Gå til hovedindholdet

Ny kampagne til industrien: Arbejdet skal passe til kroppen

Når medarbejderne i metal- og maskinindustrien anmelder erhvervssygdomme, skyldes det ofte fysisk nedslidning. Indstil arbejdet til kroppen – siger Arbejdstilsynet i en ny kampagne.

Når medarbejderne i metal- og maskinindustrien anmelder erhvervssygdomme, skyldes det ofte fysisk nedslidning. Indstil arbejdet til kroppen – siger Arbejdstilsynet i en ny kampagne.

Står medarbejderne i dårlige arbejdsstillinger, når de svejser og monterer, er der risiko for, at de får smerter i skuldrer, nakke eller ryg. Derfor lancerer Arbejdstilsynet nu en kampagne med budskabet: Indstil arbejdet til kroppen – før kroppen indstiller arbejdet.

Ida Krarup, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet siger:

 

"Hvis man står og arbejder lang tid i en stilling, der er hård for kroppen, så kan det føre til smerter og sygemelding. Jeg håber, at kampagnen kan få nogle flere virksomheder til at sætte ergonomi på dagsordenen. Det er medarbejderne, der ved hvor det kan komme til at gøre ondt, og det er arbejdsgiverne, der kan stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed eller planlægge arbejdet, så kroppen ikke behøver at indstille arbejdet."


Der er god grund til at sætte fokus på det ergonomiske arbejdsmiljø. Størstedelen af de anmeldte erhvervssygdomme blandt medarbejdere i metal- og maskinindustrien skyldes netop fysisk nedslidning.

Brug tekniske hjælpemidler og planlægning

Heldigvis er der meget arbejdsgiverne kan gøre. Tekniske hjælpemidler som sakseborde, håndteringsrobotter, skråstøttestole o.l. kan hjælpe medarbejderne til at arbejde i en forsvarlig arbejdsstilling, der både passer til kroppen og kan justeres i løbet af dagen.

Der findes ikke tekniske hjælpemidler til alle arbejdsopgaver. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne også forebygger fysisk nedslidning med god planlægning, indretning af arbejdsstationen og variation i arbejdet.

Besparelse til små virksomheder

Lige nu kan virksomheder med op til 50 medarbejdere spare 80 % på arbejdsmiljørådgivning, der forebygger fysisk nedslidning. Virksomhederne kan nemlig søge en ny arbejdsmiljøpulje, der administreres af Arbejdstilsynet.

Virksomhederne kan fx bruge puljen til at få en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at gennemgå deres ergonomiske arbejdsmiljø, eller de kan prøve et teknisk hjælpemiddel i tre måneder til en femtedel af prisen.

En særlig tilsynsindsatsen

Kampagnen bakkes op af en særlig tilsynsindsats. Lige nu har Arbejdstilsynets tilsynsførende ekstra fokus på bl.a. virksomhedernes ergonomiske arbejdsmiljø, når de kommer på besøg på værksteder og fabrikker i metal- og maskinindustrien.

Se mere om kampagnen på Arbejdstilsynets hjemmeside