Hvornår skal forsikringsenheden sende anmeldelser videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring?
Når forsikringsenheden modtager en anmeldt arbejdsskade, skal der tages stilling til, om der kan udbetales erstatning for udgifter til behandling, genoptræning, hjælpemidler mm.
Sagen skal oversendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), hvis forsikringsenheden har en forventning om, at den tilskadekomne vil have ret til godtgørelse for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab eller uddannelsesgodtgørelse. AES tager herefter stilling til, om tilskadekomne har ret til erstatning mv.
Hvis forsikringsenheden er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en arbejdsulykke, eller om tilskadekomne vil have ret til godtgørelse, erstatning eller uddannelsesgodtgørelse, skal forsikringsenheden oversende sagen til AES, der herefter skal vurdere, om sagen kan anerkendes som en arbejdsskade, og om tilskadekomne kan tilkendes godtgørelse og erstatning.
Hvis en forsikringsenhed ikke sender en anmeldt ulykke videre til AES, og der på et senere tidspunkt bliver rejst krav om erstatning, vil sagen også skulle sendes til afgørelse i AES.
Hvis forsikringsenheden vurderer, at der er tale om en sag, som forventeligt ikke vil føre til erstatning, og tilskadekomne beder om en vurdering fra AES, vil sagen skulle sendes til afgørelse i AES.
Se mere i §12 i bekendtgørelse om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven her