdommen nævnte regler i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse, er passende bestemt.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

 

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Henter PDF