Gå til hovedindholdet

Tilsyn med forebyggelse af coronasmitte

  • Hvordan fører Arbejdstilsynet tilsyn?

    Alle Arbejdstilsynets tilsynsførende fører igen tilsyn med arbejdspladserne i alle brancher. Det betyder, at vi bl.a. gennemfører grundtilsyn og helhedsorienterede byggepladstilsyn (HOT), og at vi fører tilsyn med alle typer af arbejdsmiljøproblemer. Samtidig er der fokus på at forebygge coronasmitte.

    Fra august 2020 fører Arbejdstilsynet igen grundtilsyn inden for hospitals- og plejesektoren.

    Arbejdstilsynet fører fortsat tilsyn med alvorlige ulykker og alvorlige klager i alle brancher – herunder klager over manglende eller mangelfuld forebyggelse af risiko for spredning af coronavirus. 

  • Kan virksomheden få påbud om at forebygge smitterisiko?

    Virksomheden vil få et strakspåbud i forhold til coronavirus, hvis arbejdsgiveren ikke har truffet effektive foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod risikoen for smitte, fx ved ikke at give mulighed for at holde afstand og undgå fysisk kontakt samt ved ikke at give mulighed for hyppig håndvask/brug af håndsprit.

    Det samme gælder, hvis arbejdsgiveren har planlagt og tilrettelagt arbejdet, så det kan udføres uden risiko for smitte, men hvis de ansatte udfører arbejdet i strid med arbejdsgiverens planlægning og tilrettelæggelse. Arbejdstilsynet vil vejlede virksomheden, hvis der kun er tale om mindre mangler i dens forebyggelse af coronasmitte.