G� til hovedindholdet

Tagarbejde - cementskiferplader med asbest

Når I skal tage asbestholdig tagbeklædning ned, er det vigtigt at undersøge om der er asbest i pladerne. Det gælder både ved reparation og nedtagning af cementskifertag, når taget er lagt før 1990. Følg altid asbestreglerne, hvis I ikke ved, om der er asbest i tagpladerne.

Teksten er under revision som følge af, at Arbejdstilsynet den 1. juli 2023 har udstedt bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet.

Støvende arbejde

Cementskiferplader med asbest er støvende arbejde. Sørg derfor bl.a. for følgende:

  • Inddæk indvendigt, så der ikke spredes asbeststøv ind i huset.
  • Etabler tæt afdækning ved tagfoden.
  • Hold tagplader og asbestaffald vådt.
  • Anvend egnede personlige værnemidler.
  • Emballer asbestaffaldet tætsluttende, så det kan transporteres til deponi uden at sprede støv.
  • Afgræns arbejdsområdet og skilt med – ”Pas på. Asbestarbejde. Ingen adgang for uvedkommende”.

Støv i væsentligt omfang

Er pladerne ved nedrivning af taget meget vanskelige at løsne, er der risiko for, at pladerne knækker i flere stykker og risiko for asbeststøv i væsentligt omfang. Hvis der skal bearbejdes med maskiner, er der også risiko for asbeststøv i væsentligt omfang. Taget skal da, eventuelt sektionsvis, inddækkes tæt med undertryk, så støvet ikke spredes til andre områder, og adgangen til asbestområdet skal ske gennem en luftsluse.

Asbestrengøring

Rengør arbejdsområdet løbende. Når asbestarbejdet er færdigt, skal de asbestforurenede områder støvsuges med H-klasse støvsuger, og hvor det er muligt vådrengøres. Det er fx vigtigt at foretage en grundig støvsugning af tagkonstruktionen, murkrone, stillads mv.

Læs mere

Se mere om reglerne i bekendtgørelse om asbest og i At-vejledning om asbest:

Asbest i arbejdsmiljøet - Bekendtgørelse 807 - 2023

Asbest i arbejdsmiljøet - Ændringsbekendtgørelse 1848 - 2023 - Retsinformation

Asbest - AT-vejledning C.2.2

Yderligere vejledning kan findes i asbest-huset.dk:

Asbest-huset - BFA Bygge&Anlæg

Henter PDF