Bekendtgørelse om autorisation af rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 721 af 25. maj 2020 om autorisation af rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet

I medfør af § 12, § 13 c, § 39, og § 74, stk. 6, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020, fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1 Anvendelsesområde og formål

§ 1. En virksomhed, som vil rådgive om arbejdsmiljø til brug for efterkommelse af rådgivningspåbud fra Arbejdstilsynet, jf. bekendtgørelse om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet (rådgivningsbekendtgørelsen), skal være autoriseret af Arbejdstilsynet.

Stk. 2. En rådgivningsvirksomhed kan blive autoriseret på et, flere eller alle områder. Områderne er

  1. det ergonomiske område,
  2. det biologiske område,
  3. det kemiske område,
  4. det fysiske område og
  5. det psykosociale område.

Stk. 3. Bekendtgørelsen indeholder de krav, rådgivningsvirksomheden efter stk. 1 og stk. 2 skal opfylde for at opnå autorisation. Desuden indeholder bekendtgørelsen de krav, som rådgivningsvirksomheden skal opfylde under rådgivningen, herunder i forhold til Arbejdstilsynets kontrol og betaling af gebyr m.v.

§ 2. Autorisation af rådgivningsvirksomheder har til formål at sikre, at rådgivningsvirksomhedens ydelse har den fornødne kvalitet og det fornødne indhold, herunder at rådgiverne har de nødvendige kompetencer, jf. § 6 om uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v., til at kunne bistå med rådgivning ved efterkommelse af påbud i henhold til rådgivnigsbekendtgørelsen.

Stk. 2. Ved rådgivere forstås rådgivningsvirksomhedens faglige personale med ansvar for rådgivningsopgaver.

Kapitel 2 Krav til rådgivningsvirksomhedens ydelse

Funktion og opgaver

§ 3. Rådgivningsvirksomheden skal sikre,

  1. at rådgivningen understøtter arbejdsgiverens efterkommelse af påbud, hvortil der er knyttet rådgivningspåbud i henhold til rådgivningsbekendtgørelsen, og at rådgivningen konkret kan forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår,
  2. at rådgivningen har et helhedsorienteret og forebyggende sigte, og
  3. at rådgivning til bygherren tilrettelægges og udføres, så den støtter bygherrens planlægning af sikkerhed og sundhed ved indretning og drift af byggepladser og har et forebyggende sigte.

§ 4. Ved arbejdsgiverens efterkommelse af undersøgelsespåbud efter § 4, pkt. 3 og §§ 27 og 28 i rådgivningsbekendtgørelsen, skal rådgivningsvirksomheden sørge for at undersøge og dokumentere de relevante arbejdsmiljøforhold.

Stk. 2. Undersøgelsen og dokumentationen skal være egnet til, at arbejdsgiveren og Arbejdstilsynet kan vurdere, om arbejdsmiljøforholdene på virksomheden er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, jf. rådgivningsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, om det psykiske arbejdsmiljø og § 36, stk. 2, om mulighed for substitution.

Stk. 3. Ved Arbejdstilsynets kontrol af en autoriseret rådgivningsvirksomhed, jf. § 16, indgår virksomhedens udarbejdede dokumentation efter stk. 1 og stk. 2 i grundlaget for kontrollen.

§ 5. Ved arbejdsmiljørådgivning skal rådgivningsvirksomheden skriftligt til arbejdsgiveren eller bygherren

  1. bekræfte, at der er indgået aftale om ydelse af rådgivning efter § 29 i rådgivningsbekendtgørelsen,
  2. udarbejde en redegørelse over rådgivningsforløbet i overensstemmelse med kravene i §§ 37-40 i rådgivningsbekendtgørelsen, og
  3. bekræfte, at rådgivningspåbuddet og den eller de afgørelser, der har dannet grundlag for rådgivningspåbuddet, er efterkommet efter arbejdsmiljølovens bestemmelser.

Stk. 2. Rådgivningsvirksomheden skal på anmodning over for Arbejdstilsynet dokumentere alle bekræftelser og redegørelser til arbejdsgiveren eller bygherren efter stk. 1, til brug for Arbejdstilsynets kontrol med autorisationen, jf. § 16.

Kapitel 3 Uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v.

§ 6. En rådgivningsvirksomhed skal have rådgivere inden for hvert område, som autorisationen omfatter. Den enkelte rådgiver skal have

  1. gennemført en relevant uddannelse af mindst 3 års varighed eller opnået tilsvarende uddannelsesmæssige kvalifikationer og
  2. mindst 2 års erfaring med rådgivning af virksomheder i forbindelse med konkrete arbejdsmiljøproblemer. Denne erfaring skal være opnået inden for de seneste 5 år.

Stk. 2. Rådgivningsvirksomheden skal sikre, at rådgivernes kvalifikationer følger udviklingen i viden om arbejdsmiljø, og i viden om den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Dette skal ske ved hjælp af en kompetenceudviklingsplan.

Stk. 3. Den erfaring, den enkelte rådgiver skal have, jf. § 6, stk.1, nr. 2, skal omfatte

  1. arbejdsmiljøfaglig rådgivning, dvs. erfaring med at udføre konkret rådgivning om forebyggelse og forbedring af virksomheders arbejdsmiljø inden for det pågældende område, og
  2. rådgivning om at styrke, systematisere og effektivisere virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, herunder arbejde med arbejdspladsvurdering, arbejdsmiljøorganisation og lignende.

§ 7. Rådgivningsvirksomheden skal dokumentere rådgivernes uddannelsesmæssige kvalifikationer, jf. § 6, stk. 1, nr.1, ved eksamensbevis eller tilsvarende.

Stk. 2. Rådgivningsvirksomheden skal dokumentere rådgivernes erfaringer, jf. § 6, stk. 1, nr. 2, ved et curriculum vitae (CV), jf. § 15 om at afgive oplysninger, der er nødvendige for vurderingen af, om betingelserne for autorisation er opfyldte. Supplerende dokumentation kan bestå af relevante ansættelsesbeviser, rådgivningskontrakter, kursusbeviser og erklæringer fra tidligere arbejdsgivere med beskrivelse af de opgaver, den pågældende rådgiver har været beskæftiget med.

Stk. 3. Rådgivningsvirksomhedens rådgivere, som dokumenterer at have ydet arbejdsmiljørådgivning i en bedriftssundhedstjeneste i mindst 3 år efter 1. januar 1998, anses for at opfylde dokumentationskravet til uddannelse efter § 6, stk. 1, nr. 1, inden for det eller de områder efter § 1, stk. 2, de har ydet rådgivning indenfor.

§ 8. §§ 6 og 7 gælder tilsvarende, når arbejdsmiljørådgivning udføres for rådgivningsvirksomheden af en underleverandør.

Kapitel 4 Kvalitetssikring og samarbejde med andre rådgivningsvirksomheder m.v.

§ 9. Rådgivningsvirksomheden skal etablere og vedligeholde et kvalitetssikringssystem, der

  1. sikrer, at rådgivernes uddannelsesmæssige kvalifikationer løbende vedligeholdes, jf. § 6, stk. 2,
  2. sikrer overførsel af erfaringer og viden fra konkrete rådgivningsopgaver mellem rådgiverne herunder faste underleverandører, og
  3. indeholder en årlig evaluering (audit) med henblik på at håndtere afvigelser samt klarlægge behovet for ændringer af kvalitetsstyringssystemet.

Stk. 2. Kvalitetssikringssystemet efter stk. 1, skal dokumenteres i form af kvalitetsprocedurer.

§ 10. En rådgivningsvirksomhed, som ikke selv råder over rådgivere, der opfylder kravene i § 6 om uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v. kan opnå eller opretholde autorisation ved at indgå en aftale om samarbejde med en eller flere rådgivningsvirksomheder, som opfylder kravene om uddannelse og erfaring i § 6.

Stk. 2. Hvis en rådgivningsvirksomhed indgår aftale om samarbejde, jf. stk. 1, skal rådgivningsvirksomhedens kvalitetssikringssystem, jf. § 9, tillige omfatte alle opgaver, der udføres som led i aftalen om samarbejde med andre rådgivningsvirksomheder.

