Sådan søger du

Hvis du ikke vælger noget, søger du automatisk i alt indhold på at.dk.
Du kan også begrænse din søgning til at kun søge i Regler eller i Brancher. Det gør du ved at markere enten Søg i regler eller Søg i brancher.
Nulstil søgning fjerner de afgrænsninger du har foretaget.
Gå til hovedindholdet

Ledige job i Arbejdstilsynet

Her kan du se en oversigt over ledige jobs hos Arbejdstilsynet lige nu.

Tilsynschef med blik for personale og driftsledelse – fokus på bygge- og anlægsbranchen

Kan du bidrage til, at en engageret medarbejdergruppe af tilsynsførende med forskellige faglige baggrunde skaber værdi for samfundet og resultater for Arbejdstilsynet samtidig med, at I alle trives og udvikler jer? Så er jobbet som tilsynschef måske det næste skridt i din karriere. Arbejdstilsynet søger en tilsynschef til Tilsynscenter Øst.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet. 

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger. 

Du kan læse mere om os på www.at.dk

Gå i spidsen for et sundt og sikkert arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen

​Tilsynscenter Øst er det største af de tre tilsynscentre i Arbejdstilsynet og i øjeblikket i gang med en større rekrutteringsrunde. Vi fører tilsyn med alle typer virksomheder og arbejdsopgaver, herunder inden for bygge- og anlægsbranchen. Tilsynscenteret er delt i fem grupper, der hver er organiseret med en tilsynschef og et antal tilsynsførende. Det er netop stillingen som tilsynschef for tilsynet med bygge- og anlægsbranchen (tilsynsgruppe 1), der er ledig.

Her vil du få det direkte daglige ledelsesansvar for ca. 25 engagerede og selvstændige medarbejdere. Herudover får du ansvar for en SDI-chef (teamchef), der har et særskilt område vedrørende store infrastrukturprojekter med ca. 8-10 medarbejdere (denne stilling er pt. også slået op). Du får ansvar for organisering, planlægning og koordinering af tilsynsindsatsen i gruppen samt kvaliteten af det faglige indhold i gruppens opgaveløsning. Du skal bidrage til at sætte retning og motivere medarbejderne og være i stand til at omsætte Arbejdstilsynets mål og rammer til konkrete indsatser og resultater. Du skal også understøtte, at der skabes gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt med andre myndigheder.

Mange af de tilsynsførende arbejder på distancen, så du skal mestre distanceledelse. Samtidig foregår møder, videndelingsaktiviteter og koordinering af tilsynsplanlægningen i tilsynscentret. Øvrige medarbejdergrupper arbejder fortrinsvis i centret.

Som tilsynschef bliver du en del af chefgruppen i Tilsynscenter Øst, der består af en tilsynsdirektør og 8 chefer. Den enkelte chef forventes både at arbejde selvstændigt og ud fra en helhedstænkning på tværs af tilsynscenteret. Det forventes, at cheferne for tilsynet med bygge-og anlægsbranchen, SDI og social dumping vil arbejde særligt tæt sammen. Du kommer også til at arbejde sammen med de to andre tilsynscentre og Arbejdsmiljøfagligt Center.

Bliv vores nye kollega

Du har en stærk lederprofil og kan skabe trivsel, arbejdsglæde, værdi og resultater gennem en motiverende og anerkendende lederstil. Du har gennemslagskraft og kan kommunikere klart om mål, forventninger og

beslutninger. Det er centralt, at du trives med alle aspekter af personaleledelse og har kompetencer til at lykkes med driftsledelse i en politisk styret organisation. Det er vigtigt, at du kan indgå i et effektivt samarbejde med den øvrige chefgruppe.

Derudover vil det være en fordel, hvis du har:

  • erfaring med arbejdsmiljøarbejde eller arbejdsmarkedsforhold,
  • erfaring med myndighedsudøvelse,
  • erfaring med at arbejde i store organisationer, herunder at kunne lede både op og ned,
  • evne til at koordinere, planlægge og styre mange forskellige ressourcer og opgaver på samme tid,
  • integritet og høj personlig etik,
  • en relevant akademisk baggrund eller tilsvarende og
  • lyst og evne til at agere på områder med stor politisk opmærksomhed

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter d. 1. april 2022.

Du ansættes på kontraktvilkår med aflønning i løngruppe 1 (lønramme 37), og ansættelse sker på åremål for en 5-årig periode. Der er knyttet et rådighedstillæg til stillingen. Der er endvidere mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Ansættelse sker efter rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.

Der indgår personprofiltest og opgaver i ansættelsesforløbet.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at sende en mail til tilsynsdirektør Karsten Bjerrum Refsgård med dine kontaktoplysninger på kare@at.dk alternativt kan du ringe på tlf. nr.7220 8849.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-partner Lone Clausen, Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. nr. 2250 3847.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest onsdag den 19. januar 2022.

Vi forventer at gennemføre 1. runde samtaler i uge 4 2022.

 

Send Ansøgning

Henter PDF