Arbejde i særligt asbestudsatte rum, fx varmerum, tagrum og skunkrum

Der er i bygninger rum, hvor I skal være særligt opmærksomme på, om der er asbeststøv.

Det er fx varmerum, tagrum og skunkrum, hvor der er eller har været asbest i rørisoleringen eller i tagbelægningen. Når I skal arbejde i sådanne rum i en bygning opført før 1990 er det vigtigt, at I i hvert enkelt tilfælde forholder jer til, om der faktisk kan være en sådan risiko. I varmerum kan der være spredt asbeststøv fra isoleringen af varmeanlægget.  Det kan derfor være relevant at afklare, om der er registreret asbest på varmeanlægget og om tidligere udførte reparationer eller udskiftninger på varmeanlægget.  Ved arbejde i tagrum og skunkrum, hvor tagbeklædningen er ”gamle” asbestholdige tagplader, kan der også være spredt asbeststøv. I skal derfor forholde jer til, hvilke foranstaltninger der skal til, afhængigt af typen og udstrækningen af arbejdet.

Ved kortvarigt arbejde fx servicearbejde i rum, hvor der kan være asbeststøv, kan foranstaltningerne fx være grundig udluftning, rengøring eller anvendelse af egnede personlige værnemidler.

Har I mistanke om, at der kan være asbeststøv i det rum, hvor I skal arbejde, skal der undersøges for asbest. Undersøgelserne kan fx foretages med geltape-prøver af en anerkendt virksomhed, der kan undersøge dem for asbeststøv. Er der ikke foretaget en sådan asbestundersøgelse, skal asbestreglerne følges.

Asbeststøv ved mindre håndværks- og serviceopgaver

Ved mindre håndværks- og serviceopgaver i bygninger opført før 1990 kan I komme ud for asbestmaterialer, der er indkapslede eller ikke umiddelbart synlige. Det kan fx være indkapslede eller forseglede asbestlofter, skjulte ventilationsrør med asbest, fliseklæb med asbest eller vægge med indbyggede asbestplader. Her er der risiko for, at der udvikles og spredes asbeststøv.

Det er i situationer, hvor der fx skal monteres lamper i lofterne, hænges hyller op på væggene eller andre typer opgaver, hvor der skal bores eller skrues.  For at sikre, at der ikke spredes asbeststøv, er det derfor nødvendigt at afklare, om der er registreret asbest i de pågældende bygningsdele, eller i givet fald få dem undersøgt for asbest. Følg altid asbestreglerne, hvis I er usikre på, om der er asbest i bygningsdelene. Brug bl.a. effektivt processug ved boring og skruning.