Kapitel 5 Autorisation

§ 11. Autorisation efter § 1 meddeles af Arbejdstilsynet efter ansøgning.

Stk. 2. Ansøgning om autorisation sendes til Arbejdstilsynet via en digital blanket, der findes på Arbejdstilsynets hjemmeside. Den udfyldte blanket med ansøgning skal være forsynet med offentlig digital signatur. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

  1. dokumentation for opfyldelse af kompetencekravene for ansøgers rådgivere eller samarbejdspartnere, jf. § 6 om uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v. og § 10 om samarbejdsaftale,
  2. kopi af eventuel aftale om samarbejde med andre rådgivningsvirksomheder m.v., jf. § 10, og
  3. dokumentation for rådgivningsvirksomhedens kvalitetssikringsprocedurer, jf. § 9.

§ 12. Autorisation er betinget af, at ansøgeren opfylder betingelserne i kapitel 2 og 3.

Stk. 2. Opfylder ansøgeren ikke fuldt ud betingelserne i kapitel 2 og 3 om krav til rådgivningsvirksomhedens ydelse og uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v., kan direktøren for Arbejdstilsynet meddele autorisationen på nærmere bestemte vilkår

§ 13. Det skal oplyses ved ansøgningen, hvilken juridisk enhed der søger om autorisationen.

§ 14. Rådgivningsvirksomheden skal meddele Arbejdstilsynet, hvis der sker ændringer i betingelserne for autorisationen, jf. kapitel 2 og 3.

§ 15. Rådgivningsvirksomheden skal afgive de oplysninger, der er nødvendige for Arbejdstilsynets vurdering af, om betingelserne for autorisationen er opfyldt.

Kapitel 6 Kontrol med autorisationen

§ 16. Arbejdstilsynet kontrollerer som minimum hvert 4. år, om rådgivningsvirksomheden fortsat opfylder betingelserne i kapitel 2 og 3 for at være autoriseret.

Stk. 2. Kontrollen tager udgangspunkt i rådgivningsvirksomhedens skriftlige materiale til arbejdsgiveren og bygherren, jf. § 4 og § 5, stk. 1 om kravene til rådgivningsvirksomhedens ydelse.

Stk. 3. Kontrolmaterialet skal sendes til Arbejdstilsynet via en digital blanket, der findes på Arbejdstilsynets hjemmeside. Den udfyldte blanket med kontrolmateriale skal være forsynet med offentlig digital signatur.

Stk. 4. Til brug for Arbejdstilsynets kontrol skal rådgivningsvirksomheden efter anmodning levere en oversigt over de rådgivningsopgaver, der er omfattet af autorisationen, og som er udført i perioden mellem henholdsvis bevilling af autorisation eller sidste kontrol og det aktuelle kontroltidspunkt.

Stk. 5. Med grundlag i det tilvejebragte materiale, vurderer Arbejdstilsynet, om rådgivningen har levet op til kravene i §§ 3, 4, og § 5, stk. 1 om rådgivningsvirksomhedens ydelse og træffer afgørelse herom.

Stk. 6. Arbejdstilsynets afgørelser som led i kontrollen kan offentliggøres på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Stk. 7. Rådgivningsvirksomheden skal efter anmodning fra Arbejdstilsynet dokumentere indhold og anvendelse af kvalitetssikringssystemet, jf. § 9.

Kapitel 7 Bortfald og tilbagekaldelse af autorisation

§ 17. En autorisation udstedt i medfør af § 11 bortfalder, når rådgivningsvirksomheden kommer under konkursbehandling, træder i likvidation eller ophører eller når rådgivningsvirksomheden meddeler Arbejdstilsynet, at den ikke længere ønsker at være autoriseret.

