Gå til hovedindholdet

Virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde

  • Må virksomheden vente med at revidere sin arbejdspladsvurdering (APV)?

    Virksomhedens APV skal revideres, når der sker ændringer, som har betydning for arbejdsmiljøet – dog mindst hvert 3. år. Lovgivningen åbner ikke mulighed for at fravige dette krav. Men arbejdsgiveren kan sammen med de ansatte/arbejdsmiljøorganisationen planlægge arbejdet med APV’en på den måde, som passer til de konkrete forhold på virksomheden. Det kan fx ske ved, at man tager nogle af drøftelserne virtuelt, så arbejdet med APV’en ikke medfører en risiko for spredning af coronavirus. Det kan være relevant i den situation, hvor virksomheden er placeret i et område med lokale restriktioner til forebyggelse af smittespredning, og hvor de ansatte derfor ikke er fysisk til stede på virksomheden.

  • Må virksomheden vente med at udarbejde en arbejdspladsvurdering (APV), indtil de ansatte igen møder på arbejde?

    Alle virksomheder med ansatte skal lave en APV. Lovgivningen åbner ikke mulighed for at fravige dette krav, da kravet følger af et EU-direktiv. Men arbejdsgiveren kan sammen med de ansatte/arbejdsmiljøorganisationen planlægge arbejdet med APV’en på den måde, som passer til de konkrete forhold på virksomheden. Det kan fx ske ved, at man tager nogle af drøftelserne virtuelt eller ved, at man bruger Arbejdstilsynets digitale APV-værktøj, som er tilgængeligt via at.dk. Det kan være relevant i den situation, hvor virksomheden er placeret i et område med lokale restriktioner til forebyggelse af smittespredning, og hvor de ansatte derfor ikke er fysisk til stede på virksomheden.