G� til hovedindholdet

Domme

Nedstyrtningsfare ifm. stilladsmontage i 10 meters højde – Arbejdsgiveransvar (Instruktion, tilsyn) – Frifindelse

Østre Landsrets dom afsagt den 11. februar 2021 af 7. afdeling i ankesag nr. S-494-20.

Resumé

T ApS var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 37, ved i maj 2015 at være ansvarlig for, at arbejdet med montering af tiltrør ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet en stilladsmontør stod på stilladsets håndliste i ca. 10 meters højde, uden at der var etableret nogen form for effektive sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning.

T ApS nægtede sig skyldig og nedlagde påstand om frifindelse eller subsidiært en lavere bøde.

Den ansatte forklarede i byretten, at han var en meget erfaren stilladsmontør, og at han på overtrædelsestidspunktet havde selen på, men efter endt pause havde glemt at tage linen med op på stilladset, og dermed ikke forankret sig. Den ansatte forklarede desuden, at der havde været et opstartsmøde, hvor opgaven og en arbejdspladsvurdering til brug for det konkrete arbejde blev talt igennem. Direktøren for T ApS forklarede i byretten, at der var tale om en standard opgave, og at virksomheden kun anvendte én type stilladssystem, som de ansatte dermed var vant til at arbejde med, ligesom han forklarede, at det var en fejl, at der i arbejdspladsvurderingen for det konkrete arbejde, ikke var krydset af i rubrikken ”sele/line”.

Byretten fandt T ApS skyldig i overtrædelsen, ligesom byretten fandt, at virksomheden ikke havde opfyldt sine arbejdsgiverforpligtelser. Byretten lagde til grund herfor, at virksomheden ikke havde instrueret de ansatte forud for den konkrete arbejdsopgave, og at den skriftlige arbejdspladsvurdering ved en forglemmelse ikke var afkrydset i rubrikken brug af sele/line. Byretten fandt desuden, at der ikke var ført et effektivt tilsyn med at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Byretten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at der var tale om en standard opgave og at der var tale om en erfaren stilladsmontør. Henset til sagsbehandlingstiden blev bøden nedsat fra 70.000 kr. til 35.000 kr.

T ApS ankede dommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.

Landsretten frifandt T ApS med henvisning til, at betingelserne for straffrihed efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3 var opfyldt. Landsretten henviste til, at der var tale om en sædvanlig arbejdsopgave, at stilladsmontøren havde modtaget instruktion om anvendelse af faldsikringsudstyr, at den særdeles erfarne stilladsmontør var vidende om, at han skulle anvende faldsikringsudstyr i den konkrete arbejdssituation, og at han på overtrædelsestidspunktet var iført sele, men grundet en fejl, der alene kunne tilskrives den ansatte selv, havde undladt at tage linen med op på stilladset efter endt pause. Landsretten fandt desuden, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at der ikke var ført tilsyn på selve dagen for overtrædelsen.

Læs hele dommen

Nedstyrtningsfare ifm. stilladsmontage i 10 meters højde - domsudskrift

Indhold

Indhold

Henter PDF