Fælles EU-kampagne mod sort arbejde og social dumping

Fair work, fair play. Det er overskriften på en ny EU-kampagne, der skal forhindre sort arbejde og social dumping, og fremme ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

EU4fairwork

Sort arbejde og social dumping er en udfordring i hele Europa. Derfor igangsættes nu for første gang en fælles europæisk kampagne, der skal være med til at fremme ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Kampagnen skal bl.a. medvirke til at øge virksomheders og ansattes kendskab til EU-landenes regler og rettigheder på arbejdsmarkedet. Fx om skatteregler, arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed. Samtidig skal kampagneaktiviteter sætte fokus på konsekvenserne af social dumping og indsatsen for at bekæmpe det.

Alle EU-lande er inviteret til at deltage i kampagnen, der foregår på de sociale medier fra marts-juni 2020. Fra dansk side er det Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen, der som myndigheder på området står for at eksekvere kampagnen via opslag, der har hashtagget #EU4FairWork.

Kampagnen udfoldes inden for rammerne af EU-projektet ’European Platform tackling undeclared work’, som har eksisteret siden 2016. Platformen, som er oprettet af EU-Kommissionen, samler aktører fra kommissionen, arbejdsmarkedets parter og EU-landenes myndigheder, og har til formål at styrke det europæiske samarbejde og indsats mod sort arbejde og social dumping i EU.

Læs mere om kampagnen på EU-Kommissionens hjemmeside