Gå til hovedindholdet

Resultater af Arbejdstilsynets sommerjobindsats

Resultaterne af Arbejdstilsynets sommerjobindsats viser, at der fortsat er behov for at have særligt fokus på unges arbejdsmiljø.

Ung med cafearbejde

Mange unge kommer hver sommer til skade på jobbet. Derfor har Arbejdstilsynet i juli og august gennemført en sommerjobindsats, hvor der på tilsyn var særlig fokus på unges arbejdsforhold.

Resultaterne af indsatsen er netop gjort op. Arbejdstilsynet har i alt gennemført 236 tilsynsbesøg, hvoraf 160 af virksomhederne havde unge under 18 år ansat. Der blev på besøgene i alt afgivet 150 reaktioner, og af disse drejede 31 af reaktionerne sig om reglerne for unges arbejde, som fx unges arbejdstid og brug af farlige kemikalier ved rengøringsopgaver.

Antallet af reaktioner peger på, at der stadig er behov for at have særligt fokus på unges arbejdsmiljø. Det er imidlertid også Arbejdstilsynets vurdering, at virksomhederne generelt gerne vil skabe et godt arbejdsmiljø for de unge. Allerede inden tilsynsbesøget havde de fleste arbejdsgivere et særligt fokus på instruktion og oplæring af unge i forhold til deres arbejdsmiljø.

Det er 10. år i træk, at Arbejdstilsynet gennemfører sommerjobindsatsen. Indsatsen er målrettet de brancher, hvor der oftest er problemer med unges arbejdsmiljø. Fx ved kasse- og salgsarbejde i butikker samt køkken- og serveringsarbejde i restauranter, grillbarer og caféer.

Det arbejdsgiverens ansvar at instruere og oplære de unge og sikre, at de kun sættes til arbejde, de må udføre og kan magte.

Læs mere om reglerne for unges arbejde her

Henter PDF