§ 18. Arbejdstilsynet kan tilbagekalde en autorisation, hvis

  1. rådgivningsvirksomheden ikke længere opfylder kravene i kapitel 2 til rådgivningsvirksomhedens ydelse, kapitel 3 om uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring m.v. eller kapitel 4 om kvalitetssikring m.v.,
  2. væsentlige vilkår efter § 12, stk. 2 om autorisation på nærmere bestemte vilkår, ikke er opfyldt inden en fastsat frist,
  3. autorisationen groft misbruges, herunder hvis rådgivningsvirksomheden afgiver urigtige oplysninger til Arbejdstilsynet,
  4. Arbejdstilsynet ved en kontrol konstaterer alvorlige mangler i kvaliteten af rådgivningsydelsen, jf. § 16, eller
  5. rådgivningsvirksomheden undlader at betale gebyr, jf. §§ 19 og 20.

Kapitel 8 Gebyr og klage

§ 19. Arbejdstilsynet får dækket de samlede, langsigtede omkostninger ved behandling af ansøgninger om autorisation som rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet.

Stk. 2. De samlede omkostninger, jf. stk. 1, dækkes gennem fem gebyrer, der er fastsat på baggrund af det antal autorisationsområder, jf. § 1, stk. 2, som autorisationen dækker. Gebyret udgør i 2020-priser følgende beløb:

  1. Kr. 11.100, når autorisationen dækker et af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  2. Kr. 14.200, når autorisationen dækker to af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  3. Kr. 17.400, når autorisationen dækker tre af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  4. Kr. 20.500, når autorisationen dækker fire af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  5. Kr. 23.700, når autorisationen dækker fem af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.

Stk. 3. Rådgivningsvirksomheden skal betale gebyr efter stk. 1, også i situationer, hvor der meddeles afslag, eller ansøgningen trækkes, efter behandling af sagen er påbegyndt.

Stk. 4. Gebyret reguleres hvert år pr. 1. juli og afrundes til nærmeste 100 kr.

§ 20. Arbejdstilsynet får dækket de samlede, langsigtede omkostninger ved

  1. kontrol af, om betingelserne for at være autoriseret som rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet fortsat er til stede, jf. kapitel 2, 3 og 6,
  2. vurdering ved ændringer hos rådgivningsvirksomheden i betingelserne for autorisationen, og
  3. øvrig administration af ordningen.

Stk. 2. De samlede omkostninger, jf. stk. 1, dækkes gennem fem gebyrer, der er fastsat på baggrund af det antal autorisationsområder, jf. § 1, stk. 2, som autorisationen dækker og som opkræves årligt. Gebyret udgør i 2020-priser følgende beløb:

  1. Kr. 8.600, når autorisationen dækker et af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  2. Kr. 9.000, når autorisationen dækker to af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  3. Kr. 9.400, når autorisationen dækker tre af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  4. Kr. 9.900, når autorisationen dækker fire af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.
  5. Kr. 10.300, når autorisationen dækker fem af de i § 1, stk. 2, nævnte autorisationsområder.

Stk. 3. Rådgivningsvirksomheden skal betale gebyr efter stk. 1, første gang året efter meddelelse af autorisation.

Stk. 4. Gebyret reguleres hvert år pr. 1. juli og afrundes til nærmeste 100 kr.

§ 21. Betales gebyret efter §§ 19 og 20 ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.

Stk. 2. Hvis en rådgivningsvirksomhed trods gentagne påkrav har undladt at betale opkrævning efter denne bekendtgørelse, overdrager Arbejdstilsynet inddrivelsen til Gældsstyrelsen.

§ 22. Arbejdstilsynets afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter lov om arbejdsmiljø, § 81.

Kapitel 9 Ikrafttræden

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 65 af 17. januar 2013 om autorisation af rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 65 af 17. januar 2013, bortset fra bekendtgørelsens § 9, finder fortsat anvendelse på rådgivningsvirksomheder, der er autoriseret efter denne bekendtgørelses bestemmelser indtil udløbet af 4 års perioden fra meddelelsen om autorisation. Disse virksomheder vil fortsat være autoriseret til at bistå med rådgivning efter bekendtgørelse om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet.

Stk. 4. § 18, stk. 2, finder anvendelse på rådgivningsvirksomheder, der er autoriseret efter bekendtgørelse nr. 65 af 17. januar 2013 indtil udløbet af 4 års perioden fra meddelelsen om autorisation.

Arbejdstilsynet, den 28. maj 2020

Vibe Westh / Sofie Bisbjerg