Bilag 3: Fokus på kemi

Bilag 3 til Strategi for arbejdsmiljøindsatsen

Forligspartierne er enige om, at det kemiske område skal have øget fokus. Dette bilag uddyber aftalens initiativer på det kemiske område. Flere af initiativerne i aftalen vil skulle udmøntes efter nærmere drøftelse i forligskredsen, og der vil i den forbindelse være mulighed for at sætte yderligere fokus på det kemiske arbejdsmiljø.

Aftalen indebærer, at regeringen og arbejdsmarkedets parter aftaler fælles nationale mål for arbejdsmiljøet, som godkendes af forligspartierne. Med den nye målfastsættelse vil kemi – herunder områder inden for det kemiske arbejdsmiljø – kunne prioriteres ved fastsættelsen af de nationale mål. En prioritering af det kemiske område vil betyde, at forebyggelse af problemer med kemisk arbejdsmiljø vil blive prioriteret af både arbejdsmarkedets parter og myndigheden på området.

Med aftalen vil der endvidere komme et styrket forskningsfokus på kemi, så videnshuller om fx kemisk arbejdsmiljø udfyldes. Det skal ske med en ny national forskningsstrategi. Aftalen indebærer desuden, at der prioriteres midler til forskning i kemi i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og at Arbejdstilsynets indsats inddrager ny viden om kemi. Der vil dermed blive sikret fokus på forskning i kemi, så viden om kemi, herunder viden til at fastsætte om grænseværdier, styrkes, ligesom forskning og myndighedsindsats knyttes tættere sammen.

Aftalen indebærer desuden en mere målrettet udvælgelse af virksomheder til tilsyn, ligesom der vil kunne sættes fokus på udfordringer med det kemiske arbejdsmiljø i forbindelse med koordinerede indsatser. Arbejdstilsynet vil således gennemføre koordinerede indsatser i udvalgte brancher sammen med bl.a. arbejdsmarkedets parter og
Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø rettet mod konkrete udfordringer, som fx udfordringer inden for det kemiske arbejdsmiljø. Digitalisering af arbejdspladsvurdering (APV) vil også omfatte den kemiske APV, og der vil derfor blive lagt vægt på at understøtte virksomhederne i deres kemiske arbejdsmiljøarbejde gennem bedre hjælp til selvhjælp, når de udfylder den kemiske APV.