G� til hovedindholdet

Sådan håndterer du dårligt indeklima

Hvis der opstår et indeklimaproblem på arbejdspladsen, er det vigtigt at finde en løsning. Dårligt indeklima kan nemlig give gener for medarbejderne og påvirke produktiviteten negativt.

Indeklimaproblemer kan ofte løses på samme måde, som de forebygges, da det er kilden til indeklimaproblemet, der skal fjernes.

Det kan du gøre som arbejdsgiver

Luftkvalitet

Dårlig luft skyldes ofte, at ventilationen i arbejdsrummet er for dårlig til at fjerne de stoffer og materialer, der forurener indeluften. Problemer med luftkvaliteten kan derfor ofte løses ved at få medarbejderne til at lufte ud med åbne vinduer. Hvis udluftning ikke er nok til at løse problemet, vil det ofte være nødvendigt at etablere et mekanisk ventilationsanlæg.

Støv og snavs er en kilde til forurening af indeluften, så er der problemer med luftkvaliteten, kan det være nødvendigt, at du som arbejdsgiver sørger for bedre rengøring på arbejdspladsen. Dog skal der som udgangspunkt være synligt beskidt, før støv og andet snavs bliver et væsentligt problem for indeklimaet.

Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver sikrer, at der vælges den rigtige metode til rengøring, da det kan have negative effekter på indeklimaet, hvis rengøringen spreder støv og snavs eller bruger skrappe rengøringsmidler. Rengøringsmidler kan fx i kortere eller længere tid afgive en ubehagelig lugt, der bidrager til dårligt indeklima.

Mange mennesker i et lille lokale kan ødelægge indeklimaet ligesom forurening af indeluften kan skyldes afgasning af nye byggematerialer som fugemasse, lim, maling og lignende. Afgasning kan ikke stoppes, men du kan som arbejdsgiver mindske problemet ved at sørge for øget udluftning.

Byggematerialer afgiver stoffer til luften

Er der PCB på min arbejdsplads?

Varme og træk

Temperaturen ved stillesiddende arbejde og normale klima- og arbejdsforhold bør holdes på 20-22 °C og må ikke overstige 25 °C. Som arbejdsgiver bør du være opmærksom på, at sol gennem store glasruder, lamper og kontormaskiner kan medvirke til at hæve temperaturen på arbejdspladsen.

I lokaler med få medarbejdere kan du som arbejdsgiver normalt sænke temperaturen alene ved at få medarbejderne til at lufte ud med åbne vinduer så ofte, som det er nødvendigt, men i større lokaler som fx storrumskontorer er du ofte nødt til at etablere et ventilationsanlæg.

Det er vigtigt, du som arbejdsgiver anvender mekanisk ventilation korrekt, da forkert betjening kan skabe uønsket træk, som er et indeklimaproblem på lige fod med den høje temperatur, du forsøger at slippe af med.

Luftfugtighed

Hvis dine medarbejdere er generet af lav eller høj luftfugtighed på arbejdspladsen kan du som arbejdsgiver have svært ved at ændre på luftfugtigheden. Derfor er det en god idé først at undersøge om generne i virkeligheden skyldes temperatur eller støv. Mennesker har nemlig svært ved at registrere tør luft.

Hvad er årsagen, hvis luften føles tør?

Det kan du gøre som medarbejder

Som medarbejder skal du fortælle det til arbejdsmiljøorganisationen eller til din arbejdsgiver, hvis du oplever problemer med indeklimaet eller har gener eller symptomer, som, du mener, har noget med indeklimaet at gøre.

Henter PDF