Gå til hovedindholdet

Ledige job i Arbejdstilsynet

Her kan du se en oversigt over ledige jobs hos Arbejdstilsynet lige nu.

Tilsynsførende med blik for det gode arbejdsmiljø

Har du lyst til at arbejde for et sikkert og sundt arbejdsmiljø på arbejdspladserne i region Midt- og Nordjylland? Har du både et skarpt blik, en skarp pen og flair for den gode dialog? Så har vi seks ledige stillinger som tilsynsførende i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord. 


Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked 

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.  
 
Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.  
 
Du kan læse mere om os på www.at.dk


Sammen sikrer vi et sundt og sikkert arbejdsmiljø for alle 

Arbejdstilsynet er en arbejdsplads i rivende udvikling. Hverdagen er præget af stærk faglighed, stort engagement og invitation til samarbejde om de gode løsninger. Som tilsynsførende fører du tilsyn med arbejdsmiljøet på private og offentlige virksomheder. Du får mulighed for at arbejde med de højest prioriterede arbejdsmiljøområder, og du får en bred viden og indsigt i arbejdsmiljøet i alle typer virksomheder. 
 
I Tilsynscenter Nord er vi ca. 140 medarbejdere, heraf 90 tilsynsførende. Vi er organiseret i tilsynsgrupper med 20-25 tilsynsførende pr. gruppe, som fører tilsyn med virksomheder inden for bestemte brancher. Du bliver således en del af en tilsynsgruppe og indgår i et fagligt stærkt team af engagerede kollegaer. Samtidig bliver du en del af et større hold i centret bestående af andre tilsynsførende, jurister og administrative supportere, som alle brænder for arbejdsmiljøsagen og som du kan videndele og sparre med i det daglige.
 
Der er fire tilsynsgrupper i Tilsynscenter Nord, der hver især fører tilsyn med en afgrænset gruppe af brancher. Vi søger tilsynsførende til de tilsynsgrupper, som fører tilsyn med offentlige og private virksomheder med undtagelse af bygge/anlæg. Som tilsynsførende i Arbejdstilsynet vil du uanset gruppetilhørsforhold have fokus på og arbejde med prioriterede arbejdsmiljøområder som psykisk arbejdsmiljø, herunder krænkende handlinger, ergonomi, ulykker samt kemi. 
 
Som tilsynsførende kommer du til at løse opgaver, der omfatter hele tilsynsforløbet på virksomheden fra forberedelse af tilsyn, gennemførelse af virksomhedsbesøg til den skriftlige efterbehandling. Efter en grundig oplæring og intern grunduddannelse som tilsynsførende, forventer vi, at du med en dialogbaseret tilgang kan føre tilsyn og på egen hånd vurdere og reagere over for de væsentligste arbejdsmiljøproblemer. 
 
Hos os får du en afvekslende hverdag, hvor en uge kan bestå af en god blanding af virksomhedsbesøg, både planlagte og akutte i forbindelse med for eksempel arbejdsulykker, tid på landevejen, skrivning af afgørelser, videndeling med kollegaer og måske et møde i din tilsynsgruppe.


Bliv vores nye kollega 

I Arbejdstilsynet har vi brug for tilsynførende med forskellige faglige baggrunde, og din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Vi kigger for eksempel efter kandidater, der har en akademisk uddannelse med vægt på arbejds- og organisationspsykologi, såvel som kandidater med en sundhedsfaglig - eller ingeniørmæssig baggrund. 
Vi forestiller os derudover, at du:

  • har stærke formuleringsevner både skriftligt og mundtligt,
  • kan optræde dialogorienteret og motivere til ændringer i handlinger og adfærd,
  • er interesseret i tværfaglige arbejdsmiljøproblemstillinger, herunder psykisk arbejdsmiljø, ergonomi, kemi og forebyggelse af ulykker,
  • kan arbejde struktureret og selvstændigt samtidig med, at du er en udpræget holdspiller,
  • er rutineret IT bruger,
  • har lyst til at varetage rollen som myndighed, når du fører tilsyn med virksomheders arbejdsmiljø,
  • har erfaring fra arbejdsmarkedet, og gerne fra en politisk styret organisation og
  • kan analysere og beskrive organisatoriske og arbejdsmiljømæssige problemstillinger, f.eks. med baggrund i interviews og observationer. 


Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingerne er faste fuldtidsstillinger. Vi vil gerne have, at du starter den 1. maj 2021.
 
Du bliver ansat som tilsynsførende efter gældende overenskomst.
 
Det er en betingelse, at du har kørekort til bil. Arbejdstilsynet stiller evt. tjenestebil til rådighed. Der er mulighed for distancearbejdsplads. Tilsynscenter Nord ligger i Hadsten, og vi har et lokalkontor i Nørresundby.


Spørgsmål og ansøgning 

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte tilsynschef Lars Toft Pedersen på tlf.nr. 72209756 for spørgsmål vedrørende de offentlige brancher eller tilsynschef Ida Krarup på tlf.nr. 72209944 med spørgsmål vedr. de private brancher.
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Ask Blicher i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 29631726.
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne. 
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk via linket senest 8. marts 2021 kl.12.00
 
Vi forventer at holde samtaler den 15. og 16. marts. Eventuel 2. samtale vil blive afholdt den 18. marts.

Send Ansøgning