Arbejdsstillinger og -bevægelser

Uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser forekommer inden for de fleste brancher og i mange typer af job. Der findes en række risici for muskel- og skeletbesvær, når det gælder arbejdsstillinger og -bevægelser.

Vedvarende arbejde i stillinger, der ikke er normale for leddene, udgør den største risiko for muskel- og skeletbesvær. Men det har også betydning, hvor længe man arbejder i en bestemt stilling eller udfører bestemte bevægelser. Forhold der kan forværre risiciene er fx, hvis man skal bruge mange kræfter, arbejde i højt tempo eller udføre præcisionsarbejde.

Belastende arbejdsstillinger kan bl.a. være hugsiddende og knæliggende arbejde, at arbejde med armene løftet, arbejde med bøjet nakke og bøjet eller vredet ryg.

Det kan du gøre som arbejdsgiver

Som arbejdsgiver kan du forebygge dårlige arbejdsstillinger og -bevægelser ved at sørge for, at dine medarbejdere kan udføre arbejdet i leddenes normale stillinger, at de ikke bliver tvunget til at arbejde i fastlåste arbejdsstillinger, og at der er variation i arbejdet. Det kan du bl.a. sikre ved gode pladsforhold og ved at sørge for hensigtsmæssigt udstyr. Mennesker er meget forskellige i størrelse, og derfor er det nødvendigt, at arbejdspladsen kan tilpasses den enkelte medarbejder. Undgå fejlindkøb af udstyr og tekniske hjælpemidler ved at undersøge, hvad virksomheden har brug for, og skrive en liste med krav, inden du køber nyt udstyr.

Læs mere om, hvordan du som arbejdsgiver også kan forebygge muskel- og skeletbesvær hos dine medarbejdere (Forebyggelse i 3 plan)

Det kan du selv gøre som medarbejder

Du kan som medarbejder selv være med til at forebygge muskel- og skeletbesvær ved så vidt muligt at variere dine arbejdsstillinger og -bevægelser, skift fx mellem siddende og stående arbejde. Du skal også bruge de tekniske hjælpemidler, som din arbejdsgiver skal sørge for til dine arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at du bruger de rigtige hjælpemidler til dine forskellige opgaver, så du bliver aflastet mest og bedst muligt.

Arbejdstilsynets vejledninger

Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser

Arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær

Andre materialer

”Tag snakken – bryd vanerne”, BFA Velfærd og Offentlig administration

”Køreplan til dialog om god fysisk trivsel på arbejdspladsen” (pdf), Videncenter for Arbejdsmiljø

Om ensidigt, belastende arbejde

Læs om, hvordan forskellige arbejdspladser har arbejdet med forebyggelse