Nu kan arbejdsulykker anmeldes på engelsk
Hvis en arbejdsulykke giver mere end én dags fravær eller formodes at give varige følger, skal den anmeldes. Det sker desværre ikke altid og konsekvensen er, at der er ulykker, som ikke bliver registret.

Ulykker der ikke anmeldes er både et problem for den skadeslidte, som kan få sværere ved at få tilkendt en erstatning, og for den korrekte opgørelse af ulykker i Danmark.
Virksomheder, skadelidte og andre skal anmelde en arbejdsulykke i værktøjet EASY. Værktøjet har hidtil kun eksisteret på dansk. Det har vanskeliggjort processen med at anmelde ulykker for udenlandske virksomheder, hvor der ikke er dansksprogede ansatte.
For at lette anmeldelsesprocessen for disse virksomheder er EASY nu oversat til engelsk:
”Vi er glade for denne mulighed for anmeldelse af arbejdsulykker på engelsk, som nu er i drift. Vi tror på, at især udenlandske virksomheder vil have lettere ved at anmelde deres arbejdsulykker korrekt, når de kan gøre det på engelsk” siger Helle Klostergaard Christensen, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Den engelske udgave af EASY findes samme sted som den danske EASY
https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/AES/
EASY drives i fællesskab af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.